Der var ros til Skive Kommunes initiativ, Tidlig Forebyggelse, på KL’s Social- og Sundhedspolitiske Forum i Aalborg onsdag. Tidlig Forebyggelse er til inspiration for andre kommuner, lød det blandt andet.

KL’s Forebyggelsespris er netop blevet uddelt på KL’s Social- og Sundhedspolitiske Forum i Aalborg Kongrescenter. En jury bestående af repræsentanter af kommunale politikere, ledelse og forskere, havde på forhånd udvalgt de tre bedste indsatser, og her var Skive Kommunes Tidlig Forebyggelse i blandt. Det blev til en delt andenplads til Skive-initiativet. -Først og fremmest glæder jeg mig over, at vi med Tidlig Forebyggelse har et tilbud, der gør, at vi kan gribe problemerne inden, de vokser sig store. Men jeg er også stolt over, at vi i Skive har noget særligt, der kan være en inspiration for andre kommuner, siger formand for Skive Kommunes børne- og ungeudvalg, Peder Christensen. Skive Kommunes koordinator for Tidlig Forebyggelse, Daniel Nors, præsenterede indsatsen fra scenen foran 1200 indbudte gæster, mens Peder Christensen på Skive Kommunes vegne modtog et diplom for andenpladsen. En inspiration for andre Forebyggelsesprisen har til formål at skabe synlighed om kommunale tiltag, der har vist en positiv effekt i forhold til borgernes sundhed. Prisen er derved med til at formidle vigtig viden på området, der kan være en inspiration for landets andre kommuner. Fælles for indsatserne er, at de skal bidrage til at skabe sunde rammer for borgernes liv og/eller forebygge sygdom. I bedømmelsen af Tidlig Forebyggelse har juryen blandt andet lagt vægt på, at der med indsatsen er tale om et tilbud, hvor der ikke oprettes en sag i det kommunale system. Når borgeren ikke skal igennem et visitationssystem, er der mindre bureaukrati, og det sikrer, at hjælpen hurtigt kan målrettes til dem, der har brug for den. -Målet er at forebygge alvorlige problemer. Tiden er vores værste fjende, for små problemer vokser sig hurtigt store, hvis der ikke bliver taget hånd for dem, fortæller forebyggelseskoordinator Daniel Nors. Bredt samarbejde Med Tidlig Forebyggelse kan borgerne få op til fem sessioner hos en af kommunens fagfolk – det kan være hos psykologer, socialrådgivere eller hos sundhedsplejersken. Daniel Nors har alle kommunens åbne tilbud til rådighed i forhold til at sammensætte hjælpen. En af de særlige ting ved Tidlig Forebyggelse er, at hjælpen ikke nødvendigvis slutter hos kommunen, for via et stort opsøgende arbejde, er også en lang række frivillige organisationer og NGO’er involveret. Det blev der også bidt mærke i fra KL-juryens side. -Der er så mange gode tilbud i civilsamfundet, så når nogen har været i forløb hos os, sender vi dem gerne videre, hvis f.eks. Mødrehjælpen eller Sind har et tilbud, der matcher. På den måde får vi måske udvidet familiens netværk og får skabt nye, længerevarende relationer, der rækker langt ud over, hvad vi som kommune kan tilbyde, fortæller Daniel Nors. Mod og vilje Tidlig Forebyggelse er et tilbud, der bor i Skive Kommunes familieafdeling, og idéen udsprang på familiechef Helle Trangbæks kontor. For hende er Tidlig Forebyggelse ment som den ultimative måde at få borgeren i centrum på, og projektet blev sat i søen med det formål. -Det er så berigende, at vi kan skabe udvikling i fællesskab uden alt behøver at være 100 procent færdigt, men at vi via mod, vilje og lyst til at få tingene til at lykkes, sammen kan finde løsningerne hen ad vejen, siger Helle Trangbæk og roser medarbejderne for at få tingene til at ske. Hun roser samtidig også sin chef, direktør i familieforvaltningen, Jan Lund-Andersen, for at have modet til at turde nikke ja til et projekt, der i kommunal sammenhæng stikker lidt ud. -Tidligere har det måske været lidt vanskeligt for os at finde frem til de rette tilbud til borgere med lettere trivselsproblematikker, og borgerne er først kommet i kontakt med kommunen på et langt senere og noget mere kritisk tidspunkt i forhold til problemernes udvikling. Det ønskede vi at gøre noget ved, og vi var også villige til at prøve noget nyt i forhold til at løse en så vigtig problemstilling. Tidlig Forebyggelse var svaret, og jeg er glad for, at Helle fik idéen og vi kastede os ud i det, fortæller Jan Lund-Andersen. Gennem indsatsen har Skive Kommune formået at løfte både den mentale og fysiske trivsel hos dem, der har modtaget hjælp. Siden maj 2021 har der været 200 henvendelser til Tidlig Forebyggelse, og i marts 2022 er i alt 68 forløb afsluttet. I 86 procent af de afsluttede forløb er trivslen i alle tilfælde steget, viser Skive Kommunes start- og slutmålinger af deltagernes trivsel.