Ingrid Brammer, Hald
Jeg er 73 år, bor i Hald, og gået på pension efter 42 år i pleje og omsorg. Jeg blev valgt ind i Seniorrådet i 2021, hvilket jeg har oplevet som meget givende og spændende. Samarbejdet med politikere, Seniorudvalget, Ældre Sagen, kontaktrådene og andre relevante samarbejdspartnere har givet mig indblik og viden, hvilket jeg vil bruge til gavn for seniorerne i Skive Kommune.
I Skive Kommune har vi mange ledige plejeboliger, mellem 20 og 30 det meste af tiden, hvor kommunen betaler tomgangshusleje. Disse boliger kunne bruges mere hensigtsmæssig f.eks. til midlertidige pladser, hospice for seniorer eller botilbud for misbrugere.
Samfundet ændrer sig og kommunen må tilpasse sig.
Et andet stort problem er, hvordan kan vi gøre det attraktivt at uddanne sig til at arbejde indenfor ældreområdet.
Vi skal blive bedre til at inddrage de pårørende og give tid, plads og rum til at de stadig kan være en del af den ældres hverdag.
Det er de ting jeg vil arbejde for, de næste 4 år i Seniorrådet.
Carl Eiler Bregner Carlsen, Glyngøre
Jeg sidder på 12. år i Skive Ældreråd/seniorråd. Jeg har gennem alle årene været bindeled mellem ældre borgere og kommunen. Jeg har valgt at skrive i Skive Folkeblad, så alle har mulighed for at følge med. Gennem alle årene er der sket besparelser, som har givet anledning til kritik fra min side. Jeg vil gerne fortsætte det arbejde, da jeg tror det har en betydning.
Jørgen Christensen, Skive
Jeg er 77 år, uddannet arkitekt og har været ansat i knap 40 år som planlægger i Skive Kommunes tekniske forvaltning.
Jeg har i flere år været frivillig cykelpilot for Ældresagen på Plejecenter Gammelgård, og de seneste 2 år har jeg været formand for PerronPerron: et fællesskab af frivillige, som har startet et Kulturhus med kreative værksteder og udstillinger på Banegården i Skive.
Jeg har været med i Seniorrådet de seneste 4 år. Det har bestemt været en yderst positiv oplevelse. Ikke alene har det givet mig indgående viden og kendskab til hele seniorområdet, men jeg har også oplevet en høj grad af lydhørhed, opmærksomhed og ikke mindst indflydelse på beslutninger.
Jeg vil arbejde for, at alle kan få et godt og helt seniorliv. Et godt seniorliv handler om at skabe en meningsfuld og aktiv tilværelse, hvor man bevarer gode sociale relationer. Jeg oplever at ringe livskvalitet i form af ensomhed er et stort problem blandt ældre. Stærke fællesskaber kan modvirke ensomhed og derfor er det vigtigt, at vi med oplysning og konkrete tiltag understøtter stærke fællesskaber som kan bidrage til forbedret livskvalitet og modvirke ensomhedens negative konsekvenser.
Det har været en fornøjelse at indgå i udviklingsrettede og konstruktive dialoger med samarbejdspartnere som Seniorudvalget, Forvaltningen, Ældresagen og Kontaktrådene og jeg håber; at jeg med jeres stemme kan fortsætte det gode arbejde i Seniorrådet de næste 4 år.
Mine mærkesager er:
Styrke frivillighed og etablering af fællesskaber for at modvirke ensomhed blandt ældre
Arbejde for nye spændende boformer, bofællesskaber og seniorboliger i hele kommunen
Poul Holmgaard, Skive
Jeg er uddannet købmand og har været sælger hele mit arbejdsliv, de sidste 34 år hos Anton Berg. Jeg bruger det meste af min tid på frivilligt arbejde blandt andet i Kultur Center Skive, i Skive Tennisklubs støtteforening og på Jenle med super-seniorer. Derudover spiller jeg tennis og bridge i aktivitetscenteret på Odgaardsvej. I 2014-2017 var jeg medlem af Byrådet i Skive Kommune, hvor jeg sad i Sundheds- og Forebyggelsesudvalget samt i Teknik og Miljøudvalget. I Seniorrådet vil jeg arbejde for flere varme hænder på plejecentrene og gode vilkår for beboerne.
