Puljerne under landdistriktsområdet - Hvad kan støttes?
Puljerne under landdistriktsområdet - Hvad kan støttes?
Vi tilbyder to puljer på landdistriktsområdet: Landsbypuljen og Fundraisingpuljen.
Hvem kan søge
Puljerne kan søges af repræsentanter for almennyttige foreninger, der har virke i Skive Kommunes landdistrikter – det vil sige uden for 7800.
Landsbypuljen
Landsbypuljen er på ca. 1,9 mio. kr., og der kan søges til projekter, der fremmer landdistriktspolitikkens mål om, at landdistrikterne i Skive Kommune skal være gode steder at bo, leve, flytte til og drive virksomhed i, og at det skal ske med afsæt i lokalområdernes forskellige kvaliteter og potentialer.
Gennem årene har Landsbyudvalget taget flere principbeslutninger om, hvad man vil og ikke vil støtte. Puljen støtter ikke:
Mødeudgifter, julebelysning, midlertidige kunstinstallationer, renovering af idrætsfaciliteter, renovering af interiør og eksteriør i forsamlingshuse, toiletvogne, øl-smagnings arrangementer og lignende, inventar til institutioner, private erhvervsvirksomheder, grundejerforeningers legepladser i parcelhusområder, ombygning af toiletter og badefaciliteter i selvejende institutioner, ordinære drifts- og anlægsopgaver i hallerne.
Men der kan være andre veje at gå, hvis du mangler penge til den type projekter. Så hører ansøgningen måske hjemme i en anden pulje end den søgte. Det kan også være, at et afslag skyldes, at udvalget må prioritere projekter med større udviklingspotentiale.
Det er som oftest en god idé at kontakte os, både før der sendes en ansøgning og efter der er givet tilsagn eller afslag.
Fundraisingpuljen
Fundraisingpuljen er på ca. 200.000 kr., og kan søges til professionel fundraising og projektudvikling til projekter, der understøtter Landdistriktspolitikkens målsætninger.
I arbejdet med udviklingsprojekter, kan der også være behov for finansiering af andre forberedende faser, f.eks. selve projektudviklingsfasen. Der kan derfor også søges om støtte til idéudvikling, udarbejdelse af projektbeskrivelse eller anden forudgående aktivitet i Fundraisingpuljen, såfremt aktiviteten udføres i tilknytning til fundraisingen.