Projektområdet omfatter som udgangspunkt de arealer, der hører under Hald-Hejlskov Landvindingslag.

Kortudsnit over Bådsgår Vig

Nyt om projektet

November 2020

Den tekniske forundersøgelse viser, at der ikke er tilstrækkeligt med kvælstoffjernelse i vådområdeprojektet, og der er heller ikke tilstrækkelig lodsejeropbakning til projektet. Derfor opgives projektet.

Tekniske forundersøgelse af Bådsgård Vig (PDF-fil)

August 2019

Rambøll har først fået tid til at gå videre med forundersøgelse her efter sommerferien. De arbejder nu videre med en løsning, hvor vandstanden hæves i projektområdet for at øge kvælstofomsætningen. Vandstandshævningen kommer dels ved at stoppe pumpe og dræning og dels ved at flytte og hæve vandløbene, så der sker jævnlige oversvømmelser. Der vil sandsynligvis ikke skabes regulære søer, men der vil blive mindre områder, som i perioder vil have frit vandspejl.

Marts 2019

Forundersøgelsen har været sat i bero i nogle måneder. Det skyldes, at projektmedarbejderne hos Rambøll, som skal udføre undersøgelsen, har skiftet job. Rambøll har derfor bedt om at få lov til at sætte forundersøgelsen i bero, indtil de var færdige med en anden af Skive Kommunes forundersøgelser. Det har vi accepteret.

Rambøll går i gang igen sidst i marts. I mellemtiden har Limfjordssekretariatet foretaget nogle praktiske undersøgelser i det nye område (Bådsgård Vig 2). Rambøll kan dermed koncentrere sig om at lave projektforslag og konsekvensanalyser, når de går i gang igen.

Tidsplanen revideres i henhold til ovenstående. Vi forventer nu, at den tekniske forundersøgelse kan færdiggøres i første halvdel af 2019 og at ejendomsundersøgelsen udføres efter sommeren 2019.

December 2018

En nærmere vurdering af området syd for projektområdet har vist, at drænvand fra dette areal skal pumpes væk, hvis vandstanden hæves i projektområdet. Et af formålene med projektet er at skabe en naturlig tilstand, og vi ønsker derfor ikke en løsning, hvor drænvand skal pumpes ud. Vi har i stedet søgt om at udvide projektområdet, så det sydlige område inddrages i projektet. Det er i praksis gjort ved at søge om et supplerende projekt, som vi kalder Bådsgård Vig 2, da det ikke er muligt at udvide et igangværende projekt.

I praksis vil de to projekter blive kørt som ét projekt, som både omfatter Bådsgård Vig og Bådsgård Vig 2. Det samlede projektområde kan ses på kortet øverst på siden.

Projektet har været sat i bero i efteråret, mens vi afventede svar på ansøgningen om Bådsgård Vig 2. Nu hvor ansøgningen er godkendt, skal der udarbejdes en ny tidsplan sammen med Rambøll. Vi forventer, at undersøgelsen bliver færdig i løbet af første halvdel af 2019. 

Marts 2018

Der er indsamlet data og lavet undersøgelser i projektområdet i løbet af efteråret og vinteren 2017. Ud fra disse data er der lavet beregninger for kvælstofomsætningen på arealerne. Beregningerne har vist, at det kan blive svært at fjerne nok kvælstof til at overholde kravene for vådområdeprojekter.

Kvælstofomsætningen er lavest på de arealer, der hører under Bådsgård-Lundø Landvindingslag, og det er besluttet at tage disse arealer ud af projektområdet og arbejde videre med arealerne i Hald-Hejlskov Landvindingslag. For at fjerne nok kvælstof på denne del skal drænvand fra et lavt liggende område syd for projektområdet ledes ud på terrænet i projektområdet. Med de nuværende drænforhold kan det blive nødvendigt at pumpe dette drænvand ind i projektområdet, og det vil vi gerne undgå. Vi vil derfor undersøge, om det der er teknisk muligt at tage det lavere liggende område med i projektet.

September 2017

Skive Kommune fik i december 2016 tilsagn om tilskud til at udføre en forundersøgelse af mulighederne for at lave et vådområde ved Bådsgård Vig.

Formålet med vådområdet vil være at fjerne kvælstof fra vandmiljøet og derved mindske udledningen af kvælstof til Skive Fjord.