Kamma Holmgaard Jakobsen, Glyngøre
I mit arbejdsliv, har jeg været købmand, kørselsleder og arbejdsleder. I de sidste mange år, har jeg haft stillinger som økonomichef i flere firmaer. Jeg interesserer mig meget for vores samfund, og jeg vil gerne være med til at gøre tilværelsen bedre for ældre, demente, ensomme og dem der virkelig har brug for ekstra hjælp og omsorg - så er det her mine interesser ligger. Jeg vil gøre mit til, at vi kan beholde vores plejecentre i Skive Kommune, og gøre dem til et godt sted at være for de beboere, der har brug for ophold. Plejecentrene skal være tidssvarende og opfylde ældrelovens regler. Efter to år som formand for Kontaktrådet på Glyngøre Plejecenter, så føler jeg mig rustet til at være et aktivt medlem af Seniorrådet i Skive Kommune. Jeg vil arbejde positiv for hele Skive Kommunes seniorer.
Per Svenning Jensen, Skive
Mit navn Per Svenning Jensen. Jeg bor på Kielgastvej i Skive sammen med min hustru, der arbejder i Sparekassen Danmark, og min yngste søn, der har sabbatår og arbejder for McDonalds i Skive.
Jeg født og opvokset i Skive området. Læst til ingeniør i Aarhus og har de sidste mere end 35 år arbejdet for DEIF i Skive, nu som salgschef for bl.a. det danske marked.
Jeg er så småt begyndt at planlægge næste kapitel i mit liv, og vil i den forbindelse gerne bruge noget af min energi i Seniorrrådet i Skive Kommune og arbejde for at skabe gode forhold og trivsel for alle seniorer i kommunen.
Jeg har en del erfaringer med frivilligt arbejde og diverse bestyrelsesarbejde.
Vi står selv overfor snart at skulle sælge et større parcelhus, men vi har erfaret, at der i kommunen mangler nogle attraktive seniorboliger at flytte i. Derfor vil jeg arbejde for at udvikle nye boligformer for seniorer. Gerne attraktive boliger med mulighed for fællesskaber og støtte muligheder. Det vil sikre trivsel, tryghed og livsglæde.
Jeg tror, at gode seniorboliger kan sikre relationer, trivsel og livskvalitet samt udsætte flytning på plejehjem.
Det er vigtigt at sikre selvbestemmelse og lokal indflydelse gennem hele livet på trods af bump på livets landevej.
Vi skal også sikre transportmuligheder for alle i kommunen, evt. gratis busser for seniorer.
Det er også vigtigt for mig at sikre Sundhedcenter Skive’s fortsatte eksistens og udbygning.
Jeg ønsker, at Seniorrådet udbygger samarbejdet med blandt andre Ældresagen og plejehjemmene i kommunen.
Stemmer I mig ind i Seniorrådet, får I et aktivt medlem med følelser for det dejlige område, vi bor i. Jeg vil kæmpe for trivsel og tryghed for alle seniorer i hele Skive Kommune og sikre, at sund logik går frem for en stiv lovgivning.
Keld Mørk Kristensen, Rønbjerg
Mit navn er Keld Mørk Kristensen, jeg er 77 år og bor i Rønbjerg.
Jeg har stor politisk erfaring med 13 år i den gamle Skive Kommunes byråd og de sidste 8 år som suppleant, hvor jeg har været indkaldt til byrådsmøder adskillige gange og derfor har det været nødvendigt at være opdateret med næsten alt fra de forskellige politiske udvalg.
Med den erfaring og ballast er jeg klar til at gøre en forskel i Skive Kommunes Seniorråd.
Vi ældre har gennem et langt liv bidraget til samfundet – og vi har krav på en alderdom med tryghed, omsorg og livskvalitet. I Skive Kommune skal vi derfor have fokus på værdighed og fællesskab.
Mit mål er, at alle kan blive længst muligt i eget hjem med den hjælp, der er nødvendig til rengøring, hjemmepleje og praktiske gøremål. På plejecentrene skal der være synlig ledelse og tid til nærvær, men også plads til medarbejdernes faglighed og engagement.
Jeg ønsker investeringer i moderne hjælpemidler, der giver mere frihed, samt efteruddannelse til personalet, så vi sikrer høj kvalitet hele vejen rundt.
Jeg stiller op til Seniorrådet for at sikre, at ingen ældre føler sig svigtet. Hver enkelt skal ses som menneske – ikke som et nummer i et system.
Med trivsel, tryghed og ordentlighed kan vi skabe de bedste rammer for en god alderdom i Skive Kommune.
Gurli Laursen, Skive
Jeg hedder Gurli Laursen og bor i Skive by. Jeg er født i Vestsalling, hvor mine søskende og min mor fortsat bor.
I 2018 gik jeg på efterløn - efter 9 år som leder af genoptræningsområdet i Aarhus Kommune. Indtil 2009 var jeg i flere år leder af Aktivitet og Træning i Skive Kommune.
Jeg nyder at være fysisk aktiv og være i naturen. Som frivillig er jeg bl.a. tilknyttet Marienlyst Plejecenter og Resen Sogns kvindeklub.
Jeg blev valgt til Seniorrådet for 4 år siden og har været formand i de sidste 2 år.
