Den 1. august 2019 blev der indført nye landsækkende regler om skolefravær.
Reglerne betyder, at skolelederen på dit barns skole har pligt til at underrette Familiesektionen hvis dit barn har et ulovligt skolefravær på 15 % eller derover i et kvartal.
Ulovligt fravær er:
Fravær, som ikke skyldes sygdom og lignende forhold
Fravær, som skolelederen ikke har godkendt
Familiesektionen vil efterfølgende kontakte dig (og dit barn, hvis barnet er over 12 år).
Hvis Familiesektionen fortsat vurderer, at der er tale om ulovligt fravær, og at der ikke er tale om gyldige grunde, kan Familiesektionen træffe afgørelse om standsning af jeres børne- og ungeydelse for det følgende kvartal. Dette sker ved, at Familiesektionen tager kontakt til Udbetaling Danmark.
Gyldige grunde er:
At du selv varetager undervisningspligten af dit barn og du har meddelt dette skriftlig til kommunalbestyrelsen, før undervisningen begynder.
At fraværet ikke er ulovligt, men f.eks. skyldes elevens handicap, autisme og lign.
Ekstraordinær frihed er fravær, som skolens leder i ganske særlige tilfælde kan tillade og skal have godkendt inden fraværet begynder.
At dit barn i forbindelse med iværksættelsen af en anbringelse venter på et nyt skoletilbud og derfor modtager enkeltmands-undervisning, dog ikke af en længere varighed end maks. 15 skoledage.
Du kan ikke klage over underretningen, som skolelederen har en lovmæssig pligt til at foretage, men du kan klage over afgørelsen til Ankestyrelsen. Klagevejledning vil fremgå i afgørelsesbrevet.