Forundersøgelsen består dels af en teknisk del, der undersøger mulighederne for at lave et vådområde og komme med forslag til løsninger, og dels en lodsejerundersøgelse, der skal afdække lodsejerne holdning til de forslag, som fremkommer i den tekniske del.

Den tekniske forundersøgelse blev igangsat i august 2017, hvor der blev afholdt en besigtigelse med de lokale lodsejere. Herefter gik Rambøll, som er kommunens rådgiver i projektet, i gang med at gennemføre den tekniske del af undersøgelsen. Afhængigt af resultaterne af undersøgelsen vil der blive fremlagt 1-3 forskellige forslag til, hvordan vådområdet kan etableres.

Når den tekniske forundersøgelse er færdig, følger en lodsejerundersøgelse. Lodsejerundersøgelsen omfatter møder eller telefonsamtaler med alle lodsejere, hvor vi gennemgår projektforslagene og muligheder og konsekvenser for den enkelte lodsejer, herunder muligheder for at sælge og bytte jord eller få tilskud til jorden for at lade den indgå i projektet.

Tidsplan (revideret august 2019)

Skive Kommune forventer, at den tekniske del af forundersøgelsen vil blive færdig i løbet af anden halvdel af 2019, og at lodsejerundersøgelsen bliver gennemført i vinteren 2019/2020.

Det videre forløb

Når forundersøgelsen er færdig, skal der tages stilling til, om projektet skal gennemføres. I den vurdering indgår blandt andet, om det er teknisk og miljømæssigt muligt at lave et vådområde, om der er sammenhæng mellem økonomi og effekt, og om lodsejerne er positive overfor at afgive deres jord til et vådområdeprojekt.

Undersøgelsen og en eventuelle gennemførsel af projektet udføres af Skive Kommune i samarbejde med Limfjordsrådet, men betales af Staten og EU. 

Logoer fra Den Europæiske Landbrugsfond, Miljø- og Fødevareministeriet samt LDP 2020

Læs mere om EU Kommissionen - Landbrug og Udvikling af Landdistrikter



Oversigtskort over Elkær ved Selde

Baggrund for projekt ved Elkær

Skive Kommune fik i oktober 2010 tilsagn om tilskud til at udføre en tekniske og ejendomsmæssig forundersøgelse for etablering af et vådområde ved Elkær. Forundersøgelsen og de efterfølgende samtaler med lodsejere om de forskellige projektforslag blev gennemført i 2010-2011, og de viste, at det var muligt at gennemføre projektet, og at lodsejere generelt var positive overfor projektet.

I 2014 blev der søgt om og meddelt tilskud til realisering af vådområdeprojektet. Kort fortalt går det ud på at nedlægge pumpelaget, så dræningen af arealet og pumpning af drænvand ud af området stopper. Det betyder, at der dannes en sø på en del af arealet.

Vådområdeprojektet bliver på ca. 40 ha, og det forventes, at kvælstoftilbageholdelsen i vådområdet bliver cirka 5.500 kg N/år.

Seneste nyt om Elkær

Januar 2021

I december 2020 blev entreprenøren færdig med at dække de gamle afvandingsgrøfter til og lede vandet fra de omkringliggende vandløb ind i vådområdet. Den gamle pumpestation blev fjernet og vandet begyndte langsomt at stige i området, og nu er det blevet til et rigtigt vådområde med en sø i midten. Vådområdet renser cirka 6 tons kvælstof fra vandet hvert år, så Limfjorden er nu blevet en lille smule renere. Og Nordsalling er blevet et naturområde rigere, hvor blandt andet fugle og padder har fået et godt sted at leve.

Den 15. januar blev der taget dronefotos af vådområdet, og der kan man se, hvor meget vandet nu fylder på de tidligere dyrkede marker.

Dronebillede over Elkær med vand over de tidligere dyrkede marker - januar 2021. Foto: Skive Kommune

Februar 2020

Der er i løbet af vinteren udarbejdet et detailprojekt, hvor de  forskellige arbejder er indtegnet på kort med projektændringer. I øjeblikket arbejder vores naturafdeling med en dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3. Når den er i hus skal der laves en tilladelse efter vandløbsloven. Projektet vil blive udført efter sommer i år.

