Alle i Danmark kan oprette en forening, men der kan ikke opnås tilskud og adgang til kommunale faciliteter indenfor folkeoplysningsloven, før foreningen er blevet godkendt af sin hjemstedskommune.

I Skive Kommune er det op til Folkeoplysningsudvalget af afgøre, om en forening lever op til betingelserne for at modtage tilskud efter loven. Det er også Folkeoplysningsudvalget, der sætter retningslinjerne for, hvordan tilskuddet skal fordeles. Nye foreninger, der ønsker tilskud til foreningsarbejde eller ønsker at låne kommunale lokaler, skal godkendes af Folkeoplysningsudvalget jævnfør lov om støtte til det frivillige, folkeoplysende arbejde. For at blive en godkendt folkeoplysende forening i Skive Kommune skal foreningen sende sin ansøgning til Skive Kommune, Folkeoplysningsudvalget, Torvegade 10, 7800 Skive. Ansøgningen skal indeholde foreningens vedtægter, som er særlig vigtige for de folkeoplysende foreninger. Sammen med vedtægter skal der sendes en plan over de aktiviteter foreningen ønsker at have. Samtidig skal foreningen oplyse, om der er behov for kommunale lokaler til foreningens aktiviteter, eller om foreningen i øvrigt har nogle udgifter der kan relatere sig til foreningens lokalebrug.