Planen er udarbejdet for at understøtte BigBlue strategien om at omdanne tidligere erhvervsområder til attraktive by- og boligområder med grønne oaser, åndehuller, gode forbindelser, klimasikring samt bevaring af kulturhistoriske spor.
Lokalplanen muliggør en fortsat udvikling af området til et blandet bolig- og erhvervsområde med etageboliger, tæt-lav boligbebyggelse samt erhverv såsom kontor, liberale erhverv og undervisning.
Planen omfatter endvidere rekreative arealer i form af en park mellem Elværket og åen, etablering af regnvandsbassiner samt reservation af areal til nyt vejanlæg med støjafskærmning.
Se lokalplan nr. 347
Offentlig høring
Planforslaget har været i offentlig høring fra den 1. december 2025 til den 4. januar 2026.
Der er kommet 6 høringssvar. Byrådet har vurderet og taget stilling til høringssvar ved den endelige vedtagelse.
Der blev på baggrund af høringssvarene indarbejdet følgende ændringer i lokalplanen:
Delområde III udlægges fortsat som tæt/lav boligområde, men uden byggeretsgivende bestemmelser. Området vil derfor få status som rammelokalplan, med bestemmelser for anvendelse, bygningshøjde mm., mens en byggeretsgivende og mere detaljeret lokalplan skal udarbejdes på et senere tidspunkt.
Det præciseres hvilke af Miljøstyrelsens grænseværdier for støj der skal overholdes – både i forhold til virksomhedsstøj, vejstøj og støj fra jernbanen.
Der nedlægges generelt forbud mod at benytte materialerne zink, kobber og bly.
Redegørelsen konsekvensrettes i overensstemmelse med ovenstående.
Forvaltningen har vurderet, at det er ændringer, der ikke kræver ekstra offentlig høring, da ændringerne kun medfører reducerende byggemuligheder inden for lokalplanområdet, og disse ændringer kun er væsentlige for grundejer selv, der i dette tilfælde er Skive Kommune.
Miljøvurdering
Der er i forbindelse med planlægningens arbejdet foretaget en miljøvurdering og sammen med lokalplanen offentliggøres en sammenfattende miljøredegørelse.
Se retsvirkninger og klagevejledninger.
Jævnfør § 12 i planloven, skal kommunalbestyrelsen virke for kommuneplanens gennemførelse, herunder ved udøvelse af beføjelser i medfør af lovgivningen, jf. dog §§ 5 u, 19 og 40.
Derudover bestemmer § 12 i Planloven, at kommunalbestyrelsen kan modsætte sig udstykning og bebyggelse, som er i strid med kommuneplanens rækkefølgebestemmelser inden for byzoner. Forbud kan dog ikke nedlægges, når det pågældende område er omfattet af en detaljeret byplanvedtægt eller lokalplan, der er tilvejebragt før kommuneplanen.
Ligeledes bestemmes det i Planlovens §12 stk. 3, at kommunalbestyrelsen kan modsætte sig opførelse af bebyggelse eller ændret anvendelse af bebyggelse eller ubebyggede arealer inden for byzoner og sommerhusområder, når bebyggelsen eller anvendelsen er i strid med bestemmelser i kommuneplanens rammedel. Forbud kan dog ikke nedlægges, når det pågældende område i kommuneplanen, er udlagt til offentligt formål, eller når området er omfattet af en lokalplan eller en byplanvedtægt.
Jævnfør § 18 i Planloven, må der ikke retligt eller faktisk etableres forhold i strid med planens bestemmelser, når der er foretaget offentlig bekendtgørelse af en lokalplan efter § 30, medmindre dispensation meddeles efter reglerne i §§ 5 u, 19 eller 40.