Der bliver sværdklang, rustninger og internationalt format, når Skiveegnen fejrer Skives 700-års købstadsjubilæum i 2026. Økonomiudvalget har netop godkendt, at VM i Middelalderkampsport på Spøttrup Borg bliver det femte ud af i alt syv fyrtårnsarrangementer og bevilget 650.000 kroner til projektet – og dermed kan Museum Salling og IMCF (International Medieval Combat Federation) nu arbejde videre for at sikre Skive Kommune værtskabet.
Borgmester Peder Christian Kirkegaard glæder sig over udsigten til at få en unik, international begivenhed til Skiveegnen i anledning af jubilæumsåret:
- Det er en glædelig nyhed, at Skive Kommune formår at tiltrække en så flot begivenhed af international kaliber. Spøttrup Borg er et perfekt værtssted for verdensmesterskabet, og med sin historiske tyngde og visuelle styrke danner borgen en stærk ramme om mødet mellem lokale fællesskaber og international opmærksomhed, siger Borgmester Peder Christian Kirkegaard.
Borgmesteren peger også på, at selvom Skive by er købstadsfødselaren, er der en ambition om at involvere hele Skive Kommune i fejringen:
- At ét af de syv store arrangementer placeres i oplandet, og at Spøttrup Borg får en hovedrolle, understreger den historiske dybde og geografiske bredde i Skives jubilæumsfejring. Vi er meget bevidste om, at købstadens udvikling er forbundet med sit opland i Salling og Fjends, og det afspejler sig også i den måde, vi gerne vil fejre jubilæet på, siger Peder Christian Kirkegaard.
Spøttrup Borg som verdensscene
VM i Middelalderkampsport er en international sports- og kulturfestival, hvor nogle af verdens bedste kæmpere over flere dage dyster i autentiske rustninger. Udover nervepirrende kampe, vil gæster også kunne opleve en levende markedsplads, workshops og opvisninger med Danmarks bedst bevarede middelalderborg som spektakulær kulisse.
Det er ikke første gang, at Spøttrup Borg bliver værtsted for VM i Middelalderkampsport. Begivenheden udspillede sig også ved borgen i 2017, da Aarhus var Europæisk Kulturhovedstad sammen med 18 andre midtjyske kommuner.
- Dengang var begivenheden en bragende succes med tusindvis af gæster fra hele verden, fortæller kultur- og fritidschef Kent Sørensen.
Han var selv blandt gæsterne i 2017, og som førstehåndsvidne er han ikke i tvivl om, at et VM i 2026 bliver en af jubilæumsårets helt store publikumsbaskere.
Kent Sørensen spår også, at begivenheden vil kunne sætte et længerevarende aftryk, blandt andet i kraft af, at Museum Salling og den internationale partner IMCF løfter begivenheden i samarbejde med lokale foreninger, frivillige og andre kulturaktører:
- VM i Middelalderkampsport er langt mere end et sportsarrangement. Det er et stærkt eksempel på en begivenhed, der med afsæt i historie og kultur ikke blot sætter Skive på verdenskortet, men som også kan være med til at styrke lokalt fællesskab, turisme og erhverv, siger han.
Jubilæumsfejring for alle
I de kommende måneder bliver programmet for købstadsjubilæet i 2026 tilrettelagt med store og små oplevelser – og alle borgere, foreninger og virksomheder er inviteret til at deltage, bidrage og være en del af jubilæumsfejringen.
Jubilæumsåret vil byde på adskillige folkelige arrangementer, heriblandt syv større ”fyrtårnsarrangementer”, hvoraf de fem på nuværende tidspunkt er besluttet: VM i Middelalderkampsport, et åbnings-arrangement med lystema, en musical skabt af Skiveegnens ungdom, et historisk marked i Skive by, samt et brag af en jubilæumsweekend i august.
De syv fyrtårnsarrangementer finansieres med i alt 2,5 millioner kroner fra Skive Kommune, samt 2,5 millioner kroner fra Spar Vest Fonden, som samlet støtter jubilæumsfejringen med 3,2 millioner kroner. Dertil har Sparekassen Balling doneret 1 million kroner - midler som ligeledes møntet på offentlige arrangementer.
Sæt allerede nu kryds i kalenderen den 19. august kl. 16.30, hvor Kultur & Fritid inviterer til infomøde i Skive Theater om købstadsjubilæet.