GreenLab Skive A/S har indgået aftale med Lhyfe, som er et af verdens førende selskaber inden for brint-produktion, om etablering af en 100 MW brint-anlæg i GreenLab Skive inden udgangen af 2025. Brint-produktion sker ved at strøm fra vindmøller og solceller anvendes til at spalte vand i en elektrolyse i henholdsvis brint og ilt. I denne proces vil der blive udviklet en meget stor mængde varme, som GreenLab Skive A/S har forpligtet sig til at bortskaffe.
GreenLab Skive A/S forventer årligt at kunne levere omkring 200 GW overskudsvarme. GreenLab Skive A/S ønsker, at denne overskudsvarme kan bidrage til kollektiv varmeforsyning inden for et større geografisk område i Skive og Morsø Kommune og blive et redskab til at konvertere flere af de naturgasforsynede områder til fjernvarmeforsyning, blandt andet byerne Oddense, Jebjerg, Breum og Hem.
Det er endnu ikke fastlagt, hvor ledningen med overskudsvarme fra GreenLab Skive skal lægges, eller hvor stor mulighed der bliver, for at mindre landsbysamfund langs ledningen kan modtage fjernvarme direkte fra den.
Overskudsvarmen fra GreenLab Skive vil dog ikke være tilstrækkeligt til opvarmning i de perioder, hvor varmeforbruget er højst. For at kunne dække varmeforbruget på disse tidspunkter, er det nødvendigt, at et nærliggende varmeværk eller andre lokalt opstillede varmeproducerende enheder også producerer varme.
En lokal varmeproducerende enhed kan for eksempel være varmepumpeanlæg, som også kan fås i container, elkedel, biomassecontainer, container med oliekedel. Disse typer af løsninger kan evt. fås på lejebasis og opstilles midlertidigt, muligvis på lejet grund.
Har du spørgsmål til projektet om overskudsvarme fra GreenLab Skive, er du velkomne til at kontakte Amanda Monica de Zilva Dam Knudsen på amzr@skivekommune.dk eller tlf. 9915 7707.