Hvorfor en helhedsplan
Med helhedsplanen skabes en tiårig ramme for udviklingen af Hjerteklyngen. Den giver mulighed for både at realisere konkrete projekter og arbejde videre med nye idéer og initiativer, som kan opstå undervejs.
Udgangspunktet er borgernes egne ønsker og visioner for området. Det er engagementet fra lokale borgere, foreninger og aktører, der driver udviklingen fremad, mens Skive Kommune understøtter processen med rådgivning, koordinering og økonomisk støtte.
Helhedsplanen fungerer både som en ramme for en række konkrete indsatser og som et dynamisk udgangspunkt for nye projekter, der kan styrke Hjerteklyngens udvikling. Nogle projekter er finansieret gennem områdefornyelsesmidler og skal realiseres inden for de første fem år, mens andre gennemføres med støtte fra fonde, foreninger, virksomheder eller private investorer.
Projekterne i helhedsplanen hænger sammen og understøtter hinanden. Samlet set skal de bidrage til at styrke Hjerteklyngen som et attraktivt og levende lokalsamfund – både for nuværende og kommende borgere.
Vision for Hjerteklyngen
Med helhedsplanen udstikkes følgende vision for Hjerteklyngen:
At udvikle og styrke Hjerteklyngen som et attraktivt sted at bo og leve for alle – børn, unge, voksne og ældre – og samtidig tiltrække nye borgere.
At styrke sammenhængskraften mellem Højslev, Nr. Søby og Dommerby gennem fælles aktiviteter, projekter og grønne forbindelser mellem byerne.
At skabe endnu bedre rammer for fællesskab og mødesteder på tværs af generationer.
At udvikle naturskønne stiforløb og grønne områder, som gør det lettere og mere attraktivt at bevæge sig mellem byerne og opholde sig i naturen.
At skabe nye samlingspunkter og aktiviteter, der understøtter kultur, fællesskab og et aktivt lokalliv.
I arbejdet med at udvælge indsatser har borgerne haft fokus på deres hverdag og liv i Hjerteklyngen. Et gennemgående ønske er at styrke fællesskabet og skabe endnu bedre rammer for livet i området.
I de følgende afsnit præsenteres de projekter og initiativer, der skal bidrage til at realisere visionen for Hjerteklyngen.