Boliger og Bosætning
Der er et stort ønske på Fur om at tiltrække tilflyttere til øen – både nye tilflyttere og unge der har forladt Fur. I den første fase af borgerinddragelsen var der et stort ønske om, at der blev arbejdet med at undersøge muligheden for at etablere flere lejeboliger på Fur. Etablering af lejeboliger medtages som indsats i helhedsplanen, selvom arbejdet foregår i andet regi, da projektet understøtter denne plan.
Trafik og veje
De trafikale forhold på Fur optager mange furboere. Det blev prioriteret at igangsætte en række trafikprojekter, som vil skabe øget tryghed og sikkerhed for de blødeste trafikanter – skolesøgende børn, gående og cyklister.
Cykel/gangstier
Den eksisterende cykelsti langs Sundevej fungerer dårligt. Cykelstien skal udvides over en strækning på ca. 950 meter. Børnenes skolevej skal gøres mere tryg og sikker, og der skal etableres to kortere stistrækninger for cyklende skolebørn. Der skal dels etableres en dobbeltrettet stenmelscykelsti fra Fur Friskole til Anders Sørensens Vej, dels etableres en kombineret cykel/gangsti fra Bjerregårds Bakke til Hvirpgade.
Hastighed
Af sikkerhedsmæssige årsager skal der ske en sænkning af hastigheden på udvalgte steder. Det drejer sig om hastighedsdæmpende tiltag og lokale 40 km/t zoner på Sundevej frem mod havneområdet samt i svinget mellem Nederby, Hvirpgade, Sundevej.
Cykelruten ”Kystruten”
En strækning af henholdsvis mark- og grusvej på den skiltede cykelrute ”Kystruten” rundt om Fur, er i dårlig forfatning, og der skal foretages en istandsættelse af en strækning på ca. 1.500 meter.
Cykelparkering
Der skal etableres et overdækket cykelskur til 10 - 15 cykler på havnen ved færgelejet.
Forsamlingshus/medborgerhus
Et nyt eller renoveret forsamlingshus/medborgerhus står meget højt på furboernes ønskeseddel.
Der er mange ønsker og ideer til hvilke funktioner, der skal ligge i et forsamlingshus. De retter sig mod multifunktionalitet såsom festsal, udstillingsrum, kreative værksteder etc. Bestyrelsen for det nuværende forsamlingshus har planer om en tiltrængt renovering. Der er dog væsentlige begrænsninger på bygningen, som med sin nuværende beliggenhed, hverken inde eller ude, vil kunne rumme de drømme, borgene har for deres fremtidige forsamlingshus/medborgerhus.Første skridt bliver derfor at definere forsamlingshusets fremtidige udformning, placering og funktioner.