Skive Kommune er en af de førende kommuner i forhold til den grønne omstilling med GreenLab som kronjuvelen, hvor der allerede er planlagte investeringer for 3 mia. kr., og der vil i de kommende år komme yderligere nye investeringer til.
Derfor er der i samarbejdsgrundlaget for konstitueringsgruppen i Skive Byråd for perioden 2022-2025 nedsat et Klimaudvalg, der sammen med borgere og relevante samarbejdspartnere skal få Skive i mål med vores ambition i forhold til DK2020.
Kommissorium for Klimaudvalget 2022 - 2025
Ifølge aftalen ”Vækst, bosætning og udvikling”, som er samarbejdsgrundlaget for konstitueringsgruppen i Skive Byråd for perioden 2022 – 2025, oprettes et Klimaudvalg i Skive Kommune. Udvalget etableres med forberedende og rådgivende funktioner i henhold til lov om kommunernes styrelse § 17, stk. 4.
Udvalget skal være en rådgivende og dagsordenssættende aktør indenfor byrådets arbejde med klimaplaner (DK2020) og refererer til relevante fagudvalg og byrådet.
Formål, mål og arbejdsområder
Udvalget nedsættes med henblik på at fremme idéer og aktiviteter, som kan skabe opbakning til borgerdrevet handlinger og initiativer, der understøtter Skive Kommunes målsætning:
- At reducere udledningen af drivhusgasser med 70% inden 2030 og klimaneutralitet i 2050.
Klimaudvalget skal yderligere komme med forslag til, hvordan Byrådet kan arbejde med FN’s verdensmål i relation til den kommende klimaplan (DK2020), hvor eksempelvis følgende mål er relevante:
BÆREDYGTIG ENERGI: I 2017 var 52 % af den energi, der blev produceret i Skive Kommune, skabt af sol, vind og biogas. Bæredygtig og vedvarende energi er afgørende for, at vi frem mod 2029 bliver selvforsynende med energi. Det er væsentligt, at vi arbejder målrettet med produktion af mere vedvarende energi i Skive Kommune. Det skaber en grønnere bundlinje for hele Skive-egnen samt vækst og flere arbejdspladser - det er bæredygtig udvikling!
BÆREDYGTIGE BYER OG LOKALSAMFUND: Det handler om at skabe bæredygtige lokalsamfund, uanset om det er i byen eller på landet. Arbejdet skal ske i tæt samarbejde og med høj grad af involvering af borgerne, foreningerne og virksomhederne – med de mennesker der til dagligt lever i lokalområderne. Det handler om bosætning, at anvende cirkulær økonomi som en del af de bæredygtige byer og lokalsamfund og give muligheder for at skabe det gode liv, uanset hvor du bor – det er bæredygtig udvikling!
KLIMAINDSATS: Skive Kommune skal som aktør gå foran og arbejde for en samlet klimaplan, der sikre reducering af drivhusgasser med 70% inden 2030, klimaneutralitet i 2050 – og tiltag mod klimaforandringer.
PARTNERSKABER FOR HANDLING: Vi kan ikke løse alle udfordringerne alene – men vi kan løse mange sammen. Det betyder, at vi alle som borgere skal tage ansvar, kommunen skal gå forrest, skoler og uddannelsesinstitutioner skal med på vognen, industrien, landbruget og virksomhederne skal bidrage. Alle skal involveres, og nye partnerskaber og samarbejder vil bidrage til, at vi sammen tager ansvar og dagligt tager små skridt mod et grønnere og bedre Skive Kommune at leve og bo i – det er bæredygtig udvikling!
Med udgangspunkt i den eksisterende proces med udarbejdelse af DK2020-klimaplan, er udvalgets formål:
- At sikre en sammenhængende indsats og inspirere til borgernes fælles klimahandlinger.
Udvalget skal opfange ideer fra andre, herunder arbejdsgrupper og private, og skabe et samlet overblik over ideer på området med henblik på at sikre, at der sker en sammenhængende indsats. Udvalget skal vurdere forslag og projekter i en helhed og belyse, hvorledes de passer ind i kommunens overordnede rammer, og hvorledes de eventuelt berører kommunale opgaver eller udvalg.
