JANUAR 2024: TALENTUDVIKLING Under Skive Kommunes fest for de frivillige og hyldest af mestre 2023, indgik Team Danmark og Skive Kommune en fire-årig forlængelse af elitekommuneaftalen.

- Det er med stor glæde og tilfredshed, at vi har indgået aftale med Team Danmark og har forlænget samarbejdet i yderligere fire år. Samarbejdet giver vores lokale idrætsmiljøer, uddannelsesinstitutioner og de unge de bedste udviklingsmuligheder, siger borgmester Peder Christian Kirkegaard om forlængelsen af aftalen: - Vi har igennem de sidste fire års aftaleperiode set en stærk udvikling af særligt vores ambitiøse og dygtige idrætsmiljøer og uddannelsesinstitutioner, som er med til at skabe gode rammer for de unges udvikling. Vi er overbeviste om, at vi kan bygge yderligere på i de næste fire år og glæder os til sammen med Team Danmark, at styrke vores idrætsindsatser, således talentudviklingen blandt vores unge idrætsudøvere udvikles endnu mere de kommende år, lyder det fra borgmesteren. Hos Team Danmark er der også tilfredshed med forlængelsen af aftalen: - Jeg er meget stolt over at underskrive en forlænget aftale med Skive Kommune, som er en vigtig spiller i talentudviklingen i Danmark. Jeg bliver glad hver gang, jeg mærker det store engagement, der er omkring de unge talenter i kommunen, og aftalen er med til at sikre, at talenterne oplever en meningsfuld hverdag, hvor de trives og udvikler sig både sportsligt, uddannelsesmæssigt og menneskeligt, siger Team Danmarks administrerende direktør, Peter Fabrin. Fakta om Team Danmark elitekommuneprojektet: Elitekommunerne er blandt andet med til at sikre kvalitet og fleksibilitet på dual career-området og fleksible træningstilbud som eksempelvis morgentræning eller træning midt på dagen i samarbejde med lokale klubber og med kommunernes idrætsskoler og ungdomsuddannelser. Elitekommunerne spiller en afgørende rolle for talentudviklingen i dansk eliteidræt ved at udvikle og understøtte lokale talentmiljøer, så unge talenter kan trives og udvikle sig til at kunne begå sig sportsligt på højeste internationale niveau. Den nye aftale varer i fire år fra den 1. januar 2024 til den 31. december 2027.