Skive skal have et unikt og socialt oplevelsesmiljø kaldet SPOTTET, som skal stå færdigt i slutningen af 2027. Indtil nu har SPOTTET blot været en idé om at skabe en ny levende bydel, hvor handlekraft, viden og skabertrang forbindes og synliggøres på tværs af formål – og nu skal den idé vækkes til live.

Projektet er netop nu i sine første faser, og den næste projektfase indeholder blandt andet udarbejdelse af en udviklingsplan, et konkret koncept og strategiudvikling for hele SPOTTET. Det er en drøm, at miljøet vil ende med at indeholde faciliteter som kontorfællesskaber, midlertidige boliger til studerende, kontorer, cafémiljø, showroom, værksted og meget mere.