Flere virksomheder, anlæg og projekter kræver forud for etablering eller udvidelse en miljøvurdering.

Hvad er VVM? VVM står for Vurdering af Virkninger på Miljøet, herefter kaldet miljøvurdering. Formålet med miljøvurderingerne er at sikre, at der gennemføres en vurdering af virkninger på miljøet, som grundlag for beslutningen om at give eller afslå tilladelse til anlægstyper, der kan påvirke miljøet væsentligt. Miljøvurderinger udarbejdes med hjemmel i miljøvurderingsloven. Reglerne findes i bekendtgørelse om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM-bekendtgørelsen). Hvilke anlæg er omfattet? En lang række projekter og aktiviteter er omfattet af miljøvurderingsreglerne. Anlægsprojekter, som er omfattet, fremgår af VVM-bekendtgørelsens bilag 1 og bilag 2. Bekendtgørelsens bilag 1 oplister en række anlæg, der er VVM-pligtige. Det vil sige, at anlægget eller byggeriet ikke må iværksættes, før der er gennemført miljøvurdering med udarbejdelse af miljøkonsekvensrapport og meddelt VVM-tilladelse. Bekendtgørelsens bilag 2 oplister en række anlæg, der skal VVM-screenes, for at myndigheden kan vurdere om anlægget er VVM-pligtigt. Også visse ændringer og udvidelser af eksisterende anlæg opført på bilag 1 vil skulle screenes. Ansøgning Bygherren har pligt til at sende VVM-ansøgning før etablering, udvidelse eller ændring af anlæg oplistet på miljøvurderingslovens bilag 1 og 2. Det er kommunen, der er myndighed for en stor del af VVM-anlæggene, dog er Miljøministeriet myndighed for visse VVM-anlæg, herunder anlæg, hvis udstrækning der berører mere end to kommuner. Ansøgning for anlæg oplistet på lovens bilag 2 eller udvidelser af anlæg oplistet på lovens bilag 1 skal enten fremsendes på ansøgningsskema eller via den digitale selvbetjeningsløsning, Byg og Miljø. Ansøgningsskemaet kan sendes pr. mail til tek@skivekommune.dk. For at man som ansøger kan udfylde skemaet, kræver det et vist kendskab til de konflikter der kan være i området. Det er derfor en god idé at bruge Miljøportalen, for her findes mange oplysninger om blandt andet beskyttede naturtyper, særlige hensyn osv. Du kan bruge kommunens egne kort. Procedure for miljøvurdering Et anmeldt anlæg må ikke påbegyndes før der er modtaget skriftlig besked/afgørelse fra kommunen. I forbindelse med sagens behandling forventes det, at bygherren stiller de fornødne oplysninger om anlægsprojektet til rådighed. Kommunen foretager på baggrund af modtagne oplysninger en screening, som resulterer i en afgørelse af om projektet er miljøvurderingspligtigt. Hvis projektet er VVM-pligtigt indkaldes ideer og forslag fra offentligheden. Efter indkaldelse af ideer og forslag udarbejder ansøger en miljøkonsekvensrapport, som efterfølgende sendes i offentlig høring i mindst otte uger. Efter otte ugers offentlig høring vurderes indkomne bemærkninger og der gives herefter enten tilladelse eller afslag til projektet. Du kan få mere at vide på Miljøstyrelsens hjemmeside.