Jeg stiller op til valget, fordi jeg fortsat har lyst til at skabe gode forhold og trivsel for seniorer i Skive Kommune.
Jeg ønsker med mit engagement i Seniorrådet at gøre en forskel for seniorerne.
Jeg står for, at alle - uanset om det er politikere, kommunale medarbejdere eller frivillige organisationer - betragtes som samarbejdspartnere.
Jeg oplever, at direkte, respektfuld og konstruktiv dialog er afgørende for Seniorrådets større indflydelse på de politiske beslutninger.
Vi har ”spillet hinanden bedre og stærkere”, og det er både mine samarbejdspartnere og jeg meget tilfredse med.
Jeg har taget initiativ til et nyt dialogforum med politikere og Ældresagens 2 lokalafdelinger. Her drøfter vi emner af fælles interesse for seniorer.
Jeg oplever, at viden og erfaringer kvalificerer høringssvar og dialog med samarbejdspartnere som f.eks. Seniorudvalget, kommunale medarbejdere, Ældresagen og plejecentrenes Kontaktråd.
Seniorrådet udtrykker sig klart og konstruktivt, hvis vi er uenige i politiske forslag og beslutninger. Jeg har gjort meget ud af, at høringssvar er konstruktive, gennembearbejdede og sagligt argumenteret.
Mærkesager
Det er vigtigt for mig, at Seniorrådet forholder sig til alle de områder, der har betydning for seniorers trivsel, livskvalitet og livsglæde.
Jeg prioriterer:
Forebyggelse
Jeg vil arbejde for mere forebyggelse, så flere seniorer oplever at have et godt seniorliv.
Jeg ønsker særlige indsatser for at forebygge, at borgere får behov for pleje.
Jeg vil arbejde for en særlige opsøgende indsats til de borgere, der har behov for støtte til at fastholde et aktivt og godt seniorliv.
Det nære sundhedsvæsen og Sundhedshuset i Skive skal udbygges.
Sundhedsopgaverne skal løses tæt på borgerne, så borgerne undgår unødvendige indlæggelser.
Det forudsætter et sundhedsvæsen med høj kvalitet og mulighed for at ”trække” på specialviden fra hospitalerne døgnet rundt.
Boliger
Jeg vil arbejde for en bred vifte af boligformer i hele kommunen for eksempel boligfællesskaber.
Mere nærvær og flere i fællesskaber
Færre seniorer skal opleve ensomhed.
De lokale fællesskaber skal styrkes, så flere har mulighed for at være med.
Der er behov for flere aktivitetstilbud og et tættere samspil omkring de borgere, der oplever ensomhed og ikke selv magter at opsøge fællesskaber. De skal tilbydes mere støtte til at deltage i fællesskaber og aktiviteter.
Jeg har dyb respekt for de mange frivillige i Skive kommune, og ser styrken i et bredt samarbejde på tværs af organisationer, foreninger og andre frivillige på seniorområdet.
Det er vigtigt for mig, at de frivillige har gode rammer, og samarbejdet mellem de kommunale tilbud og de frivillige foreninger og organisationer skal styrkes.
Transportmulighederne skal udbygges.
Værdig ældrepleje
Der skal være økonomi til en værdig ældrepleje.
Jeg vil bidrage til, at intensionerne i den ny ældrelov bliver til virkelighed og sikre, at borgernes selvbestemmelse er i centrum.
Det skal være trygt og godt at bo på plejecenter – der skal være tilbud om nærvær, omsorg og værdig pleje. Aktiviteter og fællesskaber skal være på beboernes præmisser, og de skal opleve at blive ”set, hørt og forstået”.
Velfærdsteknologi skal være valgfrit, og borgerne skal opleve, at det forbedrer livskvaliteten.
Medarbejderne skal opleve, at velfærdsteknologiske løsninger frigiver tid, som kan bruges sammen med borgerne.
Jeg håber på et seniorrådsvalg, hvor mange benytter sig af muligheden for at få indflydelse på fremtidens Seniorpolitik i Skive Kommune.
Børge Rasmussen, Skive
Mit navn er Børge Rasmussen, jeg bor i Skive med min hustru og er 78 år.
Jeg er formand for Aktivitetscenter Ny Skivehus på Odgaardsvej i Skive og har været med til at starte og er tovholder for landsbypedellerne i Hem. Jeg brænder for at hjælpe ældre borgere i Skive kommune. Jeg oplever, at seniorrådet er med til at gøre en forskel, idet rådet skal høres i alle sager som vedrører ældre borgere.
Mine mærkesager er:
1. at der er en ansvarlig leder på alle vores plejecenter.
2. en mere fleksibel medarbejderstab.
3. at der er fokus på fuldtidsstillinger.
