SKIVE700 Ud over logoer til fri afbenyttelse i forbindelse med jubilæumsaktiviteter, kan du finde brugbar information om puljepenge og søgemuligheder

Allerede nu kan du følge med i planlægningen af Skives 700-års købstadsjubilæum i 2026. En spritny hjemmeside er netop kørt i stilling, hvor nysgerrige kan finde væsentlige informationer om fejringen. Det nye logo er blandt andet til fri afbenyttelse, og foreninger og institutioner kan bestille gratis jubilæumspakker til markedsføring af jubilæumsarrangementer. - Købstadsjubilæet bliver en fest, der ikke bare skal samle hele Skiveegnen, men også skabes af os alle sammen. Vi håber, at rigtig mange vil involvere sig og være med til at byde ind med jubilæumsarrangementer, siger Michelle Skov, Kultur & Fritid, og uddyber: - Da købstadsjubilæet er for alle, vil vi også gerne gøre det nemt for aktører at tage det visuelle udtryk til sig. Derfor har vi sat logoet fri, så alle kan bruge det i forbindelse med jubilæet. Det gælder også kommercielt, hvis en bager for eksempel vil trykke logoet på en kage eller lignende. Foreninger og institutioner er også velkommen til at bestille en gratis jubilæumspakke, som de kan bruge i synliggørelsen af jubilæumsarrangementer, siger hun. Puljepenge og hjælp Skive 700-års købstadsjubilæum har fået 6 millioner fra byrådet til afviklingen og har derudover modtaget en donation fra Spar Vest Fonden på 3,2 millioner. Festlighederne bliver bygget op omkring syv store begivenheder. Derudover er der afsat en pulje under Kultur- og Fritidsudvalget på 700.000 kroner til mindre jubilæumsaktiviteter. På hjemmesiden kan man som forening, lokalområde eller institution få hjælp og til at søge puljemidler til arrangementer relateret til købstadsjubilæet. Logo med historie Logoet bag Skive 700-års købstadsjubilæum er skabt i et samarbejde mellem Skive Kommune og Skive Byarkiv under Museum Salling, og er udformet af kommunens grafiker Thomas Køser. Det centrale element i grafikken er broen ved åen, som markerer det vadested, der spillede en central rolle i købstadens opståen. Tanken bag logoet er, at det både peger mod fortid, nutid og fremtid for Skive og omegn.  Sammen med logoet er udvalgt en række forskellige farver, som blandt andet er inspireret af naturen omkring Skive by. Hjemmesiden giver yderligere information om logoet og et indblik i historien bag de 700 år som købstad. Du kan også finde det omfattende idékatalog med forslag til fejringen, som borgerne på Skiveegnen har bidraget med ind til videre, og der er stadig mulighed for at indsende forslag. Hjemmesiden vil desuden på sigt skabe et overblik over de mange arrangementer i jubilæumsåret. Find hjemmesiden her