500 ha skov og natur
I Skive Kommune finder du 500 ha kommunale skove og naturområder. Skive plantage syd for byen udgør i Skive Kommune 300 ha. Af andre større naturområder kan nævnes Skive Ådal, Flyndersø og ikke mindst Krabbesholm Skov i Skive, som rummer århundreder gamle egetræer.
Områderne giver rig mulighed for mange oplevelser, formål og aktiviteter, herunder også mere pladskrævende aktiviteter.
Ved arrangementer i skoven, skal der ansøges ved Kommunen. Trods man er et mindre antal end 30 personer, vil vi anmode om en ansøgning fra arrangørerne.
Brøndum-Hvidbjerg Plantage
Publikumsfaciliteter
1 p-plads, 1 afmærket ride- og vandreruter 3,0 km, 1 bord-bænk sæt.
Areal
43 hektar
Brøndum-Hvidbjerg Plantage ligger som en del af en længere rute, der forbinder fra Hvidbjerg by - og via trampestier langs markskel, fører stien helt frem til den fine fuglelokalitet Rettrupkær Sø, med et fugletårn.
Stien gennem B-H Plantage går gennem afvekslende typer af skov og bringer på en kort del af strækningen den besøgende gæst ud mod åbne marker syd for skoven. Det er herfra værd at tage en afstikker ind i plantagen hvor der skiltes mod Skovsøen. Skovsøen er udgravet i et vådt område af skoven, og omkranses delvist af urørt skov, der langsomt men sikkert er ved at udvikle sig med stor biodiversitetsvariation.
Inden i skoven ligger også en hyggelig jagthytte som er ejet af Brøndum-Hvidbjerg Jagtforening. Hytten er åben, og må benyttes af alle skovens gæster, så længe at man behandler den ordentligt.
I det nordøstlige hjørne ligger et gammelt jorddige i en rundkreds – den præcise historie om dette jorddige er ikke kendt, men det formodes at have tjent som nattefold for får, der har afgræsset hederne syd for Hvidbjerg i 1800-tallet.
Dommerby Plantage
Publikumsfaciliteter
1 p-pladser, 1 madpakkehus med siddeplads til ca. 30 personer, MBT-spor på 4,0 km.
Areal
7 hektar
Dommerby Plantage ligger lige syd for Skive by, og grænser op til bl.a. Skive Kasernes Plantage. Midt i skoven ligger et dejligt madpakkehus. Grænser ned mod den i dag afvandede og drænede Tastum Sø.
Skoven ligger kuperet på den gamle kystskrænt omkring Skive Fjord, og afvekslende med både løv- og nåletræsbevoksninger.
Skoven er bedst egnet til at opleve på MTB-cykel – men cykel sporet må også benyttes af gående i skoven.
Durup Folkeskov
Anlagt i foråret år 2022, som et samarbejde mellem Durup Borger- og Erhvervsforening og Skive Kommune. Skovrejsningsdelen på 3,40 hektar er primært finansieret af et tilskud fra Growing Trees Network.
I skoven findes en frugtlund plantet af elever fra Durup Skole, i foråret 2022.
Skoven indeholder mange træarter og buske som er hjemmehørende i Danmark. Det betyder at skoven også vil være meget gavnlig for både plantelivet og dyrelivet i Danmark, og bidrage til at alt fra insekter, bier, sommerfugle over svampe til større pattedyr vil nyde godt at skoven som ly og spisekammer.
Der er også plantet træarter som vokser meget hurtigt, og derved binder meget CO2 i sit ved. Derved bidrager træerne positivt som værn mod klimaforandringerne.
Hvis du ønsker mere viden om skovrejsning, og de mange positive aspekter af skovrejsning, kan du læse meget mere på: Skovrejsning - Danmark skal have mere skov - Træ.dk
Skovrejsningen indgår som en del af det 10,0 hektar store bynære naturområde som, også indeholder ældre løvskov, lysåben natur, vandløb og sø i Durup.
Fakta
Skove offentligt ejet og åben for publikum døgnet rundt.
Hunde skal føres snor. Der er dog hundeskov langs Anlægsgade hvor man må lade sin hund løbe uden line.
Rød sti - ca. 1010 meter fra Anlægsgade ved indgang til hundeskoven og til Østervang, udgang ved petanque-banen.
Krabbesholm Skov
Publikumsfaciliteter
2 p-pladser, 2 bord-bænk sæt ved Gl. Rosenhøj, 3 træningsstationer med redskaber, mange ikke afmærkede stier.
Areal
50 hektar
Krabbesholm Skov er beliggende omkranset af Skive by, og med sit østlige skovbryn direkte ud til Skive Fjord. Skoven er meget kuperet på den gamle kystskrænt, og flere steder er der dannet flere meter dybe slugter der leder overfladevand, og trykvand fra de øverste jordlag ned mod fjorden, på tværs gennem hele skoven.
Krabbesholm Skov er især i den sydlige del flere hundrede år gammel, og er præget af store gamle løvtræer – eg, ask, bøg er de dominerende træarter. Skoven er eventyrlig smuk, særpræget og ganske usædvanlig især for Midt- og Vestjylland, men generelt i Danmark findes der ikke mange skove, hvor der findes skovbevoksninger med en så høj gennemsnitsalder på træerne som i Krabbesholm Skov.
Af samme årsag er biodiversiteten meget høj i skoven, og stedet er interessant for især de der interesserer sig for svampe, larver, insekter og biller. Men også fuglelivet og urtefloraen er unik for Skive egnen.