Jeg vil arbejde for, at der ikke sker nedskæringer på ældreområdet, samt at digitalisering indføres i samarbejde med borgeren.
Jette Stilling, Balling
Mit navn er Jette Stilling, jeg er 69 år og bor i Balling.
Jeg stiller op til Seniorrådet, fordi jeg ønsker at sikre gode og trygge rammer for alle seniorer i vores kommune – både nu og i fremtiden.
Jeg har arbejdet som sygeplejerske i 18 år i hjemmeplejen, og har derigennem stor erfaring med de udfordringer og behov, som mange ældre møder i hverdagen. Jeg har set, hvor meget det betyder, at der er god sammenhæng i plejen og en værdig indsats for den enkelte.
Som medlem af Seniorrådet vil jeg arbejde for:
- at fastholde og udvikle gode rammer for alle seniorer – uanset behov og livssituation.
- at følge tæt med i, hvordan kommunen implementerer den nye ældrelov, og sikre at seniorernes stemme bliver hørt i den proces.
- at skabe dialog og samarbejde mellem seniorer, pårørende og kommunen, så vi sammen kan skabe de bedste løsninger.
Jeg tror på, at min erfaring, mit engagement og mit kendskab til ældreområdet kan være med til at gøre en forskel i Seniorrådet.
Just Eiskjær Sørensen, Breum
Jeg er 71 år. Jeg er aktiv håndbolddommer og spiller badminton. Jeg er nysgerrig af natur og er frivillig en del steder; Breum 2030, Skive håndboldklub og i Idrætsforening ØIF.
Jeg har været Gartnerformand i Skive Kommune i 34 år.
Jeg synes, at alle seniorer skal have mulighed for at dyrke motion, uanset hvilke begrænsninger, de har - det vil være med til at bekæmpe ensomhed.
Jeg vil kæmpe for, at ældre borgere som ikke har et stærkt netværk (der kan råbe højt på deres vegne) får den rette hjælp.
Jeg kan godt lide en god diskussion, gerne med de lokale politikere.
Birthe Teglgaard, Dommerby
Jeg stiller op til seniorrådet, fordi jeg har lyst til at engagere mig i ældres vilkår og arbejde aktivt for at repræsentere seniorers interesser. Det er mig magtpåliggende, at seniorer respekteres og kan bevare værdigheden. Jeg finder det ligeledes spændende at kunne arbejde lidt i det politiske regi og få indsigt og indflydelse i problematikker ad den vej. Jeg er også meget optaget af, at vi skal have respekt for hinanden, ligesom tillid til hinanden er et must.
Jeg går ind for samarbejde og dialog, og vil desuden gerne bidrage med det, jeg kan. Vi skal lytte til hinanden og på den måde finde frem til gode løsninger på mange områder.
Jeg har erfaring med foreningsarbejde og dermed samarbejde fra tidligere med skolebestyrelse og borgerforening. Desuden er jeg medlem af menighedsråd og i bestyrelsen for Sygeforsikring Danmarks Midt- og Vestjyllands afdeling og ad den vej, er jeg med til nytænkning. Derforuden er jeg vant til andet frivilligt arbejde, da jeg bl.a. har et yogahold på Aktivitetscentret, hvor jeg i øvrigt deltager i meget.
Jeg er oprindelig bankuddannet, og har foruden bankverdenen arbejdet på kontor med diverse opgaver gennem årene. De sidste år var jeg IT ansvarlig, indtil jeg gik på pension. Qua min interesse for IT, finder jeg det vigtigt at have fokus på, hvordan vi sikrer og hjælper, således alle har lige adgang til den digitaliserede verden. Jeg ved, at mange seniorer kan have svært ved at leve op til forventningerne og kravet til digitaliseringen, som er gået meget hurtigt. Det er vigtigt, at seniorer ikke bliver hægtet af såvel det offentlige samt foreningslivet m.m., da alt efterhånden foregår via Internettet på den ene eller anden måde.
Med en stemme på mig, får I en person, der møder velforberedt og klar til at arbejde med problematikker i diverse sammenhænge, samt arbejde for seniorers interesseområder, så der findes de bedst mulige løsninger.
Carsten Østergaard, Skive
Jeg er 61 år og født i Skive. Jeg har arbejdet som overpostbud ved Skive postkontor. Jeg arbejder i dag på Skive kaserne som specialarbejder ved hærhjemmeværnsdistrikt Midt- og Vestjylland. Jeg har været gift i 25 år og sammen med min hustru har jeg en datter på 24 år. Jeg er bosiddende på en af vængerne i Sydbyen. I Seniorrådet vil jeg gerne løfte opgaven med at lave endnu bedre vilkår for de kommende seniorer og pensionister. Vores årgang fortjener et godt liv når vi smider handskerne på hylden.