Festaftenen hyldede også 56 lokale idrætsmestre fra 22 foreninger. Mestrene har i 2025 markeret sig på den nationale og internationale idrætsscene indenfor blandt andet judo, BMX, skydning, løb, styrkeløft, håndbold, bueskydning og hammerkast.
Mellem taler, underholdning og festmiddag bød aftenen på tre særlige indslag, hvor vinderne af Folkeoplysningsprisen, Årets Talent og Årets Talentudvikler blev udråbt.
De tre vindere er:
FOLKEOPLYSNINGSPRISEN: John Andersen, Nr. Søby IF
Folkeoplysningsprisen går til én, som har ydet en enestående indsats indenfor folkeoplysningsområdet i sin forening eller bestyrelse.
John har igennem de sidste 12 år udført et utrætteligt stykke frivilligt arbejde som formand for Nr. Søby IF.
John har altid kæmpet for at der skal være plads til alle i Nr. Søby IF. Således har han været med til for eksempel at starte E-sport, gymnastik for særlig sensitive børn og indendørs Krolf for pensionister. Kommer der nogen med en god ide, kan man være sikker på John vil gøre plads til en ny idrætsgren i Nr. Søby IF. John har en "intet-er-et-problem" attitude, og alt kan lade sig gøre.
En formand som har set vigtigheden af det gode fællesskab, og som utrætteligt har gjort alt hvad han kunne for at gøre Nr. Søby IF til det lokale samlingspunkt, hvor venskaber trives og der er plads til alle.
Med Folkeoplysningsprisen 2025 fulgte et kontant skulderklap på 5.000 kroner.
ÅRETS TALENT: Emilie Fink, Spøttrup MS Fodbold & Skive Idræts Klub
Årets Talent er en udøver, som er hårdtarbejdende, seriøs og med potentiale til at blive national eller international topatlet.
Emilie vinder for hendes flotte udvikling fra lokalmiljøet i Spøttrup MS, Skive IK og FC Thy-Thisted Q til at hun som bosiddende hjemme i Balling blev solgt til Brøndby IF Women, hvorefter hun kortvarigt efter blev udtaget til Kvindelandsholdet i efteråret 2025.
Emilie er et forbillede for unge idrætsudøvere i Skive Kommune. Hun kombinerer talent med målrettethed, hårdt arbejde og ydmyghed - både på udenfor banen. Hendes rejse fra lokale klubber til professionel fodbold og landsholdsudtagelse er inspirerende og fuldt fortjent.
Med prisen som Årets Talent 2025 fulgte et kontant skulderklap på 5.000 kroner.
ÅRETS TALENTUDVIKLER: Kim Nedergaard, Skive Taekwondo Klub.
Årets Talentudvikler er en inspirerende træner eller leder, som skaber et udviklende og positivt miljø for atleterne og for atleternes personlige udvikling. Årets Talentudvikler viser desuden et særligt potentiale i idrætsmiljøet.
Kim har som udøver været hyldet på scenen som mester utallige gange gennem årene, mens udøverne ligeledes har opnået står hæder gennem Kims kyndige vejledning. De seneste par år har Kim fungeret som landstræner for Skive Taekwondo Forbunds Tekniklandshold samtidig med sit virke som træner i Skive Taekwondo Klub. Igennem en lang årrække har Kim med stort personligt engagement motiveret og udviklet lokale talenter, og samtidig tiltrukket dygtige udøvere til træningerne i Skive Taekwondo Klub.
Med prisen som Årets Talentudvikler 2025 fulgte et kontant skulderklap på 5.000 kroner.
Se billeder fra aftenen i galleriet nedenunder.
Alle billeder er taget af fotograf Gert Laursen.