I Skive Kommune har vi en meget smuk og varieret natur med kyst, skov, hede, enge, søer og åer. Vi har allerede rigtig mange gode vandre-, cykel- og rideruter. Men selvom der allerede er mange ruter i kommunen, kan man godt ønske sig flere.
Se eksisterende vandreruter
Skive Kommune arbejder løbende på at forbedre natursti-nettet og kæde eksisterende ruter sammen. Lige nu arbejdes der på at lave en samlet plan for kommunens stier. Planen skal blandt andet bruges til at prioritere kommunes indsats på naturstiområdet fremover.
Her er eksempler på, hvilke spørgsmål der vil blive taget stilling til i forbindelse med arbejdet med den nye stiplan:
Skal nogle af de eksisterende ruter forbedres?
Hvilke ruter skal kommunen vedligeholde?
Skal der etableres nye ruter og, i givet fald, hvor?
Få hjælp og gode råd
Ønsker man som borger at etablere en ny rute/natursti, kan man sagtens selv gå i gang. Som en hjælp hertil har vi lavet en guide, som hjælper dig på vej og fortæller, hvad du skal være opmærksom på i forbindelse med etablering af en ny sti eller opmærkning af en rute. Du finder guiden i linkboksen.