Forslag til Lokalplan nr. 128_779 er i høring i 4 uger i perioden fra den 30. marts 2026 til den 27. april 2026.

  Forslaget til den delvise ophævelse af lokalplanen kan ses digitalt her Høringssvar skal sendes via mail til tek@skivekommune.dk. Hvis du indsender høringssvar eller bemærkninger, kan de blive offentliggjort i forbindelse med politisk behandling af sagen. Lokalplanens indhold Lokalplan nr. 128 – Sommerhusområde på Lundø blev vedtaget i 2003 med det formål at fastholde områdets anvendelse til ferie- og fritidsformål, herunder campingplads og feriecenter, inden for de daværende fysiske rammer. Matr.nr. 13g, Lundø By, Lundø er beliggende i lokalplanens delområde 2, hvor anvendelsen er fastlagt til ferie- og fritidsformål i form af campingplads og feriecenter. Ejerne af Lundø Camping ønsker at ophæve campingdriften på matr.nr. 13g, og at en del af matr.nr. 13g fremadrettet udvikles til sommerhusformål gennem udstykning i mindre matrikler. En ændret anvendelse fra campingformål til sommerhusformål kan ikke omfattes af nedenstående anvendelsesbestemmelse for Lokalplan nr. 128: § 3.2:"Delområde 2 må kun anvendes til ferie- og fritidsformål (campingpladser og feriecenter)(...)". Der er ikke længere et planmæssigt grundlag for at fastholde det pågældende areal til campingformål, idet den eksisterende drift ophører, og områdets fremtidige anvendelse ønskes ændret. For at muliggøre en ny planlægning, der kan understøtte den ønskede udvikling, er det nødvendigt at ophæve lokalplan nr. 128 delvist for den del af matr.nr. 13g, Lundø By, Lundø, som ikke længere skal anvendes til campingplads. For at skabe planmæssigt grundlag for den fremtidige anvendelse ophæves Lokalplan nr. 128 delvist. Ophævelsen omfatter udelukkende det afgrænsede område på nedenstående kort og påvirker ikke de resterende dele af lokalplan nr. 128, som fortsat vil være gældende. Lokalplanen ophæves inden for det område, der er markeret med orange, fuldt udfyldt geometri. Miljøvurdering Lokalplanforslaget er ikke omfattet af bilag 1 og 2 jævnfør lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter. Planforslaget giver dog mulighed for øvrige anlægsprojekter, og ifølge § 8, stk. 1, nr. 3 skal sådanne planer kun miljøvurderes, hvis de må antages at kunne få en væsentlig indvirkning på miljøet. Planforslaget påvirker ikke et internationalt naturbeskyttelsesområde væsentligt. Skive Kommune har på baggrund af en screening afgjort, at planforslaget ikke er omfattet af krav om miljøvurdering. Begrundelsen for afgørelsen er, at: ·         Den delvise ophævelse af lokalplan 128 ikke i sig selv giver mulighed for nye anlæg eller følgevirkninger, der kan få væsentlig indvirkning på miljøet. ·         Ophævelsesplanen medfører ikke væsentlig indvirkning på natur, miljø eller trafik. ·         Omfanget af fremtidig byggemulighed gennem kommuneplanrammen ikke afviger væsentligt fra omkringliggende bebyggelse og ikke vil medføre en væsentlig visuel indvirkning. Du kan læse mere om baggrunden for afgørelsen i redegørelsen i planforslaget. Du kan klage over afgørelsen om miljøvurdering til Planklagenævnet. Klagen skal være modtaget via Klageportalen inden 4 uger efter offentliggørelse af afgørelsen. Du kan se retsvirkninger og klagevejledninger her. Orientering om behandling af personoplysninger Når du har en sag hos Skive Kommune, vil Skive Kommune behandle nødvendige oplysninger om dig. I Teknik, Miljø og Udvikling behandler vi primært almindelige personoplysninger som navn, adresse, e-mail og telefonnummer. Efter databeskyttelsesforordningen skal vi orientere dig om, at vi indsamler og registrerer oplysninger og om de rettigheder, du har efter databeskyttelsesforordningen.  Du kan læse mere om behandlingen af dine personoplysninger samt om dine rettigheder på https://skive.dk/demokrati-og-kommune/raadhuse-og-medarbejdere/kontakt-kommunen/databeskyttelse/