Udvalgets arbejde er baseret på en aktiv inddragelse af borgere og ressourcepersoner og kan selv søge midler ved blandt andet eksterne fonde med henblik på at fremme udvalgets målsætninger. Udvalget kan nedsætte undergrupper til at arbejde med afgrænsede emner eller projekter og i den forbindelse inddrage interesserede borgere, foreninger m.fl. til at deltage i arbejdet.
Medlemmer og valg af disse
Klimaudvalget består af op til 11 medlemmer, der udpeges eller vælges på følgende måde:
Byrådet udpeger 4 byrådsmedlemmer, således at de 4 medlemmer er repræsenteret bredt på tværs af partierne.
Byrådet vælger udvalgets formand blandt de byrådsudpegede medlemmer.
Klimaudvalgets formand skal efter byrådets godkendelse af kommissorium indbyde til et valg- og informations-/dialogmøde. Dette koordineres ift. den igangværende DK2020 proces som Teknik, Miljø og Udvikling er tovholder på. Det skal af indbydelsen til mødet, som annonceres offentligt, fremgå, at de inviterede er borgere og foreninger, som er interesserede i kommunens udvikling og udvalgets arbejde, og at man på mødet kan være med til at deltage i valget af fem medlemmer til Klimaudvalget.
De personer, der lader sig opstille, skal begrunde, hvorfor de ønsker at opstille, og hvad de ønsker at bidrage med. På mødet kan alle desuden byde ind med de kompetencer, de har i forhold til kommissoriet for Klimaudvalget. Er en borger forhindret i at deltage i opstillingsmødet, kan denne fremsende en skriftlig ansøgning om medlemskab, der skal være udvalgets sekretariat i hænde senest på mødedatoen kl. 12.
Blandt de borgere, der ønsker at opstille til Klimaudvalget, vælges 5 medlemmer på valgmødet. Senest 14 dage efter valget vil de politiske udpegede medlemmer og de 5 valgte borgermedlemmer af Klimaudvalget sammen udpege yderligere op til 2 medlemmer, som de mener bedst kan bidrage til og leve op til de mål, som Klimaudvalget forventes at arbejde med i den kommende periode. Klimaudvalget vil således bestå af 4 byrådsmedlemmer, 5 valgte borgermedlemmer og 2 udpegede borgere.
Det forudsættes, at valg og udpegning af medlemmer til det nye Klimaudvalg sker i april 2022.
Møder
Klimaudvalget holder møde seks gange årligt. De fire møder afholdes kvartalsvist med det formål at sikre en sammenhængende indsats for borgernes fælles klimahandlinger. Derudover planlægges et årligt fællesmøde med Udvalget for Teknik og Miljø og et årligt temamøde med hele Byrådet med fokus på DK2020, handleplanen herfor og de borgerrelaterede indsatser.
Udvalget fastsætter selv mødedatoerne.
Der kan udbetales kørselsgodtgørelse til udvalgets medlemmer i forbindelse med deltagelse i udvalgets ordinære møder og eventuelle temamøder arrangeret af udvalget.
Til formanden ydes et vederlag på 10 % af borgmesterens vederlag.
Forvaltningsbetjening
Den administrative betjening af Klimaudvalget styres og koordineres af Teknik, Miljø & Udvikling.
Øvrige relevante forvaltninger/afdelinger inddrages i udvalgsbetjeningen efter behov og kan deltage i møderne ud fra de emner, udvalget arbejder med.
Medlemmer af Klimaudvalget
Møder i 2023 for Klimaudvalget
De fire møder afholdes kvartalsvist med det formål at sikre en sammenhængende indsats for borgerens fælles klimahandlinger. Derudover planlægges et årligt fællesmøde med Udvalget for Teknik og Miljø og et årligt teammøde med hele Byrådet med fokus på DK 2020, handleplanen og de borgerrelaterede indsatser.
Mødeplanen for de fire møder som holdes kvartalsvis i 2023 er:
- Mandag den 6. februar 2023
- Tirsdag den 16. maj 2023
- Tirsdag den 24. august 2023
- Tirsdag den 16. november 2023