I fredags, den 12. august, kunne afslutningen på områdefornyelsen i Hald endelig officielt afsluttes og markeres i strålende sensommervejr.
Områdefornyelsen er gennemført i fra 2014 til 2020 i et samarbejde mellem Skive Kommune og borgerne i Hald.
Som led i områdefornyelsen har Hald blandt andet fået fornyelse af byrum, stier, byporte, skilte og ikke mindst Hald Borgerhus.
Et løft til byen
Hugo Thomsen fra Hald og Jens Jørn Justesen fra Norlys holdt taler. Ligeledes gjorde Formand for Udvalget for Teknik og Miljø Goska Rasmussen, som kom ind på, at områdefornyelsen generelt har bidraget til et løft for Hald, blandt andet i form af øget borgerengagement og stolthed over byen:
- Siden begyndelsen har I alle været meget engageret i områdefornyelsen og de projekter, der blev sat i værk, og I har selv været med til at bestemme, hvad der skulle laves her i Hald. Det er en forudsætning for gennemførelsen af områdefornyelse, at den udføres i et forpligtende samarbejde med byens borgere. I er nemlig eksperter i jeres egen by. Der har gennem hele processen været et godt og givende samarbejde mellem Skive Kommune og borgerne i Hald, og med de forskellige aktører, der har været inddraget og deltaget undervejs, sagde Goska Rasmussen.
Borgerne i Hald arbejder nu videre med den fortsatte udvikling af byen i nye projekter.