Der bliver folkefest, flag og et felt med cykelryttere i verdensklasse, når PostNord Danmark Rundt afvikler en etape på Skiveegnen i anledning af Skives 700-års Købstadsjubilæum.
Danmarks Cykle Union (DCU) og PostNord har netop offentliggjort ruter, start- og målbyer samt de deltagende teams. Skive Kommune bliver vært for 2. etape med start i Glyngøre. Ruten snor sig ad smalle veje med Limfjorden som konstant følgesvend og byder på både bonusspurter og en teknisk krævende finale, hvor positionering bliver afgørende.
Undervejs passerer feltet bl.a. igennem Jebjerg, Thise og Højslev, og en række andre lokalområder i Skive Kommune, som hver især får mulighed for at feste og fejre.
Folkefest og fællesskab
Skive var i 2022 vært for 4. etape af PostNord Danmark Rundt. Løbet havde både start og slut i Skive, og begivenhedens brede appel og succes afspejlede sig både i antallet af tilskuere og DR/Tv’s anerkendelse.
Skive Kommunes borgmester Alfred Brunsgaard ser frem til atter at opleve cykelsport på højt niveau og folkefest i land og by:
- Det betyder rigtig meget for os at kunne byde PostNord Danmark Rundt velkommen tilbage til Skive. Det er ikke bare eliteidræt – det er en begivenhed, der samler hele kommunen og som markerer Skives position som en habil vært for store events. Vi får en unik mulighed for at vise vores område frem for resten af landet, samtidig med at beboere, foreninger og besøgende kan være med helt tæt på løbet. Det skaber både stolthed, fællesskab og liv i byerne langs ruten, siger Alfred Brunsgaard.
Også Skive Kommunes kultur- og fritidschef, Kent Sørensen, glæder sig over udsigten til et genbesøg af PostNord Danmark Rundt:
- I 2022 oplevede vi, at cykelløbet samlede tusindvis af mennesker til en farverig folkefest og skabte en særlig stemning i lokalsamfundene. Det engagement glæder vi os til at bygge videre på og forene topklasse-cykling med lokale kræfter, så hele vores egn er med til at præge stemningen langs ruten, siger Kent Sørensen.
Cykelstjerner i naturskønne omgivelser
Når PostNord Danmark Rundt rammer Skive Kommune den 30. juli i år, bliver det med en perlerække af deltagende teams:
- Vi får et usædvanligt stærkt felt i år. Hele syv WorldTour-hold har meldt deres ankomst, hvilket betyder, at vi kan præsentere et felt på absolut højeste niveau, lyder det fra Jens Kasler, sportslig ansvarlig, i en pressemeddelelse fra DCU.
Blandt de deltagende teams er blandt andet Team Visma | Lease a Bike, Lidl-Trek, Uno-X Mobility, NSN Cycling Team og ikke mindst cykelidoler i topform fra Skives hjemmebanehold Team ColoQuick:
- Det er noget helt særligt at få lov at vise holdet frem i vores egns naturskønne omgivelser. Vi ser frem til at udfordre de store cykelhold og deres stjerner her på vores egen hjemmebane. Jeg husker tydeligt, hvordan Skive var propfyldt med mennesker, og vores hold var i centrum hele dagen, da Skive var både start-og målby. Vi har udviklet os virkelig meget de sidste par år, og hele Skives cykelhold vokser med den lokale opbakning, og så er resten af Danmark også begyndt at få øjnene op for Skive, sagde Christian Moberg, sportsdirektør for QoloQuick Cycling, i en tidligere pressemeddelelse fra Skive Kommune.
I 2026 bliver PostNord Danmark Rundt ikke kun et cykelløb i Skive – det bliver Skives cykelløb: et fyrtårn som markerer Skives 700 år som købstad med fart, fællesskab og blå feber.
Om PostNord Danmark Rundt 2026
PostNord Danmark Rundt, der er rangeret som ProSeries-løb på UCI’s Europe Tour, byder på følgende fem etaper i 2026:
· 29. juli: 1. etape: Aalborg – Aalborg, 185 kilometer
· 30. juli: 2. etape: Glyngøre – Skive, 179 kilometer
· 31. juli: 3. etape: Fredericia – Vejle, 207,3 kilometer
· 1. august: 4. etape: Rudkøbing – Fyn, 177,5 kilometer
· 2. august: 5. etape: Køge – Rødovre, 135 kilometer