Forudgående offentlighed - opdateret ansøgning om etablering af CO2-fangstanlæg på Vasehøjvej 16, 7840 Højslev
Skive Kommune har modtaget en opdateret ansøgning om tillæg til miljøgodkendelse fra virksomheden BioCirc Vinkel Biogas ApS til etablering af et CO2-fangstanlæg på Vasehøjvej 16, 7840 Højslev.
Der var forudgående offentlighed for den første ansøgning den 14. januar til 4. februar 2025. På grund af de ændringer der er i den nye ansøgning, har Skive Kommune valgt, at der skal ske forudgående offentlighed igen.
Skive Kommune modtog nogle spørgsmål og bemærkninger til den første ansøgning om miljøgodkendelse. De indkomne bemærkninger og spørgsmål er fortsat gældende og vil fortsat blive taget i betragtning og besvaret i forbindelse med den nye ansøgning.
Jf. godkendelsesbekendtgørelsens (Miljø- og Ligestillingsministeriets bekendtgørelse nr. 1027 af 2. september 2024 om godkendelse af listevirksomhed) § 17 skal der ske en forudgående offentlighed i forbindelse med godkendelse af bilag 1-virksomheder.
Anmodning om ansøgningsmaterialet
Skive Kommune gør opmærksom på, at enhver har ret til at se ansøgningsmaterialet og kommentere det. Ansøgningsmaterialet fremsendes pr. mail efter modtaget anmodning herom.
Kommentarer, spørgsmål og anmodning om at se ansøgningsmaterialet skal rettes til virksomhedsgruppen@skivekommune.dk Navn og adresse bedes anført i mailen.
Bemærkninger til ansøgningsmaterialet skal være modtaget senest 13. juni 2025.
Anmodning om udkast af afgørelse
Enhver kan ligeledes anmode om få tilsendt udkast til afgørelse, når dette forelægger. Enhver der har anmodet om at få tilsendt udkast til afgørelse har ret til at kommentere udkastet til afgørelsen inden for 2 uger efter modtagelsen.
Ønskes udkast til afgørelse fremsendt, når dette forelægger, skal der ligeledes sendes en anmodning om dette til virksomhedsgruppen@skivekommune.dk, hvor navn og adresse er anført.
Anmodning om at få tilsendt udkast af afgørelse skal være modtaget senest 13. juni 2025.
Aktindsigt og høringssvar
Retten til at se ansøgningsmaterialet, herunder eventuelt supplerende materiale, samt udkast til afgørelse begrænses af reglerne i lov om aktindsigt i miljøoplysninger.
Vi gør opmærksom på at høringssvar i miljøsager ligeledes er omfattet af reglerne om aktindsigt efter forvaltningsloven, offentlighedsloven og lov om aktindsigt i miljøoplysninger.
Høringssvar samt navn og adresse på hvem, der er kommet med høringssvaret, vil kunne optræde i Skive Kommunes afgørelse, som bl.a. offentliggøres på Aktuelle høringer og afgørelser (skive.dk).
Enhver, som er interesseret, kan bede om at få en kopi af indkomne høringssvar.