30-årige Frederik Skourup Søndergaard havde aldrig egentlige planer om at leve af musik. Men det gør han - som underviser på Skive Musikskole og som udøvende musiker på scener landet over med bandet Color, The Blind.
- Jeg ser musik som en måde at være sammen med andre på. Det giver ligesom et formål med at spille, siger Frederik Skourup Søndergaard.
Han er sat i stævne på Skive Musikskole, hvor han underviser til hverdag, men med lidt fantasi kan man godt se Frederik Skourup Søndergaard for sig ved en ensom bjælkehytte på en vindblæst bjergskråning med et strå i mundvigen. Ikke fordi han ligner én, der er vandret ind fra den syvende kartoffelrække eller én af de fåmælte, som helst vil være i fred, men fordi han bærer på noget sindigt Sallingjysk. Ingen store armbevægelser eller floskler her. Det kommer ikke som en overraskelse, at han ved siden af musikunderviserjobbet er en del af folk-bandet ’Color, The Blind’, som henter sin inspiration i den amerikanske countrytradition:
- Tja, jeg ved ikke … Det passer bare godt til mig, tror jeg, og det gør mig glad at spille, for der er noget oprigtigt og ægte i det. Den type musik er meget nede på jorden, så’n musik af og for ganske almindelige mennesker. Det giver mig noget at spille for andre, siger han.
Et rigtigt arbejde?
Det lå ellers ikke i kortene, at Frederik Skourup Søndergaard skulle leve af musikken, men set i bakspejlet fulgte den ham alligevel som en usynlig ven gennem opvæksten og hjalp ham med at skabe sig en plads i verden:
- Musik skulle ikke være en levevej for mig, men jeg har på en eller anden måde altid spillet musik. Min mormor og morfar havde et klaver, som jeg spillede på fra jeg var helt lille, fortæller han.
Frederik Skourup Søndergaard er født i Thy, men flyttede med sin mor til Hjerk ved Harrevig inden teenagealderen indtraf. På omtrent samme tid begyndte han at gå til undervisning på Skive Musikskole:
- Det var min fritidsinteresse i folkeskoletiden, og det blev først for alvor interessant for mig at spille, da jeg begyndte på en musiklinje på efterskole, fortæller Frederik Skourup Søndergaard.
Og alligevel var det som om, musikken som levevej aldrig rigtig var en mulighed. Da han startede på Skive Gymnasium efter endt efterskole, landede han blandt kammerater, som drømte om at blive noget ved musikken, og som gik benhårdt efter at blive optaget på konservatoriet eller på anden vis realisere deres ambition. Sådan var det ikke for Frederik.
- Jeg var egentlig ret sikker på, at jeg ikke skulle leve af musik. For mig var det en hobby, en sidebeskæftigelse. Jeg var nok fanget af den der klassiske forestilling om, at musik er noget man gør i sin fritid, og at man skal have et rigtigt arbejde ved siden af. Det er jo noget pjat, men den barriere var meget virkelig for mig, siger han.
Musik er fællesskab
Efter en tid som pedelmedhjælper på Skive Musikskole, som han kendte fra sin folkeskoletid, begyndte Frederik i lære som kok, men fandt ret hurtigt ud af, at det ikke var noget for ham. Det var bare forkert. Blandt andet fordi det forhindrede ham i at spille musik.
- Jeg arbejdede jo, når alle andre havde fri, og for mig er det at spille musik i høj grad noget, jeg helst vil gøre sammen med andre. Musikken kom til at betyde mere for mig, da den pludselig blev svær at have med mig, siger han:
- Og hvor vigtig musikken var, blev meget tydeligt for mig, da jeg kom på højskole i Jelling på en musiklinje med eksperimenterende musik og kompositioner. Det var fedt. Dér gik jeg for alvor all in på musikken og tænkte, at det var det, jeg skulle, siger han.
Men barrieren var der stadig. Musik kunne bruges til at udforske indre landskaber og granske de sider af skæbner og tilværelser, som gav mening at forholde sig til. Men forbindelsen til musik som en fritidssyssel var for stærk, og for Frederik Skourup Søndergaard var musikken nærmere et middel end et mål. Derfor var konservatoriet ikke på tapetet. I stedet begyndte Frederik på læreruddannelsen i Skive.
- Jeg tænkte, at det kunne være en vej ind i at komme til at beskæftige mig med musik og undervisning. For jeg har den tilgang til musik, at det er en samværsform. Jeg kan sagtens lukke mig inde og pusle med musikken alene, men det giver ikke så meget mening for mig, hvis jeg ikke bruger det til at komme ud og spille for eller med nogen. Det er fedest og giver mest, når det foregår sammen med andre, siger han.
- Der er selvfølgelig mange, som har det godt med kun at sidde for sig selv, men jeg ville ikke undvære at spille sammen med andre, for fællesskabet i musik betyder meget for mig.
Hvor veje krydses
Vejen mod folkeskolelærer slog et sving, da Frederik Skourup Søndergaard en ganske almindelig kedelig tirsdag formiddag mødte et velkendt ansigt på VIAs lange gange; Skive Musikskoles leder, Anja Brejner Højgaard. De kendte hinanden fra den tid, hvor han som nyslået student havde sin gang på musikskolen som pedelmedhjælper.
- Vi faldt i snak, og jeg spurgte, om hun kunne bruge mig på musikskolen. Hun svarede, ’det kan da godt være’, fortæller Frederik:
- Det var jo meget godt, så da jeg senere hen så et jobopslag, hvor musikskolen søgte en sammenspils- og holdunderviser, vovede jeg pelsen og sendte en ansøgning, selvom jeg ikke er konservatorieuddannet, som de fleste musikskoleundervisere ellers er.
Frederik Skourup Søndergaard fik jobbet. Nu, fire år senere, er han stadig lærer på Skive Musikskole, spiller fortsat i Color, The Blind, og musikken er både hans levebrød, hans hobby og det instrument, hvormed han har bygget venskaber og fællesskaber.
- Jeg har det meget godt her, det er et fedt sted at være. Jeg har ingen planer om at skulle videre, slutter Frederik Skourup Søndergaard.
Skive Kommunes Kulturpolitik 2020-2023 #4) ”Skive Kommune vil arbejde særligt med at synliggøre udvalgte flagskibe, som skal styrke egnens identitet indenfor [... ] musik.”
MØD SKIVE MUSIKSKOLE OG FREDERIK SKOURUP SØNDERGAARD I KULTURUGEN
Lørdag den 10. juni kl. 11: Color, The Blind spiller på Kulturelt Samråds fællesscene på Rådhustorvet.
Lørdag den 10. juni kl. 10: Familiekoncert med Eastwind i Toldstrupparken (arr. Skive Musikskole)
Søndag den 11. juni kl. 14: Skive Musikskoles lærerband spiller i Skive Anlæg (arr. Skive Musikskole)
Torsdag den 15. juni kl. 11: Børnehavemusikfestival med Skive Musikskole på Rådhustorvet (arr. Skive Musikskole)
Torsdag den 15. juni kl. 16: Sommerkoncert med Skive Musikskole i Toldstrupparken (arr. Skive Musikskole)
Torsdag den 15. juni kl. 19-21: Fællessang med Sallingkoret og Skive Musikskoles Kor På Skive Musikskole (arr. Skive Musikskole)