Lihme og Rødding vil mindske CO2-udledning, reducere ressourceforbrug og fremme biodiversitet.

Projektet er støttet af: Lihme og Røddings grønne idéer og initiativer er vigtige for lokalsamfundet, da de bygger på lokale ressourcer og kompetencer. Formålet er at styrke fællesskabet ved at gøre foreninger, virksomheder, institutioner og borgere mere bevidste om klimaet og motivere dem til at ændre vaner ved at kombinere økonomiske fordele med klimavenlige handlinger. Samtidig vil Lihme og Rødding fremme tilflytning ved at skabe en stærk klimaansvarlig profil, fremhæve områdets unikke natur og bygge videre på det eksisterende fællesskab, iværksætteri og egnsidentitet.  I klimaegnsprojektet vil Lihme og Rødding sætte en række aktiviteter i gang, som bidrager til at mindske CO2-udledning, reducere ressourceforbrug og fremme biodiversitet. Indsatser Programmet for Rødding og Lihme er en ambitiøs plan, der sigter mod at udvikle lokalsamfundene til bæredygtige, attraktive og dynamiske steder at bo og arbejde. Med fokus på klimaansvarlighed, fællesskab og lokal innovation, indeholder planen konkrete initiativer.Programmet for Rødding-Lihme Klimalandsby bygger på fire centrale indsatsområder, som alle sigter mod at fremme bæredygtig adfærd, styrke det lokale fællesskab og øge områdets attraktivitet for både nuværende og kommende borgere. Energifællesskab I denne indsats lægges der op til at undersøge mulighederne for at organisere et energifællesskab i form af et energilaug, hvor både producenter og aftagere af energi kan deltage. Fokus er på at udvikle og teste forskellige modeller for medlemskab og deltagelse i energilauget – primært vil der dog være fokus på lokal produktion til fælles faciliteter i klyngen.I denne indsats vil man blandt andet undersøge muligheden for opsætning af solceller på tage af stalde, produktionsbygninger og lignende, samt forskellige medlemsmuligheder i energilauget. Eksempler på medlemskaber kunne være: At stille tagplads til rådighed for andre, der ønsker at opsætte solceller. At producere strøm via egne solceller og levere eller sælge overskudsstrømmen til fælles faciliteter på fordelagtige vilkår. At aftage overskudsstrøm, som er produceret af medlemmer i netværket. Formålet er at afklare, hvordan man bedst organiserer et energilaug, der fremmer lokal produktion og forbrug af vedvarende energi, som alle byens borgere kan profitere af. Det kunne eksempelvis være ved at fælles lokaler – forsamlingshuse og andre bygninger som har en funktion for alle borgere – bliver modtagere af den overskudsstrøm, der produceres lokalt. Iværksætteri og nye boformer Under denne indsats fokuseres der på at skabe attraktive rammer for unge og andre, der er interesserede i alternative og bæredygtige boformer. Indsatsen indeholder flere initiativer, herunder: Gennemførelse af interviews med unge for at afdække deres interesser og behov inden for alternative boformer. Indretning af hybridarbejdspladser i en eksisterende fabriksbygning, som understøtter fleksible arbejdsformer og styrker lokale iværksætterfællesskaber. Udarbejdelse af tegninger og evt. byggemodning af et område dedikeret til tiny houses, hvilket skal tiltrække dem, der ønsker at bo bæredygtigt. Disse tiltag sigter mod at øge tilflytningen af borgere, der ønsker at leve bæredygtigt og måske starte egen virksomhed i et lokalt netværk i Rødding/Lihme. Bæredygtig fritid og turisme Under denne indsats er der fokus på at udvikle fritids- og turistaktiviteter, der fremmer biodiversitet og reducerer ressourceforbrug. Planen omfatter følgende initiativer: Igangsættelse af naturoplevelser og læring om lokal natur og kultur, hvor turister og lokale kan få indsigt i områdets unikke miljø og