På kortet her kan du orientere dig i kommunen om forskellige projekter i Grøn Trepart
Se GIS-kortet over Grøn Trepats områder
Skive Kommune har udarbejdet et potentialekort som led i den nationale aftale om Grøn Trepart. Kortet viser, hvor der ud fra faglige analyser er størst potentiale for at reducere kvælstofudvaskning til vandmiljøet og udtage kulstofrig lavbundsjord.
Kortet er et teoretisk fagligt grundlag. Det betyder, at det ikke viser præcis, hvor der bliver gennemført projekter, men hvor det vil være mest oplagt at starte dialogen med lodsejerne. Det er først gennem dialog, forundersøgelser og frivillige aftaler, at det kan afklares, om et område kan blive til et konkret projekt.
Dynamisk kort viser potentialer
Potentialekortet fungerer samtidig som dokumentation overfor Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) for, at det er teoretisk muligt at finde de nødvendige arealer til at opfylde Skive Kommunes indsatskrav.
Kortet er dynamisk. Det vil sige, at det ændrer sig løbende i takt med, at der kommer ny viden, lodsejere melder sig med ønsker, og projekter bliver undersøgt eller realiseret.
Proces for etablering af vådområder
Når der skal laves vådområdeprojekter, sker det i flere trin. Første trin består i at lave en forundersøgelse, der skal vise, om det er praktisk muligt og miljømæssigt fornuftigt at lave et vådområde. Hvis forundersøgelsen viser, at det er muligt og fornuftigt, undersøges lodsejernes holdning og interesse for projektet. Hvis de viser en positiv interesse, igangsættes en egentlig jordfordeling, hvor lodsejerne enten kan sælge eller bytte jorden indenfor projektområdet, eller indgå en aftale om, at jorden kan indgå mod kompensation. Når jordfordelingen er gennemført, kan anlægsfasen sættes i gang.
Illustration af processen for etablering af vådområder.
Frivillige aftaler med lodsejere
Projekterne gennemføres kun, hvis der kan indgås frivillige aftaler med lodsejerne.
Økonomi og samarbejde
Etableringen af vådområder er en del af statens indsats for at forbedre vandmiljøet, og betales derfor af stats- og EU-midler. Staten har indgået aftale med kommunerne om at deltage i arbejdet, så i praksis er det kommunerne, der står for at udpege egnede områder og gennemføre mange af projekterne.
Skive Kommune har indgået et samarbejde med Limfjordsrådet om at lave vådområderne. De samarbejder også med de øvrige kommuner omkring Limfjorden, og derfor har de fået det overordnede ansvar for, at kommunerne når de mål for etablering af vådområder omkring Limfjorden, som staten har fastsat.