MAJ 2022 - GRØN UDVIKLING En britisk producent af bæredygtige panelplader – Unwasted Ltd. – er klar til at etablere deres første fuldskala-fabrik i GreenLab Skive og dermed skabe cirka 100 nye arbejdspladser. En målrettet indsats fra lokale kræfter har sikret, at fabrikken bliver opført i GreenLab Skive. ’En helt fantastisk nyhed,’ siger borgmester Peder Christian Kirkegaard.

Det lå ikke lige i kortene, at den britiske produktionsvirksomhed Unwasted Ltd. skulle overveje en placering af deres første fuldskala-fabrik i Kåstrup. De havde etableret et testanlæg i Wales for at producere bæredygtige og 100% genanvendelige fiberplader af restpap og restpapir til brug i byggebranchen. Men så var der nogle investorer fra Skiveegnen, der havde kendskab til virksomheden. De stiftede et holdingselskab og arbejdede målrettet for, at den kommende fabrik skulle etableres i GreenLab Skive. På den måde blev vejen fra England og hertil pludselig kort – og Unwasted Ltd. er klar til at producere i fuld skala i nærmeste fremtid. - Det er en fantastisk nyhed og igen et enestående eksempel på, hvor stor en forskel vi her på egnen kan gøre, når vi hjælpes ad. Det er helt enestående, at en så stor investering er landet her – takket være nogle driftige, lokale erhvervsfolk, der i fællesskab har skabt interessen for GreenLab hos Unwasted Ltd. Det er jo med til at skabe flere lokale job og en endnu stærkere grobund for udviklingen af GreenLab såvel som for hele det lokale erhvervsliv, siger Peder Christian Kirkegaard. Kæmpe potentiale - Og det er jo ikke pengene alene, der har gjort det. For udsigten til at kunne placere virksomheden i GreenLab har også været meget vigtig for dem. De har set et kæmpe potentiale i vores grønne energipark og dermed nogle unikke muligheder for at udvikle deres virksomhed derfra. De kunne jo have valgt så mange andre steder. Men det er her, de kan få den optimale kombination af bæredygtighed og den gode forretningsmodel, siger borgmesteren. Han henviser til, at det er energikrævende at fremstille de bæredygtige fiberplader, der både skal presses og tørres ved brug af damp og høj varme. Derfor er det oplagt for Unwasted at lægge produktionen i GreenLab, hvor målet er at levere damp fra vedvarende energikilder. Samtidig kan deres overskydende energi udnyttes af andre virksomheder i GreenLab via energiparkens symbiosenet. 100 nye arbejdspladser De bæredygtige fiberplader er et miljøvenligt alternativ til de konventionelle plader, der typisk er lavet af bindemiddel og træ, som er giftigt både at producere og bruge. Når fiberpladerne fra Unwasted Ltd. er udtjente, kan de omdannes til nye plader. Det kan de konventionelle ikke. Det er planen, at Unwasted Ltd. vil etablere et produktionsareal på en 75.000 kvadratmeter grund. Det forventes, at den kommende fabrik vil skabe omkring 100 nye arbejdspladser.