Skive Kommune giver muligheder for et aktivt cykelliv.

Mange af kommunens veje er forsynet med cykelbaner eller cykelstier. Muligheden for at bruge cyklen som transportmiddel vil forsat blive styrket gennem forbedring og udbygning af det eksisterende cykeltrafiknet i kommunen. Der findes flere cykelruter på egnen, som byder på fine naturoplevelser undervejs. Her færdes man både på asfalteret vej, separate cykelstier og på særlige naturstier. Salling Natursti følger det gamle jernbanespor fra Skive til Glyngøre over 29 km. Vestsalling-stien følger ligeledes et gammelt jernbanespor over 22 km. - fra Skive over Hem, Balling, Ramsing, Vejby og Lem til Rødding. Sikker cyklist Som cyklist er det at komme hurtigt og sikkert gennem trafikken alfa og omega. Skive Kommune arbejder aktivt for at sikre cyklisterne optimalt med cykelfaciliteter, sikre krydsningspunkter og tilstrækkelig vedligeholdelse af disse. Cykelhjelm er vigtig for både voksne og børn, og heldigvis bruger langt flere cykelhjelm nu i forhold til tidligere. I løbet af de 13 år, hvor Rådet for Sikker Trafik har gennemført cykelhjelmstællinger, er hjelmbrugen steget fra 6 % til 35 % i bytrafik og fra 33 % til 68 % i skoletrafik. Brug af cykelhjelm kan mindske risikoen for hovedskader med ca. 50 % og alvorlige hovedskader med ca. 70 % (Olivier & Creighton, 2016:10). Hjerneskallen er nemlig lige så skrøbelig som glas, så det gælder om at passe godt på den. At ramme asfalten med 20 km. i timen, svarer faktisk til at få ½ ton i hovedet - samme vægt som en hest! Det kan selvsagt give uoprettelige hovedskader. Cyklistforbund er repræsenteret i Skive Færdselssikkerhedsråd.