Du kan søge om at få dækket ekstraudgifter til varmeregningen
Du kan søge om at få dækket ekstraudgifter til varmeregningen
Modtager du offentlig forsørgelse, og er du økonomisk vanskeligt stillet, kan du søge om at få dækket dine ekstraordinære varmeudgifter.
Særligt vedrørende varmestigningen pr. 1. januar 2022
De stigende energipriser kan betyde, at borgere, der modtager offentlig forsørgelse, kan komme til at stå i en vanskelig økonomisk situation og være ude af stand til at betale varme- og/eller elregningen selv.
Hvad kan du søge?
Som udgangspunkt kan du søge om økonomisk hjælp til differencen mellem det sædvanlige acontobeløb og det forhøjede acontobeløb på første regning i 2022.
Udgiften må ikke være betalt
Du skal være opmærksom på, at den ansøgte udgift ikke må være betalt, og at du ikke selv må have økonomiske midler, som kan dække udgiften.
Det er også en forudsætning, at du løbende holder øje med dit forbrug, og får det tilpasset herefter.
Sådan søger du
Gældende for førtidspensionister efter ny ordning eller anden offentlig forsørgelse
Modtager du førtidspension efter ny ordning ((tilkendt efter reglerne gældende efter 1.1. 2003), kan du søge om hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter efter § 81 i lov om aktiv socialpolitik.
Du kan også søge en enkeltydelse hvis du for eksempel modtager offentlig forsørgelse i form af kontanthjælp, uddannelseshjælp eller selvforsørgelses- og hjemrejseydelse og overgangsydelse via nedenstående link.
Gældende for folkepensionister og førtidspensionister på gammel ordning
Er du folkepensionist eller førtidspensionist på gammel ordning, kan du søge om varmetillæg hos Udbetaling Danmark efter lov om social pension § 17, stk. 2.
Derudover har du mulighed for at søge personligt tillæg efter lov om social pension § 14 til rimelige, nødvendige udgifter målrettet økonomisk dårligt stillede folkepensionister og førtidspensionister på gammel ordning (tilkendt efter reglerne gældende før 1.1. 2003).