I de kommende to uger skal eleverne på mellemtrinnet på Thise Friskole, sammen med kunstneren Lene Noer og gæstekunstneren Sophie Hjerl, prøve at se deres område på uvante måder. Forløbet finder sted i forbindelse med udarbejdelse af helhedsplanen for Thise, Sdr. Thise og Sundsøre og afsluttes med en fernisering fredag den 9. oktober.
Børnene skal på en opdagelses- og bevidsthedsrejse i landskabet og i områdets landsbyer for at fotografere, undersøge, finde materialer og objekter og udveksle tanker og idéer. ”Det er næsten som Galatea-ekspeditionen”, siger Lene Noer. ”De skal ud at indsamle prøver, kategorisere, beskrive og kortlægge. De skal få gang i fantasien og spørge, hvad kunne ske her? Tanken er, at de får øje på nye sider af ellers velkendte steder, og at det kan munde ud i forslag til fysiske eller sociale forbedringer. De skal drømme og drømme stort.”
Alle skal med
Det er et koncentreret forløb, børnene bliver præsenteret for, hvor de hele dagen, hver dag i to uger, arbejder med kortlægningen og drømme om, hvad området har brug for af tilføjelser – eller hvad der skal væk. ”Som friskole har vi noget frihed og fleksibilitet i planlægningen. Det giver nogle muligheder”, siger skoleleder Dan Otkjær. ”Vi glæder os til at se, hvad børnene får ud af at se deres egn på andre måder og håber på et brag af en fernisering”.
Tankerne bag fremgangen er ikke helt ulig de, der er styrende for ”Fremtidsbutikken” i Thise, som Skive Kommunes landdistriktsteam har åbnet; nemlig, at alle skal have mulighed for at komme med deres bidrag og at de bedste idéer opstår, når også sanserne og følelserne bringes i spil. Og forslagene, det bliver børnenes egne. For nok er de i Lenes og Sophies kyndige hænder, men hvad der kommer ud af det og hvordan det præsenteres, er helt op til eleverne selv og deres ønsker og drømme til det gode børneliv på landet. Undervejs i forløbet vil de også blive undervist i spændende og effektiv formidling, så deres forslag får størst mulig vægt og indflydelse, hvilket blandt andet er Sophie Hjerl's speciale.
Drømmescenarier
Fotografierne, tankerne, objekterne… alt det skal indgå i såkaldte drømmescenarier, der er modeller af eller skitser til det, børnene ønsker skal ske i deres område. Modellerne er bygget af fundne objekter og naturligt forekommende materialer. ”Det er luftkasteller, bygget med vilje”, forklarer Lene Noer. ”Man skal ikke begrænse børnenes kreativitet med detaljer om planforhold eller økonomi. Men i deres arbejde kan være kimen til det, der kan lade sig gøre. Det kan være hidtil adskilte elementer kan forenes, til gavn for området”.
Forløbet vil kunne følges på en Instagram profil, hvor børnene hver dag kan uploade billeder. Borgerne i området samt udvalgte politikere vil hver modtage en speciel, nysgerrighedsvækkende invitation og målet er at få de voksne i tale, at blive set og lyttet til.
For yderligere information og kommentarer
Tonie Holmberg Kristensen
- Mail: toho@skivekommune.dk
- Telefon: 9915 6858 / 2094 7324
- Mail: Lene.noer@hotmail.com
- Telefon: 2961 2343