BAGGRUND Skive Kommune har over de seneste år oplevet et arbejdsmarked i positiv vækst samtidig med at ledigheden fortsætter med at være lav. Det betyder, at der er mangel på arbejdskraft inden for flere brancher og fag, hvorfor virksomhederne har svært ved at rekruttere kvalificeret arbejdskraft.  Manglen på arbejdskraft omfatter både faglærte med de tekniske erhvervsuddannelser indenfor industri og håndværk, men også f.eks. SOSU-uddannelserne indenfor ældre-og sundhedsområdet.  Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er i marts 2021 kommet med en fremskrivning, der peger på, at der i 2030 vil mangle 99.000 faglærte på det danske arbejdsmarked. Samtidig vil der være for mange ufaglærte, hvilket kan medføre flaskehalse, der hæmmer virksomhedernes mulighed for vækst. I maj 2024 præsenterede Arbejderbevægelsens Erhvervsråd en analyse der endvidere peger på, at arbejdsstyrken af faglærte vil falde med 128.000 personer fra 2024 til 2025. Dette vil betyde, at ca. hvert syvende faglærte job ikke vil kunne besættes af en person med samme kompetencer som i dag. For at sikre fremtidens faglærte arbejdskraft ønsker parterne bag aftalen at øge optaget og fastholde elever på erhvervsuddannelserne. I 2018 blev aftalen om ’Fra folkeskole til faglært – Erhvervsuddannelser til fremtiden’ (EUD-aftalen) vedtaget. Målsætningen med aftalen var, at mindst 30 procent skulle vælge en erhvervsuddannelse direkte efter 9. eller 10. klasse i 2025. Skive Kommune har taget et markant skridt frem i arbejdet med at styrke de unges valg af erhvervsuddannelser. Fra et optag på 26,3 procent i 2025 er andelen i 2026 steget til 32,8 procent, hvilket placerer Skive Kommune som nummer fire på landsplan for størst optag på erhvervsuddannelser.  Dette er en udvikling, parterne vil fastholde og videreudbygge, så endnu flere unge vælger en erhvervsuddannelse. Samtidig er det afgørende, at fokus ikke alene er på optaget, men i lige så høj grad på fastholdelse og gennemførelse. Inspireret af blandt andre DI’s fokus på “Flere svende” vil vi styrke indsatsen for, at flere unge ikke blot starter, men også fuldfører deres uddannelse. Det handler både om at understøtte de unge undervejs og om at anerkende og fejre dem, der når i mål – fordi det er gennemførelsen, der for alvor gør en forskel for både den enkelte og arbejdsmarkedet. Et arbejdsmarked i positiv vækst smitter af på elevpladserne, og derfor har Skive Kommune fortsat fokus på mangel på elever inden for flere brancher. Samtidig vil der være fokus på fagområder, hvor der kan være mangel på elevpladser – f.eks. inden for detail.  I Skive Kommune opleves der færre spor- og brancheskift end tidligere, hvormed tilgangen fra andre brancher til blandt andet SOSU er faldende. Parterne i Skive Kommune er derfor enige om at kigge ind i mulighederne for at opnå flere brancheskifte for personer med behov herfor, hvilket skal være med til at understøtte et større optag på erhvervsuddannelser. Partnerskabsaftalen i Skive Kommune vil desuden fortsat understøtte trepartsaftalen fra november 2020 med et særligt fokus på lærepladssituationen i Skive Kommune. Trepartsaftalen blev indgået mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter for at sikre, at elever på erhvervsuddannelserne får et mere trygt og sammenhængende uddannelsesforløb. I trepartsaftalen er der sat et mål om, at 80 procent skal have en lærepladsaftale inden afslutningen af grundforløbet. Parterne i Skive Kommunes partnerskabsaftale er enige om at understøtte dette mål med et fokus på læreplads til flest mulige motiverede unge. I efteråret 2024 blev der etableret et bredt tværgående nationalt partnerskab ved navn Ungeløftet på tværs af samfundsaktører, der skal skabe jobåbninger og bane vejen til uddannelse for de unge, der hverken er i uddannelse eller arbejde. Parterne i Skive Kommune er enige om, inden for rammerne af Partnerskabsaftalen for erhvervsuddannelserne i Skive, at indgå partnerskab med Ungeløftet i Jobcenter Skive. Partnerskabet skal understøtte fælles indsatser for at styrke unges vej til uddannelse og arbejde. Inden for partnerskabsaftalen bidrager partnerne aktivt til opsporing og støtte af målgruppen samt bidrager til løsninger, der fremmer unges muligheder for at gennemføre en erhvervsuddannelse. Derudover indgår parterne i et tæt samarbejde om at tilbyde unge et fællesskab, sikre en smidig overgang til uddannelse og medvirke til tidlig opsporing af unge med behov for særlig støtte. Partnerskabet skal skabe en helhedsorienteret indsats, hvor ressourcer og viden deles for at styrke unges trivsel, motivation og tilknytning til uddannelsessystemet. I arbejdet med de unge, vil der være fokus på at anvende virksomhedspraktikker rettet mod erhvervsuddannelse, f.eks. praktik som social- og sundhedshjælper, hvilket kan give unge erfaring og kendskab til faget, inden de starter på uddannelsen.  