Kom og oplev et brag af en fodboldkamp, som samtidig er en vigtig test frem mod U19-landsholdets EM-kvalifikationskampe, som spilles i november i Schweiz. Du skal ikke bestille billet på forhånd – blot mød op på stadion og find en plads.
Ungdomslandkamp i Skive
Kultur- og fritidschef i Skive Kommune, Kent Sørensen, glæder sig over, at Skive Stadion lægger græs til en officiel U-landskamp:
- Det er en stor glæde for os at kunne byde velkommen til Danmarks dygtigste U19-spillere. Vi håber, at rigtig mange børn, unge og familier vil finde vej til stadion og få en spændende fodboldoplevelse tæt på. Sådan en kamp giver inspiration til vores lokale talenter og styrker fodbolden i hele kommunen.
Bestyrelsesformand i DBU Jylland Region 2, Johnny Krogh Hansen, ser også frem til kampen i Skive:
– Vi er meget glade for at kunne afvikle en U19-landskamp i Skive. Det giver de lokale fodboldklubber en unik mulighed for at få en stor fodboldoplevelse tæt på, og samtidig kan de unge spillere i klubberne spejle sig i landsholdsspillerne som rollemodeller. Den slags oplevelser er med til at styrke fodboldglæden og sammenholdet i hele området.
Mød spillerne efter kampen
Efter kampen mod Rumænien vil der være mulighed for at møde spillerne, få en autograf og måske tage et billede med de unge stortalenter.
Mere fodbold i Midtjylland
Foruden kampen mellem Danmark og Rumænien spilles der yderligere tre testkampe i området:
Sverige – Rumænien, søndag den 7. september kl. 12.00 på Skive Stadion
Danmark – Norge, søndag den 7. september kl. 16.00 på Viborg Stadion
Sverige - Norge, torsdag den 4. september kl. 17.00 på Viborg Stadion
Til alle kampene er der gratis adgang.