Oversigtskort med projektændringer for Elkær

Oversigtskort over Elkær Vådområde - fremtidig sommermiddel

September 2018

En del af de ejendomme, der ligger tæt på projektområdet, har været tilsluttet private nedsivningsanlæg. De er nu ved at være tilsluttet til offentlig kloak, hvilket er en forudsætning for vådområdeprojektets gennemførelse. Dette skyldes, at afstandskravet fra nedsivningsanlæg til grundvandsstanden ikke vil kunne overholdes tæt på et vådområde. En tilslutning til offentlig kloak løser dette problem.

Næste skridt er nu at få lavet et detailprojekt, som kan bruges til en licitation blandt interesserede entreprenører. Vi forventer, at projektet kan udføres i løbet af 2019.

Januar 2017

Der er gennemført en jordfordeling, som blev afsluttet i november 2016. Efterfølgende er landmålere gået i gang med at tilpasse matrikelgrænser efter aftalerne i jordfordelingen. 
I de kommende måneder skal Skive Kommune lave detailprojektering og tilladelser til projektet.

Tidsplan

Vådområdet er gennemført i december 2020.

Finansiering

Projektet finansieres af EU og Miljø- og Fødevareministeriets Landdistriktsprogram. Der er givet tilsagn om finansiering af både forundersøgelse og gennemførsel af projektet.

Rapporter

Teknisk forundersøgelse af Elkær Vådområde (PDF-fil)

Bilag til teknisk forundersøgelse af Elkær Vådområde (zip fil)

Logoer fra Den Europæiske Landbrugsfond, Miljø- og Fødevareministeriet samt LDP 2020

Læs mere om EU Kommissionen - Landbrug og Udvikling af Landdistrikter



Oversigtskort - Harre Nor Vådområde

Skive Kommune fik i november 2017 tilskud til at udføre en forundersøgelse af mulighederne for at lave et vådområde ved Harre Nor. Tilskuddet gives af Landbrugsstyrelsen og udgøres af midler fra staten og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne.

Formålet med vådområdet er at fjerne kvælstof fra vandmiljøet og derved mindske udledningen af kvælstof til Harre Vig og Limfjorden.

Projektområdet omfatter som udgangspunkt de arealer, der hører under Harre Vile Nor Pumpelag - se kortet ovenfor. Projektområdet kan blive ændret, hvis forundersøgelsen viser, at vådområdet vil påvirke andre arealer end først antaget.

Forundersøgelsen består dels af en teknisk del, der undersøger mulighederne for at lave et vådområde og komme med forslag til løsninger, og dels af en lodsejerundersøgelse, der skal afdække lodsejernes holdning til de forslag, som fremkommer i den tekniske del.

Lodsejerundersøgelsen kan udføres som individuelle møder med lodsejerne eller som et fællesmøde med efterfølgende korte individuelle møder. Det er ikke fastlagt endnu.

Nyt om projektet

April 2018

Den tekniske forundersøgelse blev igangsat i marts 2018 efter et opstartsmøde mellem Skive Kommune og rådgivervirksomheden Rambøll, som skal udføre forundersøgelsen.

I starten af april blev der afholdt informationsmøde for de involverede lodsejere. Her blev der præsenteret forskellige ideer og gennemgået muligheder og konsekvenser for lodsejerne. Rambøll arbejder nu den tekniske del af undersøgelsen, og det forventes at resultere i et til to forslag til, hvordan vådområdet kan etableres.

Marts 2019

Den tekniske del af forundersøgelsen er nu ved at være færdig. Rambøll arbejder på de sidste tilpasninger og på at beskrive konsekvenserne for miljø og natur.

Den foretrukne løsning går ud på at gendanne Harre Nor som en fjordarm med åben forbindelse til Limfjorden.

Det primære formål med projektet er at fjerne kvælstof, og kvælstofomsætningen er lavere i saltvand end i ferskvand. Vi skal derfor finde en brakvandsløsning, som kan sikre en høj kvælstofomsætning, uden at der opstår en bestand af ferskvandsrovfisk, som vil spise de ørreder, der vandrer ind og ud af Harre Å. Dette kan løses ved at tilpasse åbningen ud til Limfjorden. En mindre åbning giver mindre vandudskiftning og dermed mindre saltvandspåvirkning.

Det er Miljøstyrelsen, som i sidste ende skal godkende en projektløsning. Vi kan derfor ikke lægge os fast på en endelig løsning i forundersøgelsen. Vi vil i stedet gennemgå mulige løsningsforslag med Miljøstyrelsen i de kommende måneder, og vi forventer, at den endelige projektløsning først afklares i forbindelse med en eventuel gennemførsel af projektet.

