Projektet vil samarbejde med landmænd og jordejere om at skabe god økonomi i naturpleje.

Sjælden og truet lysåben natur i ådale går tabt, hvis ikke områderne bliver græsset eller plejet. Ofte er naturpleje dyrt og besværligt, og i dag er mange naturområder ved at gro til. Derfor er Skive Kommune og 7 andre nord- og midtjyske kommuner, Naturstyrelsen, Miljøstyrelsen og Landbrugsstyrelsen gået sammen om et nyt naturprojekt, der skal arbejde med at sikre en god økonomi i naturplejen, så jordejere og landmænd har mulighed for at drifte naturarealerne. I Skive Kommune er to naturområder udvalgt til projektet. Områderne er valgt på baggrund af en særlig forekomst af naturtyperne rigkær og overdrev, der er sjældne og truede – ikke kun i Danmark, men i hele Den Europæiske Union (EU). De to udvalgte naturområder er en del af EU's Natura 2000 netværk, der er et netværk af beskyttede naturområder, som skal hjælpe med at bevare og beskytte naturtyper og vilde dyre- og plantearter i EU. De to naturområder, der er udvalgt til projektet i Skive Kommune, er Sønder Lem Vig samt området omkring Løkkedyb nord for Virksund. Områderne kan ses på dette kort: Det er frivilligt for jordejerne i de to projektområder at deltage i projektet. Du kan læse mere om de konkrete muligheder, projektet tilbyder, i fold-ud menuerne nedenfor. Visionen for begge projektområder er at få samlet naturarealerne i nogle større sammenhængende indhegninger med græssende dyr. De græssende dyr kan begrænse opvæksten af træer og buske og dermed holde arealerne lysåbne, til gavn for de vilde blomsterplanter, insekter og dyr. Læs mere op projektet på www.life-natureman.dk Muligheder i de to projektområder