- Et jubilæum af den her kaliber et ”once in a lifetime event”. Det vigtigste for mig er, at købstadsjubilæet bliver for alle.
Ordene kommer fra den nye mand i spidsen for Skives kommende købstadsjubilæum, 52-årige Morten Bramming. I går mødte han jubilæumsgruppen bag den store folkefest på Skiveegnen.
Jubilæumsgruppen skal inden april pege på de første forslag til jubilæumsårets syv store ”fyrtårns-arrangementer”, som skal præsenteres for politikerne i økonomiudvalget. Inspirationen henter Jubilæumsgruppen blandt andet i et katalog med borgernes idéer til jubilæumsfejringen.
Royal Run og folkefest
Morten Bramming var programleder på Holstebro Byjubilæum og får en meget vigtig rolle i at skabe et ambitiøst eventprogram, som har stor appel og involverer mange aktører.
Vejen til et succesfuldt jubilæumsår er at ramme så mange som muligt, lyder hans vurdering.
- De syv store events skal være begivenheder, der kan tiltrække mange forskellige borgergrupper. De skal have stor folkelig appel, fastslår han.
Skive Kommune har allerede indsendt en ansøgning om at få Royal Run til Skive som en af de syv store events i jubilæumsåret.
Derudover er et af Jubilæumsgruppens første forslag rettet mod selveste jubilæumsdatoen den 15. august. Her anbefaler gruppen, at ”fyrtårnet” bliver en folkefest bestående af en række arrangementer og indslag med centrum omkring Skives midtby, Strandtangen og Resenlund. Kongeparret er også inviteret til den særlige begivenhed.
Ingen fordomme
Ud over de syv store events er planen, at Skives 700-års købstadsjubilæum skal være spækket med aktiviteter og begivenheder. Den nyansatte programleders mål er at få så mange lokale borgere engageret i fejringen som muligt. Selv er han i fuld gang med at lære Skive at kende.
- Jeg kender Skive Festival, Skivemødet, seminariet og svømmehallen. Jeg er far til fire børn. Svømmehallen er fremragende, så vi kører gerne efter det. Jeg har også været til nogle fodboldkampe i byen med min søn. Men derudover har jeg ikke det helt store kendskab til Skive. Jeg går til opgaven med åbent sind og uden fordomme, og jeg glæder mig til at lære byen og ikke mindst menneskene at kende, siger han.
Forsanger i soulband
Morten Bramming bor med sin hustru, der er leder af balletskolens skoletilbud i Holstebro, og fire børn fra 12-20 år i Nørre Nissum.
Han blev i sin tid uddannet lærer fra seminariet og har både været friskolelærer, efterskolelærer og underviser på VIA. Han var ansat som projektchef i VIA for det nationale event ”Uddannelsesdebatten”, da han fulgte sit hjerte og forlod et fast job for at blive programleder for Holstebros store byjubilæum i 2024.
Morten Bramming har erfaring med udvikling af partnerskaber og samarbejdsaftaler, fundraising og idéudvikling. Han har et meget stort netværk af aktører inden for kultur og uddannelse og har gennem sin karriere været med til at skabe en lang række store mindeværdige lokale kulturevents, festivaler og forestillinger.
I sin fritid står han selv på de skrå brædder med jævne mellemrum som forsanger i et 10-mands stort soulband The Commitments Souvenirs. Kultur er i Morten Brammings optik rigtig mange ting.
- Kultur er det, der bringer folk sammen, fastslår han.