FOLKEOPLYSNINGSPRIS Kender du en, der gør en forskel i det lokale foreningsliv? Så er det nu, du skal på banen og indstille vedkommende til Folkeoplysningsprisen.

Har du en spejderleder, gymnastiktræner, aftenskoleunderviser eller måske en helt tredje i tankerne, som bare brænder for fællesskab, frivillighed og folkeoplysning? En, der altid møder op, holder sammen og sætter skub i tingene? Så er det nu, du kan indstille din kandidat til Folkeoplysningsprisen 2025 i Skive Kommune. - Folkeoplysning handler i bund og grund om at gøre hinanden klogere og stærkere i fællesskab – og det er lige præcis dét, mange frivillige gør hver dag i vores foreninger. Vi vil gerne hylde dem, der gør en særlig forskel – både lokalt og måske endda ud over kommunegrænsen, siger fritidsmedarbejder Marlene Sagi. Hvem kan få prisen? Folkeoplysningsprisen gives hvert år til en person, som har ydet en bemærkelsesværdig indsats indenfor folkeoplysende foreningsliv. Det kan være i en idrætsforening, spejdergruppe, aftenskole eller anden folkeoplysende forening i Skive Kommune. Prismodtageren behøver ikke stå på en scene eller føre an – nogle gange er det netop dem, der tager det tunge træk bag kulisserne, der fortjener spotlightet. - Vi håber, at både foreninger og enkeltpersoner vil tage sig tid til at indstille en ildsjæl. Det kan være et bestyrelsesmedlem, en instruktør eller en, der har løftet foreningen i en ny retning. Det vigtige er engagementet og lysten til at gøre en forskel, understreger Marlene Sagi. Vinderen af prisen får, udover æren, et kontant beløb på 5.000 kroner, som tak for indsatsen. Prisen uddeles ved den årlige hyldestfest for foreningsfrivillige og mestre i foråret 2026. Tidligere modtagere tæller blandt andre Morten Bilstrup (Spøttrup Motion og Sport), Jesper Raabjerg Larsen (KFUM Skivehus) og Ebba Lund (AOF Skive) – alle folk, der har sat aftryk i det lokale foreningsliv. Folkeoplysningsprisen er indstiftet af Folkeoplysningsudvalget i Skive Kommune og blev første gang uddelt i 2017. Prisen gives til en person, der arbejder engageret, initiativrigt og inspirerende med folkeoplysning – både i og uden for foreningslivet. Sådan indstiller du Du kan indsende din indstilling med begrundelse senest den 1. november 2025 via skive.dk/folkeoplysningspris. Husk: En forening må gerne indstille én af sine egne.