Hvorfor en helhedsplan
Med en helhedsplan som redskab gives en tidsramme på ti år til at skabe de ønskede forandringer, ligesom den giver plads til at arbejde med projekter, som ligger ud over den ramme, en områdefornyelse sætter.
Det er furboernes ønsker og handlinger, der er drivkraften, og Skive Kommune understøtter bedst muligt de forskellige initiativer i helhedsplanen.
Helhedsplanen er både en ramme for en række specifikke indsatser, men også et dynamisk afsæt for nye projekter der understøtter Furs udvikling. Planen indeholder projekter, der er finansierede af områdefornyelsesmidler og skal realiseres indenfor de første fem år; heraf vil nogle blive suppleret med fondsmidler. Dertil kommer projekter der finansieres af eksterne i form af eksempelvis private investorer, foreninger, fonde og lignende.
Projekterne i helhedsplanen er sammenhængende og gensidigt styrkende, og skal tilsammen resultere i, at borgernes ønsker og visioner for Fur i udvikling virkeliggøres.
Vision for Fur
Med helhedsplanen udstikkes følgende vision for Fur:
At gøre Fur til et endnu bedre sted at bo.
At øge sikkerheden og trygheden for bløde trafikanter på de mest befærdede steder.
At styrke tiltrækningen af tilflyttere og gerne flere børnefamilier – så der kommer flere børn i børnehus og skole.
At skabe bedre rum og rammer for styrkelse af furboernes fællesskaber – eksisterende som nye.
At skabe et tidssvarende multifunktionelt borgerhus/forsamlingshus på Fur.
At udvikle og styrke mulighederne for at færdes og opholde sig i naturen.
I arbejdet med at identificere og udvælge indsatser har furboerne haft fokus på deres liv og hverdag på øen. Det gennemgående element i Helhedsplanens indsatser er ønsket om at gøre Fur til et endnu bedre sted at bo for furboerne, og i de kommende afsnit præsenteres de projekter, som de har ønsker skal bidrage til at realisere denne vision.