Aktiviteterne i aftalens handlingsplaner er rettet mod partnerskabets hovedformål: rekruttering til og fastholdelse af unge i erhvervsuddannelser og læreplads til alle. Her skal fokus være på vejledning af de unge før uddannelsesvalg og under selve uddannelsesforløbet samt øget kendskab til erhvervsuddannelser og karrieremuligheder. Der er på nationalt niveau ikke fastsat nye målsætninger for optag på erhvervsuddannelser efter målet om mindst 30 procent i 2025. Med etableringen af den kommende Erhvervs- og Professionsrettede Gymnasieuddannelse (EPX) i 2030, hvor strukturen for den almene gymnasieuddannelse bliver ændret, forventes det umiddelbart ikke, at der vil blive udmeldt nye nationale målsætninger på området. Aftaleparterne er dog enige om, at der i Skive Kommune fortsat skal arbejdes målrettet for, at en stigende andel af de unge vælger en erhvervsuddannelse, men der vil i partnerskabsaftalen ikke blive fastsat et måltal for, hvor stor en procentdel der skal optages på erhvervsuddannelserne i Skive Kommune.  AFTALE Parterne er enige om at forlænge partnerskabsaftalen vedr. erhvervsuddannelserne i Skive for en ny 4-årig periode 2026-2029. Den nye partnerskabsaftale har fortsat fokus på de tekniske erhvervsuddannelser indenfor industri og håndværk samt servicetekniker og serviceassistent inden for SOSU-området samt de merkantile uddannelser indenfor IT, Kontor og handel. AFTALEN OMFATTER FØLGENDE INDSATSOMRÅDER: Lærepladssituationen (Virksomhedsopsøgende arbejde og partnernes indsats) Valg af erhvervsuddannelse (Skole- og uddannelsesvejledningen) Elevpladser til ledige unge (uddannelsesvejledningen og beskæftigelsesindsatsen) MÅL Partnerskabsaftalen har to hovedformål: At øge optag og fastholdelse på erhvervsuddannelserne, så flere påbegynder og gennemfører en erhvervsuddannelse At skaffe læreplads til alle motiverede unge, der har bestået et grundforløb 2 DELMÅL Styregruppen udarbejder handlingsplaner indenfor aftalens indsatsområder: Valg af erhvervsuddannelse: at flere unge vælger en erhvervsuddannelse direkte efter 9. eller 10. klasse – eller efter anden uddannelse. Lærepladser til unge og voksne: at der er lærepladser til flest mulige unge og voksne med et bestået grundforløb 2. Ledige unge uden læreplads: at ledige unge, der har gennemført et grundforløb uden en læreplads og som ønsker en læreplads, får den nødvendige hjælp til at finde en læreplads og færdiggøre deres uddannelse. ERHVERVSUDDANNELSER Aftalen omfatter erhvervsuddannelser indenfor 4 hovedindgange: Teknologi, byggeri & transport Kontor, handel & forretning Omsorg, sundhed & pædagogik Fødevarer, jordbrug & oplevelser Aftalen omfatter mere end 25 forskellige erhvervsuddannelser. .\. Bilag 1 indeholder en liste over de enkelte erhvervsuddannelser HOTLINE Et centralt element i aftalen er, at der udsendes CV’er på de unge og voksne, der mangler en læreplads efter afslutning af grundforløb 2. Skive College udsender CV’er på alle elever, som ikke har fået en læreplads. CV’erne bliver udsendt til relevante faglige organisationer, som sørger for at videreformidle CV’erne til deres medlemsvirksomheder. Hvis der fortsat er elever, som efter afsluttet grundforløb 2, står uden læreplads, kan Jobcenter Skive gå aktivt ind i indsatsen med at forsøge at finde lærepladser. Derudover fortsætter de faglige organisationer med at kontakte medlemsvirksomheder. Der bliver løbende fulgt op på antallet af elever med udsendt CV, som efter afsluttet grundforløb 2 fortsat står uden læreplads. ERHVERVSSKOLER Partnerskabsaftalen omfatter alle de erhvervsuddannelser, som har elever fra Skive Kommune. Aftalen omfatter primært erhvervsuddannelserne på Skive College Vevo – Skolen for Velfærds- og Voksenuddannelser, Skive Mercantec, Viborg Uddannelsescenter Holstebro Herningsholm EUC NordVest, Thisted STYREGRUPPE Der er nedsat en styregruppe med repræsentanter fra de faglige organisationer, uddannelsesinstitutionerne og Skive Kommune. Styregruppens medlemmer har mulighed for at sende andre repræsentanter fra hver af deres område, såfremt der er behov for det. Fra Skive Kommune deltager repræsentanter fra Ungdommens Uddannelsesvejledning, Folkeskoleområdet og Jobcenter Skive. AFTALEPERIODE Aftalen gælder for en 4-årig periode fra 2026-2029. Styregruppen gør løbende status på aftalens mål og indsatser med løbende evaluering til det politiske niveau, når det findes relevant. SAMARBEJDSFORM Parterne i partnerskabsaftalen mødes 2-3 gange årligt i aftaleperioden.  På møderne er CV-Hotline et fast punkt, og der foretages en opfølgning på de iværksatte initiativer i henhold til handlingsplanen. Derudover kan der sættes fokus på forskellige, aktuelle temaer, som temadrøftelser på de enkelte møder. Skive Kommune varetager tovholderfunktion på partnerskabsaftalen og er sekretariat for styregruppen i aftaleperioden. Arbejdsmarkedschef i Skive Kommune varetager formandskabet i styregruppen.   Underskrevet i juli 2026.