Med gratis entré inviteres alle indenfor til en eftermiddag, hvor fortid og nutid smelter sammen i et mylder af oplevelser for alle.
Luften fyldes af friskbagt brød og kager, urter og røgede specialiteter. Rundt på pladsen arbejder hænderne: med træ, horn, uld, glas, keramik, læder og planter – og gæsterne kan også selv prøve kræfter med de gamle traditioner, mærke materialerne og få en fornemmelse af det håndværk, der engang var hverdag. Sværd klirrer under ridderturneringer, mens gøgleroptog, fortællere og kædedans til folkemusik samler publikum. Midt i det hele kan du slå dig ned og prøve kræfter i kreative værksteder med våbenskjolde, skrivning med pen og blæk og gamle lege. Måske møder du endda en rovfugl.
- På det historiske marked er der masser af se på, men endnu vigtigere: noget at være med i. Du kan røre, smage, dufte, prøve og blive klogere uden at opdage, at du lærer noget, fortæller Thomas Hansen, eventkoordinator ved Ungdomsskolen-Skive, som arrangerer det historiske marked:
- Det er netop derfor, det historiske marked rammer bredt. Fordi her er oplevelser for både de nysgerrige, de madglade, de historieinteresserede, de håndværksinteresserede, og alle dem, der bare vil have en god eftermiddag i stemningsfulde omgivelser, siger Thomas Hansen.
Et kæmpe jubilæumssamarbejde
Det historiske marked er et af jubilæumsårets store fyrtårnsarrangementer og er blevet til i et samarbejde mellem Ungdomsskolen-Skive, Kultur & Fritid, Skole- og Dagtilbud samt Museum Salling. Egnens foreninger, kulturinstitutioner og virksomheder slutter op om at skabe en levende historisk fortælling, og mere end 3500 børn fra alle Skive Kommunes folkeskoler kommer til markedet med deres egne bud på, hvordan livet engang så ud, da handel, håndværk og fællesskab var centrum på torvet.
- Det historiske marked er et helt særligt projekt, fordi det viser, hvad vi kan, når vi løfter i fællesskab. Over 3.500 børn bidrager, men de står ikke alene – de er en del af et stærkt samspil med foreninger, lokale producenter og ildsjæle, siger Jan Lund-Andersen, direktør i Kultur- og Familieforvaltningen:
- Det er i virkeligheden meget typisk for Skive og Skiveegnen, både historisk og i dag, at vi skaber noget sammen. Markedet er ikke bare en formidling af fortiden, men et levende eksempel på den fællesskabsånd, der stadig kendetegner os, siger Jan Lund-Andersen.
Lokal oplevelse for alle
Det historiske marked er realiseret med en flot donation fra Sparekassen Balling, som også er med på dagen:
- I Sparekassen Balling er vi optaget af at være tæt på det lokale liv og de fællesskaber, der skaber værdi – både menneskeligt og lokalt. Det historiske marked er et stærkt eksempel på netop det. Her mødes generationer, idéer og engagement, og samtidig er markedet et tydeligt billede på, hvordan Skive by og oplandet hænger sammen og er afhængige af hinanden. Det er præcis den form for initiativ, vi gerne vil bakke op om, siger René Høegh Larsen, direktør i Sparekassen Balling og fortsætter:
- For os handler det ikke kun om at støtte, men om at være med til at skabe levende oplevelser sammen med lokalsamfundet, understreger René Høegh Larsen.
Så tag familien og vennerne under armen og træd ind i historien midt i Skive den 18. juni kl. 13-17. Gratis entré.