Resultaterne fra forundersøgelsen præsenteres for lodsejere i projektområdet på et møde sidst i april. Efter mødet skal der gennemføres en egentlig lodsejerundersøgelse. Vi forventer, at det bliver i maj-juni 2019. 

Rapporten vil herefter blive lagt på denne side.

Maj 2019

Den tekniske forundersøgelse er nu færdig. Du kan finde rapporten under afsnittet Rapporter. Her ligger også en kort version (pixi-udgave) med hovedkonklusionerne.

Der arbejdes pt. på lodsejerundersøgelsen. Når den er færdig, bliver den også lagt på her på siden.

November 2019

Lodsejerundersøgelsen er færdig. Den viser, at der generelt er tilslutning til projektet, hvis strandbeskyttelseslinje kan undgås, og der kan skaffes erstatningsjord. Du kan finde rapporten under afsnittet Rapporter.

Projektperioden slutter 2. december 2019, og den må desværre afsluttes med en væsentlig uafklaret udfordring. Energinet har et 150 kV anlæg, som krydser projektområdet, og der har igennem det seneste år været en korrespondance med dem for at finde en løsning, som sikrer deres anlæg. 10 dage før projektudløb meldte Energinet ud, at der ikke må komme vand på de arealer, hvor deres anlæg ligger. Anlægget ligger ret centralt i projektområdet, så det medfører en væsentlig hindring for etablering af et vådområde. Det betyder også, at den foreslåede løsning beskrevet i den tekniske rapport ikke kan gennemføres.

I den kommende tid vil der, i samarbejde med lodsejerne, blive taget stilling til, om projektet skal opgives, eller om der skal arbejdes på et alternativt projekt.

Tidsplan (revideret november 2019)

Projektet afsluttes i december 2019.

Rapporter

Teknisk forundersøgelse af Harre Nor (PDF-fil)

Bilag 1-11 til forundersøgelse af Harre Nor (zip fil 21 MB)

Bilag 12-22 til forundersøgelse af Harre Nor (zip fil 18 MB)

Teknisk forundersøgelse af Harre Nor pixi udgave (PDF-fil)

Ejendomsmæssig forundersøgelse af Harre Nor (PDF-fil)

Logoer fra Den Europæiske Landbrugsfond, Miljø- og Fødevareministeriet samt LDP 2020

Læs mere om EU Kommissionen - Landbrug og Udvikling af Landdistrikter



Oversigtskort over Nøreng

Nyt om projektet

Juni 2019

Projektet er blevet forsinket en del på grund af personaleudskiftning hos vores rådgiver, og fordi der har været nogle tekniske forhold, der skulle undersøges nærmere. MEN nu (hvis alt går godt) forventes det, at det endelige detailprojekt kan sendes i høring i juli-august, og arbejdet med maskinerne i marken kan blive udført i efteråret 2019.

November 2018

Der er arbejdet på detailprojektet det seneste års tid, men arbejdet har desværre også ligget stille i nogle perioder. I forbindelse med udarbejdelsen af detailprojektet, er der opstået nogle spørgsmål, som enten ikke har været behandlet eller været tilstrækkeligt belyst i forundersøgelsen. Det har krævet nogle tilpasninger af projektet, som nu er godkendt af Miljøstyrelsen. Det er ikke usædvanligt, at der skal laves nogle tilpasninger i forbindelse med detailprojekteringen, og ændringerne har primært været af teknisk karakter, som for eksempel placeringen af projektgrænsen og beregning af kvælstofomsætningen. De store linjer i projektet er ikke ændret.

I løbet af sommeren har projektet også været berørt af flere ændringer på mandskabssiden. Hos Rambøll, som er rådgivere på projektet, har begge projektlederne skiftet job, og der er derfor blevet tilknyttet nye projektledere. Hos Skive Kommune er der blevet oprettet en ny stilling som projektleder for kommunens vådområdeprojekter, som skal overtage projektet ved Nøreng.

Ifølge vores tidsplan skulle projektet nærme sig afslutningen på nuværende tidspunkt. Den har vi måtte revidere, så vi nu sigter efter at afslutte projektet i slutningen af 2019.

