Dialog og samarbejder er vigtigt
I forbindelse med indkøb og udbud er det vigtigt, at vi sikrer dialog og åbenhed med markedet. Dette for at udbud gennemføres så optimalt som muligt, og for at virksomhederne er klar til at byde på udbuddene. Men også for at sikre, at vi hele tiden køber så smart og effektivt ind som muligt.
I forbindelse med markedsdialogen har vi fokus på hvordan og om de små- og mellemstore virksomheder, kan byde ind. Herunder lokale virksomheder. Vi vil gerne handle og samarbejde med de lokale virksomheder, men indkøbene skal ske på konkurrencedygtige og objektive vilkår. De lokale virksomheder skal derfor konkurrere med andre virksomheder på lige vilkår. Det er ikke lovligt at lægge vægt på, at en virksomhed er lokal, men det afdækkes ud fra markedsdialogen, hvorvidt der er mulighed for, at lokale virksomheder kan byde ind, eksempelvis ved at vurdere på, om det giver mening at opdele et udbud. Tilrettelæggelsen af udbud, skal altid foretages ud fra principperne om forsvarlig økonomisk forvaltning. Vi indgår aftaler med de mest konkurrencedygtige udbydere på markedet. Vi ønsker at signalere dialog og åbenhed omkring vores udbud, sat at der er fokus på alle typer/ størrelser af virksomheder.
Et særligt samarbejde med Business Skive
I Skive Kommune har vi som sagt et særligt fokus på hvad vi kan gøre for at udvikle vores indkøb, samt fokus på, at de lokale virksomheder er informeret om vores udbud. I samarbejde med Business Skive har vi blandt andet besluttet følgende:
Publicering af den årlige udbudsplan for varer og tjenesteydelser samt bygge- og anlægsopgaver på skive.dk
Alle EU-udbud af varer og tjenesteydelser annonceres på skive.dk, og i den lokale presse
Virksomheder kan på kommunens hjemmeside abonnere på aktuelle udbud, og få tilsendt en mail, hver gang Kommunen offentliggør et udbud
Oprettelse af håndværkerliste
Vi indgår frivillige aftaler for varer og tjenesteydelser hvis vi ikke har en udbudspligt
Vi afholder informations- og dialogmøder efter behov og gerne årligt for virksomhederne
Business Skive afholder kurser om udbud efter behov, og formidler alle udbud via nyhedsbreve
Business Skive klædes løbende på til at kunne vejlede om indkøb og udbud, som kan bidrage til understøttelse af virksomheders vækst
Vi har oprettet en håndværkerliste som det er muligt for alle virksomheder at tilmelde sig.
Samarbejder med andre offentlige myndigheder
I Skive Kommune samarbejder vi meget gerne med andre, når det giver mening.
Vi er en del af det formaliserede fælleskommunale indkøbssamarbejde Jysk FællesIndkøb, som foruden Skive Kommune består af 7 andre kommuner. Vi tilsluttede os samarbejdet pr. 1. januar 2007 i henhold til en beslutning i det daværende Sammenlægningsudvalg.
Kommunerne i Jysk Fællesindkøb er i henhold til samarbejdsaftalen forpligtet til at deltage i flest mulige udbud, sat til at afholde et antal udbud årligt på vegne af de øvrige kommuner. Derudover er erfaringsudveksling, gensidig kompetenceudvikling og tværkommunal sparring et vigtigt formål.
Vi samarbejder også med KL/SKI omkring fælles udbud. Beslutningen er truffet på baggrund af økonomiaftalen for 2012, hvor regeringen og KL aftalte, at der fremadrettet skulle etableres og udbydes en række koordinerende og forpligtende indkøbsaftaler på tværs af kommunerne i Danmark. Formålet er at indhente indkøbseffektiviseringer via forpligtelse og større volumener. Skive Kommunes Økonomiudvalg besluttede i oktober 2011, at Kommunen som hovedregel tilsluttes de forpligtende udbud via KL/SKI.