Hvad er plejeorlov? Hvis du har et familiemedlem eller en nær pårørende, som er alvorligt syg og som ønsker at dø i eget hjem, kan du søge om plejeorlov efter Servicelovens § 119. Formålet med at du holder plejeorlov er, at give den syge et alternativ til hospitalsophold, plejebolig og hospice, og dermed muligheden for at blive passet af en nærtstående person i vante og hjemlige omgivelser. Hvis du har plejeorlov kan hjemmeplejen fortsat hjælpe med personlig pleje (toiletbesøg, bad osv.), hvis du og den syge person ønsker dette - det er helt op til jer. Plejeorlov gives som hjælp til den uhelbredelig syge og vedkommende skal være indforstået med, at en du som pårørende holder plejeorlov.