historie. Implementering af ”Vild med vilje” koncepter i sommerhusområder, som sommerhusejere kan vælge at deltage i for at øge biodiversiteten og skabe mere vild natur. Afmærkning af eksisterende stier og etablering af biotoper med høj biodiversitet, som bidrager til en rigere natur og tiltrækker turister med fokus på bæredygtighed. Udvikling af oplevelsesture i området, hvor besøgende kan bruge QR-koder for at få information om områdets natur, kultur og biodiversitet. Disse tiltag skal bidrage til at tiltrække nye besøgende og turister, der lægger vægt på bæredygtighed, samtidig med at de styrker den lokale natur og biodiversitet i Rødding/Lihme. Aktive fællesskaber Med denne indsats ønsker man at styrke fællesskabet og engagementet også omkring miljø- og klimaindsatser i Rødding/Lihme gennem forskellige aktiviteter og arrangementer. Indsatsen inkluderer følgende initiativer: Afholdelse af foredrag, workshops og events om emner som regnvandsopsamling, permahaver, klimatilpassede afgrøder, fremme af biodiversitet, energioptimering af boligen, og bæredygtige byggematerialer. Etablering af fælles haver, hvor borgere kan mødes, dyrke egne afgrøder og lære om bæredygtige metoder. Fællesspisninger evt. med deltagelse af kendte kokke, der giver inspiration til klimavenlig og spændende mad, hvilket samtidig styrker fællesskabet og foreningslivet i området. Løbende udvikling og implementering af nye ideer, der opstår i Fremtidsbutikken, for at fremme lokale initiativer, der reducerer ressourceforbrug og øger biodiversiteten. Disse aktiviteter skal bidrage til at styrke og udvikle nye fællesskaber gennem engagementet i miljø- og klimaindsatser samt fremme bæredygtighed i Rødding/Lihme.

Hvad er en klimalandsby?En Klimalandsby er ikke blot et sted; det er en idé, et fællesskab, et lokalsamfund, der ønsker at handle i fællesskab for at sikre en grønnere fremtid.  Klimalandsbyerne er steder, hvor mindre forbrug og grønne handlinger bliver centrale, og hvor fællesskabet omkring bæredygtighed driver ideer og små initiativer til større, fælles handlinger. I Skive Kommune er to områder blevet tildelt et tilskud på cirka en million kroner til initiativer, der bidrager til et grønnere lokalområde. Områderne er Lihme/Rødding og Sydvestsallingklyngen med byerne Lem, Ramsing, Vejby og Håsum.Klimalandsbyerne er testområde for EU-projektKlimalandsbyerne på Skiveegnen er en del af et EU-projekt, som skal skabe større forståelse for bæredygtig borgerinddragelse, og gøre afstanden mellem borgere og myndighed kortere til fordel for den grønne omstilling.  Projektet hedder SpeakUp, og formålet er at finde nye og bedre måder at samarbejde mellem borgere og myndighed.  Skiveegnens rolle i projektet er at fungere som testområde, hvor vi vil afprøve og udvikle metoder til inddragelse og deltagelse i forhold til den grønne omstilling.  Vi spiller således en afgørende rolle i at teste nye tilgange til at engagere og mobilisere borgere i kampen mod klimaforandringer, og derfor er Skiveegnens Klimalandsbyer et oplagt testområde.   Med to klimaområder på Skiveegnen er der mulighed for at samarbejde med byerne på forskellige måder, afprøve forskellige tilgange og opnå ny viden, som kan gøre en forskel på lang sigt. Dette kan skabe en mere effektiv indsats for bæredygtig udvikling.  Dialog med borgerne for at fremme den grønne omstilling er også en del af Skive Kommunes Klimahandlingsplan. Borgerne vil gerne bidrage, men der er behov for mere viden, inspiration og værktøjer til bæredygtige handlinger. Skive Kommune skal aktivt arbejde med at inspirere og støtte borgernes klimahandlinger, hvilket kan styrke deres evne til at omsætte bæredygtighedsmål til lokale initiativer. Projektet er støttet af: