Sagen starter:
Når Huslejenævnet modtager en sag til behandling og gebyret er betalt, sender nævnet klagebrevet sammen med bilagene til den anden part for at denne kan komme med sine bemærkninger til klagen.
Modparten skal sende sin udtalelse til Huslejenævnet inden 2 uger. Denne frist kan forlænges af nævnet, hvis der er særlige omstændigheder, der taler for det. Hvis en af parterne ikke sender sin udtalelse til Huslejenævnet inden svarfristen er udløbet, kan det komme denne til skade, da nævnet kan fortolke tavsheden til fordel for modparten og navnlig lægge dennes fremstilling til grund for afgørelsen.
Du får løbende mulighed for at fremkomme med dine bemærkninger til de relevante oplysninger, som modparten giver i sagen. Sagen forelægges som udgangspunkt først huslejenævnet til afgørelse, når den er tilstrækkeligt oplyst.
Indhentning af oplysninger:
Huslejenævnet har ret til at kræve nødvendige oplysninger hos sagens parter, alle offentlige myndigheder og private. Nævnet fastsætter en frist (normalt højst 2 uger) for besvarelse af de spørgsmål, nævnet stiller til sagens parter eller andre. Nævnet foretager ofte besigtigelse af lejemålene, og sagens parter bliver indkaldt til besigtigelsen.
Afgørelsen:
Når Huslejenævnet har afgjort sagen, får parterne tilsendt en skriftlig afgørelse med begrundelse for afgørelsen.
Hvis du er uenig i afgørelsen:
Huslejenævnets afgørelse kan indbringes for boligretten. Dette skal ske senest 4 uger efter, at nævnets afgørelse er meddelt parterne.
Huslejenævnet kan ikke være behjælpelig med at inddrive et eventuelt tilgodehavende. I et sådant tilfælde må man eventuelt rette henvendelse til en advokat.
Hvis modparten ikke efterlever afgørelsen:
Hvis et påbud fra Huslejenævnets side om udførelse af et vedligeholdelsesarbejde ikke er udført inden den i afgørelsen nævnte frist, kan man eventuelt rette henvendelse til Grundejernes Investeringsfond på adressen Ny Kongensgade 15, 1472 København K (www.gi.dk).
Ved underretning om at en udlejer ikke har overholdt en endelig huslejenævnsafgørelse, har Huslejenævnet mulighed for at videregive denne oplysning til Grundejernes Investeringsfond. Ved flere overtrædelser kan der ske frakendelse af retten til at administrere udlejningsejendomme.