Offentliggjort den 13. januar 2026. Kommentarer, spørgsmål og anmodning om at se ansøgningsmaterialet skal rettes til virksomhedsgruppen@skivekommune.dk senest den 10. februar 2026.

Forudgående offentlighed - ansøgning om miljøgodkendelse til udvidelse af Rybjerg Biogas Skive Kommune har modtaget ansøgning om miljøgodkendelse til udvidelse af det eksisterende biogasanlæg Rybjerg Biogas P/S beliggende på Rustedmøllevej 1, 7870 Roslev. Rybjerg Biogas P/S ligger i tilknytning til det eksisterende biogasanlæg Rybjerg Biogas I/S beliggende på Rustedmøllevej 1a, 7870 Roslev. Rybjerg Biogas P/S drives fortsat uafhængigt af Rybjerg Biogas I/S, men da de 2 anlæg benytter samme efterlager- og udleveringstanke, og da Rybjerg Biogas I/S leverer varme til Rybjerg Biogas P/S, er det vurderet, at de to anlæg i forbindelse med udvidelse af produktionen, skal miljøvurderes og miljøgodkendes som ét ”anlæg”. Der ændres i forbindelse med udvidelsen ikke på anlæg eller aktiviteter på Rybjerg Biogas I/S. De ansøgte ændringer sker på Rybjerg Biogas P/S. Herefter benyttes ”Rybjerg Biogas” om det samlede biogasanlæg bestående af Rybjerg Biogas P/S og Rybjerg Biogas I/S.  Rybjerg Biogas ønsker at udvide produktionen, så de fremadrettet kan modtage 200.000 tons biomasse årligt. Udvidelsen inkluderer desuden etablering af følgende anlæg En ekstra primær procestank på ca. 5.400 m3 Et nyt membranbaseret opgraderingsanlæg svarende til det eksisterende   Et vandbehandlingsanlæg rensning af processpildevand fra f.eks. fødevarevirksomheder - med tilhørende vandtanke til opbevaring af vand - med henblik på at kunne levere renset og ultrarent vand til elektrolyse og brintfremstilling på PtX-anlæg En tilbygning vest for den eksisterende lagerhal, således at dybstrøelse kan opbevares under tag i højere grad end ved de nuværende forhold En mindre tilbygning til den eksisterende lagerhal til et indendørs indfødningsanlæg til dybstrøelse til den nye procestank via rørledning. Med udvidelsen bliver Rybjerg Biogas omfattet af godkendelsesbekendtgørelsens bilag 1 listepunkt 5.3.b) i). Det er Skive Kommune, der er godkendelsesmyndighed for udvidelsen af Rybjerg Biogas. Jævnfør godkendelsesbekendtgørelsens § 17 skal der foretages en forudgående offentlighed i forbindelse med godkendelse af bilag 1-virksomheder. Anmodning om ansøgningsmaterialet Skive Kommune gør opmærksom på, at enhver har ret til at se ansøgningsmaterialet og kommentere det. Ansøgningsmaterialet fremsendes pr. mail efter modtaget anmodning herom. Kommentarer, spørgsmål og anmodning om at se ansøgningsmaterialet skal rettes til virksomhedsgruppen@skivekommune.dk Navn og adresse bedes anført i mailen. Bemærkninger til ansøgningsmaterialet skal være modtaget senest den 10. februar 2026. Anmodning om udkast af afgørelse Enhver kan ligeledes anmode om få tilsendt udkast til afgørelse, når dette forelægger. Enhver der har anmodet om at få tilsendt udkast til afgørelse har ret til at kommentere udkastet til afgørelsen inden for 2 uger efter modtagelsen. Ønskes udkast til afgørelse fremsendt, når dette forelægger, skal der ligeledes sendes en anmodning om dette til virksomhedsgruppen@skivekommune.dk, hvor navn og adresse er anført. Anmodning om at få tilsendt udkast af afgørelse skal være modtaget senest 10. februar 2026. Aktindsigt og høringssvar Retten til at se ansøgningsmaterialet, herunder eventuelt supplerende materiale, samt udkast til afgørelse begrænses af reglerne i lov om aktindsigt i miljøoplysninger. Vi gør opmærksom på at høringssvar i miljøsager ligeledes er omfattet af reglerne om aktindsigt efter forvaltningsloven, offentlighedsloven og lov om aktindsigt i miljøoplysninger. Høringssvar samt navn og adresse på hvem, der er kommet med høringssvaret, vil kunne optræde i Skive Kommunes afgørelse, som bl.a. offentliggøres på Aktuelle høringer og afgørelser (skive.dk). Enhver, som er interesseret, kan bede om at få en kopi af indkomne høringssvar.