Der er gode stier gennem hele skoven - nogle af stiforløbende er krævende med gode stigninger.
I skoven findes også en meget gammel køkkenmødding helt tilbage fra stenalderen, og i kanten af skoven ligger det smukke gamle gods Krabbesholm, der i dag fungerer som en aktiv og levende højskole.
Meget mere kan læses om Krabbesholm skov her.
Nr. Søby Skov
Publikumsfaciliteter
Trampesti
Areal
6,5 hektar
Skoven er en meget lysåben løvskov, hovedsageligt bestående af egetræer, men med indslag af en række andre løvtræer. Skoven er lille, har en fin rundtur i et lettere kuperet terræn, og er med sin bynære beliggende oplagt til ”lige at komme ud og få lidt frisk luft”.
I 2022 blev skoven suppleret med en ny skovrejsning på Stoholmvej 23A, på 2,8 hektar. Forbindelsen mellem de to skovarealer er via stisystemet på Jernbanevej. Den nye skovrejsning er præget af løvtræer, samt tre lysåbne arealer som på sigt skal kunne tilbydes som udeskole-undervisningsrum.
Nr. Søby har fået sit navn i historisk tid, da landsbyen lå på nordsiden af Tastum Sø, der med sine knap 750 hektar har været en stor og vigtig ferskvandssø for området. Søen blev omdannet til landbrugsjord i forbindelse med landindvinding i perioden 1869-1872. Dette var i årene efter at Danmark havde tabt Sønderjylland til Tyskland i 1864-krigen, og mantraet blev ”hvad udad tabes, skal indad vindes”. Dette synspunkt vandt stor anseelse i datidens Danmark, og gav Danmark nye landbrugsproduktionsarealer, men desværre på bekostning af mange fine naturområder som bl.a. den fiskerige Tastum Sø.
Rønbjerg Plantage
Publikumsfaciliteter
1 p-plads, 1 afmærket ride- og vandreruter 3,5 km, 1 bålhus, 1 shelter, 1 muldtoilet, 1 pausefænne til heste, 2 bord-bænk sæt
Areal
101 hektar
Rønbjerg plantage er anlagt i årene 1940-50. Der er en afmærket ride- og vandresti som følger skovens yderkant, hvor man kommer forbi en gravhøj, et større område med gamle træer, som er udlagt til urørt skov (særlig vigtig biodiversitetsskov), tæt forbi jernbanen mellem Holstebro og Skive, samt en stor lynghede.
Skove er under udvikling fra en ren nåletræsplantage, til en blandet skov med både løv- og nåletræer i alle aldre. Det kræver mange år med aktiv skovdyrkning at ændre på skovens struktur, så det kan tilgodese på biodiversiteten, træproduktion til den grønne omstilling, og være et godt udflugtsmål for friluftslivet.
Skive Plantage
Publikumsfaciliteter
3 p-pladser, 2 stk. hundeskove (6,1 hektar, og 1,50 hektar til hunde under 10 kg) - 3 afmærkede vandreruter fra 2,7 km til 6,9 km, et MBT-spor på 4,0 km, 4 bord-bænk sæt.
Areal
162 hektar
Skive Plantage ligger i den sydlige kant af Skive by, og grænser op til bl.a. Skive Travbane. Rundt langs yderkanten af Skive Plantage findes et sulky-spor, der fungerer som træningsbane for de mange travinteresserede, der her har en unik mulighed for en lang rundtur. Et besøg i skoven byder derfor ofte på et kik til de flotte heste og deres ryttere.
Plantagen er anlagt i årene 1940-50, med rødgran som hoved træarten. Pga. alder, men også pga. stormfald, er der i dag ikke bevoksninger tilbage af den oprindelige beplantning. Plantagen består dog stadig hovedsageligt at grantræer, men gennem snart 40 år har der løbende været en konvertering i retningen af mere løvtræ i skoven, og man kan derfor opleve især gamle granbevoksninger og yngre løvtræsbevoksninger.
I den sydlige ende af Plantagen ligger et stort hede areal med højryggede agre. Dette område har været dyrket som landbrugsjord helt tilbage i Jernalderen med oksespand og ard (en primitiv plovtype) og har aldrig siden været underlagt en almindelig landbrugspløjning – derfor kan de 1000 år gamle højryggede agre stadig anes på arealet. I dette område ligger der også en række gravhøje fra jern- og bronzealderen.
Der er flere lysåbne arealer i plantagen, bl.a små heder, og der er grundlag for at insekt- og fuglelivet kan udvikle sig, under den naturnære skovforvaltning.
Om efteråret er der gode muligheder for at samle spisesvampe i Skive Plantage.
Sådan færdes man i naturen....
Folder fra Miljøministeriet - Naturen må gerne betrædes
I skoven
Du kan færdes til fods overalt, og indsamle nødder, frugt og svampe til eget forbrug. Skoven kan også benyttes af ryttere, og til træning af travheste på anviste stier under hensyn til skovens øvrige brugere. Hensynsløs opførsel til hest medfører bortvisning.
Dyr i skoven
Hunde skal føres i snor, med undtagelse i den indhegnede hundeskov i Skive Plantage.
Arrangementer i skoven og natur
Tilladelse til arrangementer skal søges hos Kommunegartneren i Skive Kommune, som administrerer skove og naturområder i samarbejde med forskellige entreprenører.
Udfyld ansøgningsformular: