Hvis du flytter lige op til valget, har du stadig mulighed for at stemme. Du skal bare være opmærksom på følgende:

Jeg er flyttet til Skive Kommune fra en anden kommune Hvis du flytter til en ny kommune kort tid før et valg, kan du risikere, at du ikke kan stemme i din nye kommune. For at stemme i Skive Kommune skal du anmelde din flytning til Skive Kommune (tilflytningskommunen) senest tirsdag den 11. november 2025 (tirsdagen syv dage inden valgdagen). Hvis du ikke når at melde din flytning senest tirsdagen syv dage før valgdagen, kan du ikke stemme til valget i din nye kommune. Men du vil forblive optaget på valglisten under din hidtidige bopæl, og du kan således som noget nyt stemme til valget på dit "gamle" afstemningssted, der hører til din tidligere bopæl. Jeg er flyttet til en ny adresse i Skive Kommune Hvis du flytter inden for kommunen kort tid før et valg, skal du anmelde din flytning til kommunen senest mandagen 15 dage før valget for at kunne stemme ved det nye afstemningssted, der hører til din nye bopæl. Hvis du ikke når det inden 15 dage, kan du stadig stemme, men du skal så stemme ved det ”gamle” afstemningssted, der hører til din tidligere bopæl.  Jeg er flyttet tilbage til Danmark Hvis du er flyttet hjem til Skive Kommune fra udlandet kort tid før et valg, er det vigtigt, at du hurtigt får meldt flytningen til Skive Kommune (tilflytningskommunen). Du kan kun stemme, hvis du har meldt flytningen senest tirsdag den 11. november 2025 (tirsdagen syv dage inden valgdagen).