Hvad er et ”fyrtårnsarrangement”? Hvordan gør vi fejringen af Skives købstadsjubilæum relevant for hele Skiveegnen? Hvad kan vi skabe med den tid og de resurser, vi har?
Det var nogle af de overvejelser, der var oppe at vende, da Jubilæumsgruppen mødtes for første gang den 18. december for at tage hul på koncepter for syv store arrangementer, som Skive Kommune har ambition om at afvikle i 2026 i forbindelse med at Skive runder 700 år som købstad.
Jubilæumsgruppen trak arbejdshandskerne på med det samme. Som inspiration skævede gruppen til de forslag, som kom frem på et borgermøde i juni 2024, og de idéer, som efterfølgende er sendt ind til Skive Kommune af kreative borgere.
Bredt samarbejde
Jubilæumsgruppen er bredt sammensat med repræsentanter fra blandt andet kultur, idræt, erhverv, opland, ungemiljø og de kommunale forvaltninger. Gruppens fornemste opgave er at indkredse koncepter for store, folkelige arrangementer i jubilæumsåret. Samtidig bidrager gruppen også til at indtænke koblingen mellem købstad og opland, så fejringen bliver relevant for flest mulig.
Jubilæumsgruppen er derfor ikke blot idémager, men også en vigtig sparringspartner og rådgiver for Skive Kommune.
Byrådet har afsat 6 millioner kroner til planlægning og afvikling af fejringen. Dertil har Spar Vest Fonden doneret 3,2 millioner, som dels skal gå til de store arrangementer og dels til at understøtte et væld af mindre events i jubilæumsåret.