SKIVE700 På dagen for Skives 700-års købstadsjubilæum afsløres et granitværk inspireret af det originale købstadsbrev – og Museum Salling præsenterer en jubilæumsudgivelse med fokus på Skives nyeste udvikling.

For præcis 700 år siden satte et kongeligt privilegiebrev Skive på landkortet som købstad. Den 15. august 2026 markerer Billedkunstrådet og Museum Salling jubilæumsdagen med en særlig dobbeltbegivenhed. Her afslører borgmester Alfred Brunsgaard et nyt granitværk af stenhugger Nikolaj Tymm-Andersen, og Museum Salling præsenterer en jubilæumsbog om Skive med nye fortællinger og perspektiver på byens og egnens historie. - Vi ønskede et værk, som blev stående og kunne minde kommende generationer om den dag, hvor Skive fejrede sine første 700 år som købstad. Nikolaj Tymm-Andersens værk har både styrke, værdighed og en tæt forbindelse til købstadens oprindelse, fordi det udspringer af selve privilegiebrevet - købstadens dåbsattest, siger Jette Gejl, formand for Billedkunstrådet i Skive Kommune: - Granitten rummer også en tyngde og en varighed, som passer smukt til fortællingen om en købstad, der har stået gennem syv århundreder, siger Jette Gejl. Skive i ord og billeder Efter afsløringen af værket fortsætter fejringen ved Annexet, hvor Skive Kunstforening serverer et let traktement, inden Museum Salling præsenterer jubilæumsbogen med titlen ’Fortællinger om Skiveegnen 1970-2026’. Herefter følger korte oplæg fra bogens forfattere, inden publikum opfordres til at besøge jubilæumsudstillingen på Gl. Skivehus. - Historien lever, når vi fortæller den videre. Derfor er det særligt meningsfuldt, at vi på selve jubilæumsdagen både kan indvie et nyt værk og præsentere en bog, der bærer fortællingen om købstaden og Skiveegnen videre, siger byarkivar Kristian Buhl Thomsen, der også er bogens redaktør. Jubilæumsbogen er skrevet af 21 forfattere med mange fagligheder. Med afsæt i deres indgående kendskab til Skiveegnen giver de på bogens 552 sider en levende fortælling om egnen gennem de sidste ca. 50 år – en fortælling, der suppleres af 375 store og små billeder fra tidsperioden.- Jubilæumsbogen er blevet til gennem et stort fælles arbejde, og jeg håber, at læserne vil opleve den samme fascination af Skiveegnens udvikling, som vi har gjort undervejs. Historien om Skive er i virkeligheden historien om generationer af mennesker, der har været med til at forme byen, siger Kristian Buhl Thomsen. Fakta Skive modtog sit købstadsprivilegiebrev den 15. august 1326. Jubilæumsåret 2026 markerer 700-året for Skives status som købstad. Granitværket er skabt af Nikolaj Tymm-Andersen med inspiration fra købstadsprivilegiebrevet. Jubilæumsbogen udgives af Museum Salling som et centralt bidrag til markeringen af købstadsjubilæet.