Naturpark-projektet
Naturpark Flyndersø - Sønder Lem Vig opnåede status som Pilotnaturpark i 2018 og Skive Kommune har arbejdet intensivt for at få de sidste forhold på plads, så der kan gennemføres en endelig certificering som Dansk Naturpark ved Friluftsrådet.
Med pilotnaturpark Flyndersø - Sønder Lem Vig vil Skive Kommune synliggøre, at der i kommunen arbejdes med en række tiltag, der skal sikre, at den sårbare vilde natur bliver tilgængelig for kommunens borgere og besøgende fra både ind- og udland. Pilotnaturparken rummer en perlerække af store naturrigdomme, som både skal beskyttes og benyttes, og med den naturfilosofi skaber Skive Kommune et stærkt fundament for samarbejde mellem kommune, lodsejere, borgere, foreninger og erhvervsdrivende til gavn for natur, turisme, erhverv, bosætning og et aktivt friluftsliv.
Visionen for Pilotnaturpark Flyndersø - Sønder Lem Vig er ”Natur, kultur og mennesker i balance”.
Pilotnaturpark Flyndersø – Sønder Lem Vig repræsenterer et område på 3.900 ha med meget varieret natur. Naturparken strækker sig fra Skive Ådal i øst over Estvadgårds Plantage og Rønbjerg Mose til Sønder Lem Vig i vest. Pilotnaturparken indeholder en række forskellige landskabs- og naturtyper, beboelse, landbrug, fritidsfaciliteter, kulturhistorie og fortidsminder.
Arealerne byder på store landskabelige og geologiske værdier i det slettelandskab, der blev dannet under sidste istids afsmeltning. I naturparken er der mange afmærkede vandreruter, og der er etableret parkeringsmuligheder, primitive overnatningspladser, rastepladser og servicebygninger.
Skive Kommune er omgivet af seværdigheder, der tager udgangspunkt i naturen og har med den baggrund naturen i baghaven. Med blot få minutter fra Skive midtby kan man opleve snoede ådale, smukke skovstier, ride- og vandreruter og derigennem opleve områdets natur- og kulturhistoriske ophav.
Etablering af pilotnaturpark Flyndersø - Sønder Lem Vig er en del af Skive kommunes overordnede strategi om at inddrage de særegne naturområder omkring Sønder Lem Vig i en større naturparkområde. Pilotnaturpark Flyndersø - Sønder Lem Vig er således første skridt på vej mod at sammenbinde de mangfoldige kultur- og naturoplevelser, der findes i Skive Kommune. Strategien for pilotnaturpark Flyndersø - Sønder Lem Vig er udarbejdet i samarbejde med lokale ildsjæle, lodsejere brugere og interesseorganisationer og vil løbende udvikles og realiseres gennem dette tætte lokale samarbejde, så vi sammen kan udvikle en naturpark hvor natur, kultur og mennesker er i balance.
Pilotnaturparkplanen er udarbejdet i samarbejde mellem Naturparkrådet for Pilotnaturpark Flyndersø - Sønder Lem Vig og Skive Kommunes administration. Området strækker sig over ca. 3.100 ha med udgangspunkt i Flyndersø og med et tillæg på 800 ha i de særegne områder omkring Sønder Lem Vig. De to områder forventes at kunne gøres sammenhængende indenfor en 2-årig periode via inddragelse af arealer beliggende i Holstebro Kommune.
Det er derfor den helt klare forventning og målsætning, at arealerne ved Sønder Lem Vig ville kunne sammenkobles med resten af naturparken inden for kortere periode og ved inddragelse af arealer i Holstebro Kommune. Med et kommuneplantillæg for både Holstebro og Skive Kommune vil den samlede Naturpark Flyndersø – Sønder Lem Vig fremstå som én samlet naturpark.
Et bærende element for pilotnaturparken er borgerinddragelse og frivillighed, hvilket forudsætter en bred lokal opbakning fra lodsejere, frivillige, interessenter, bruger- og borgergrupper. Disse samarbejdspartnere er blevet inddraget tidligt i forløbet for at sikre muligheden for at bidrage med ønsker, visioner og planer for naturparken. Lodsejernes deltagelse i naturparken er baseret på frivillighed og er uden retsvirkning for hverken kommune samarbejdspartnere, lodsejere, region eller stat.
Vi har et ønske om at synliggøre pilotnaturparkens rekreative værdier og udvikle en række af muligheder for aktiviteter og oplevelser. Pilotnaturparken skal danne ramme for udvikling og naturpleje af arealerne, hvor naturbeskyttelse og -benyttelse ses i sammenhæng med nye og spændene muligheder for borgere, erhvervsliv og turister at opleve og forstå naturen på dens hjemmebane.
Kortet viser fordelingen af ejerskabet i Naturparken. Størstedelen udgøres af private lodsejere (markeret med grønt). Det gule område skitserer den potentielle del af naturparken, som ligger i Holstebro Kommune.
Naturparkrådet
Byrådet har nedsat et naturparkråd, der skal komme med input til naturparkplanen og sørge for, at de forskellige interesser i lokalområdet bliver hørt i tilblivelsen af planen.
I Naturparkrådet sidder:
Frits Mohr Laursen - Danmarks Naturfredningsforening
Anette Klausen - Dansk Familielandbrug
Lars Christensen - Landboforeningen Limfjorden
Christian Vad Holm – Skive Byråd
Anders Bøge – Skive Byråd
Louise Lanng - Skive Idræts Samvirke
Arne Nielsen - Jagtforeningernes Kommunale Fællesråd
Gorm Wæhrens - Dansk Ornitologisk Forening
Anni Oppelstrup – Friluftsrådet Limfjord Syd
Claes Fischer – projektleder/Skive Kommune
Per Lunde Lauridsen – Museum Salling
Johan Lynderup – Skive og Omegns Lystfiskerforening
Hardy Brunsgaard Pedersen - repræsentant for lodsejerne i Naturparken
Danske Naturparker – en frivillig mærkeordning
En naturpark under mærkeordningen ”Danske Naturparker” er en frivillig mærkeordning. Det betyder, at der ikke er ændrede regler, love og bestemmelser for jordejere i et naturpark-område. Det er altid frivilligt for den enkelte lodsejer, om man vil deltage i planlagte projekter.
Kontakt
Hvis du har gode ideer, kommentarer eller spørgsmål til naturparkprojektet, er du velkommen til at sende en mail til projektleder Claes Fischer på claf@skivekommune.dk eller ringe til tlf. nr. 9915 6809.
Man kan løbende holde sig orienteret om arbejdet med Naturpark Flyndersø - Sønder Lem på Facebook.