Et øget fokus på bæredygtighed
I Skive Kommune vil vi have et øget fokus på at være ansvarlige og bæredygtige, når det købes ind og gennemføres udbud. Vi vil understøtte leverandørerne i at blive mere bæredygtige, for eksempel ved at stille krav til dem, men også ved at arbejde med at minimere antallet af kommunens ordrer, herunder små ordrer, og se på muligheder for at begrænse leveringsdage. I anlægsfasen vil der for eksempel kunne stilles krav til affaldshåndtering og ressourceforbrug.
Vi vil løbende vurdere og beslutte, hvilke krav der skal sættes til miljø og bæredygtighed. For eksempel ved at skele til FN´s verdensmål og andre ”bæredygtige” kommuner. Og udfordre den traditionelle indkøbsproces ved at overveje, om der kan indkøbes anderledes, eller måske mindre (tilstrækkelighedsprincippet), end tidligere.
Den grønne omstilling
Skive Kommune har i mange år været en grøn kommune og en af landets klimakommuner. For eksempel kører en stor del af vognparken på fossilfrie brændstoffer.
Vi har en målsætning om at være selvforsynende med vedvarende energi i 2029. Med deltagelsen i ”DK2020 for hele Danmark” udbygger Skive Kommune sit ambitiøse arbejde med den grønne omstilling, og tilpasser samtidig vores indsatser til regeringens målsætning om blandt andet en CO2-reduktion på 70% i 2030. Deltagelse i det tværkommunale projekt DK2020 betyder også, at vi forpligter os til at udvikle lokale klimahandlingsplaner, der lever op til Parisaftalens målsætninger om CO2-neutralitet i 2050.
Som hovedregel ønsker Skive Kommune at opføre nyt byggeri som lavenergibyggeri i højeste energiklasse. Der kan dog være tale om byggeri, hvor det ud fra en konkret vurdering af byggeriets karakter og under hensyntagen til byggeriets totaløkonomi, ikke er hensigtsmæssigt at efterleve ovennævnte hovedregel.
Anvendelse af miljøvenlige/ miljømærkede varer
Skive Kommune vil anskaffe så mange miljøvenlige/miljømærkede varer som muligt, hvis det er muligt indenfor de afsatte budgetmidler. For eksempel svanemærkede varer, eller varer som lever op til mærkningen. Mærkningerne sikrer blandt andet god kvalitet og krav til varens miljøbelastning, både ved produktion og forbrug, samt et godt arbejdsmiljø for medarbejderne som benytter dem. Der foretages en konkret vurdering løbende, når der gennemføres udbud og/eller foretages indkøb.
Vi skal hele tiden holde øje med hvad der sker i markedet og lære/lytte til andres erfaringer, for eksempel Partnerskabet for offentlige grønne indkøb, de andre kommuner i vores indkøbsfællesskab Jysk Fællesindkøb, SKI og KL.