Nogle informationer kommer fra registre, andre oplyser du selv

Nogle informationer kan vi selv hente fra andre offentlige myndigheder eller fælles registre. Andre informationer beder vi dig om at oplyse, når du for eksempel søger om en ydelse eller service. Men vi beder aldrig om flere oplysninger, end der er behov for i forhold til at behandle din sag.

Du har altid ret til at få at vide, hvorfra vi henter oplysninger om dig i forbindelse med dine services og ydelser i kommunen. Det enkelte fagområde skal oplyse det til dig i forbindelse med en ansøgning om en service eller ydelse.

NemID eller selvvalgt password

Som udgangspunkt anvender vi den fælles offentlige login-løsning NemLogin, hvor du bruger dit NemID som nøgle til at logge dig ind på selvbetjeningsløsninger og blanketter.

Du kan dog også støde på formularer eller selvbetjeningsløsninger, som ikke kræver så høj sikkerhed. Her kan du typisk oprette dig med et selvvalgt brugernavn og password. Det sker eksempelvis på bibliotekernes selvbetjeningsløsning.

Retningslinjerne for hvor længe persondata gemmes er forskellige fra det ene fagområde til det andet

Når vi indhenter personlige oplysninger om dig og gemmer dem i forbindelse med vores arbejde, er der forskellige retningslinjer for, hvor længe vi gemmer dine oplysninger. Normalt er slettefristen 5 år efter, at en sag er afsluttet, men det varierer en smule mellem sagsområder.

Inden for visse fagområder skal vi aflevere dine sager og informationer til Rigsarkivet, inden vi må slette dem. Det reguleres af arkivloven. Så selvom vi ikke længere har data om din sag i systemet, findes sagen i Rigsarkivet. Data slettes først 75 år efter, at sagen er indleveret, men som part kan du søge om lov til at se sagen i Rigsarkivet.

Du kan få præcise oplysninger om, hvor længe vi gemmer dine oplysninger ved at kontakte de enkelte fagområder i kommuner. 

Databeskyttelsesrådgiveren kan ikke hjælpe med fagspecifikke spørgsmål.

Databeskyttelsesrådgiveren kan ikke hjælpe dig med den faglige sagsbehandling eller de afgørelser, som fagområderne træffer.

Hvis du har brug for hjælp til at forstå en afgørelse, til at klage over kommunens sagsbehandling eller hjælp til at klage over en afgørelse, kan du kontakte kommunens borgerrådgivere.

Skive Kommunes borgerrådgivere

Du kan træffe borgerrådgiverne på biblioteket. Information om telefon, mailadresse og træffetider

Sidst opdateret

22.04.2021

Ansvarlig redaktør

Databeskyttelsesrådgiver Jes Strickertson

Torvegade 10, 7800 Skive

Tlf.: 9915 7766

Mail: dbr@skivekommune.dk 

Skriv sikkert fra din digitale postkasse:

Log på din digitale postkasse (NEM ID)