Oktober 2017

Der er ikke sket så meget med projektet henover foråret og sommeren, blandt andet fordi der har været travlt med andre projekter.

I sensommeren blev der fundet en konsulent, der skal lave et detailprojekt. Det blev Rambøll, der vandt opgaven, og de er gået i gang med arbejdet i uge 41.

Detailprojektet skal beskrive alle anlægsopgaverne i projektet. Man skal for eksempel finde ud af, hvor der skal ryddes bevoksninger, hvilke grøfter der skal fyldes, om der er jord i overskud eller underskud, hvordan ejendomme skal sikres mod en højere vandstand, hvordan vandet skal ledes ind og ud af Hinnerup Å og så videre.

Når detailprojektet er færdigt, skal der laves udbud på anlægsopgaven, og der skal meddeles de nødvendige tilladelse til at udføre projektet. 

Januar 2017

Jordfordelingen er nu gennemført. Efterfølgende er landmålere gået i gang med at tilpasse matrikelgrænser efter aftalerne i jordfordelingen. I de kommende måneder skal Skive Kommune lave detailprojektering og tilladelser til projektet.

Maj 2015

Skive Kommune fik i november 2011 tilsagn om tilskud til at udføre en forundersøgelse for etablering af et vådområde ved Nøreng. Forundersøgelsen og de efterfølgende samtaler med lodsejere om de forskellige projektforslag blev gennemført i 2012-2013, og de viste, at det var muligt at gennemføre projektet, og at lodsejere generelt var positive overfor projektet.

I 2014 blev der søgt om og meddelt tilskud til gennemførsel af projektet. Det blev besluttet at gå videre med det projektforslag, der hedder Scenarie 1 i forundersøgelsesrapporten. Kort fortalt går det ud på at nedlægge et landvindingslag, så dræningen af arealet og pumpning af drænvand ud af området stopper. Det betyder, at der dannes en sø på en stor del af arealet. For at øge kvælstofomsætningen bliver der ledt en del af vandet fra Hinnerup Å ind i vådområdet gennem nogle rørindløb, som føres igennem diget, der adskiller vådområdet og Hinnerup å.    

Vådområdeprojektet bliver på i alt 147 ha, og det forventes, at kvælstoftilbageholdelsen i vådområdet bliver 18.200 kg N/år.

Projektet blev igangsat i foråret 2015 og første del af gennemførslen er en jordfordeling.

Tidsplan

Skive Kommune forventer, at vådområdet vil være færdigt sidst i 2019. 

Finansiering

Projektet finansieres af EU og Miljø- og Fødevareministeriets Landdistriktsprogram. Der er givet tilsagn om finansiering af både forundersøgelse og gennemførsel af projektet.

Logoer fra Den Europæiske Landbrugsfond, Miljø- og Fødevareministeriet samt LDP 2020

Læs mere om EU Kommissionen - Landbrug og Udvikling af Landdistrikter



Oversigtskort over Nørresø

Skive Kommune fik i 2015 tilsagn om tilskud til at gennemføre en teknisk og ejendomsmæssig forundersøgelse med henblik på at etablere et vådområde ved Nørresø (pink område).

Efter samtaler med lodsejerne blev der søgt om tilsagn til at udvide Nørresø med Nørresø 2 (blåt område) i 2017. Der skulle ligeledes gennemføres en teknisk og ejendomsmæssig forundersøgelse i Nørresø 2.

Forundersøgelserne resulterede i, at Skive Kommune ansøgte om tilsagn til realisering af Nørresø, men ikke til Nørresø 2.

Logoer fra Den Europæiske Landbrugsfond, Miljø- og Fødevareministeriet samt LDP 2020

Læs mere om EU Kommissionen - Landbrug og Udvikling af Landdistrikter



Oversigtskort over Skive-Karup Å

Baggrund

Skive Kommune fik i december 2014 tilsagn om tilskud til at udføre en forundersøgelse for etablering af et vådområde syd for Skive. Formålet med vådområdet er at fjerne kvælstof fra vandmiljøet og derved mindske udledningen af kvælstof til Skive Fjord.

Forundersøgelse består dels af en teknisk del, der undersøger mulighederne for at lave et vådområde, og dels en lodsejerundersøgelse, der skal afdække lodsejerne holdning til de forslag, som fremkommer i den tekniske del.

Projektområdet omfatter de arealer, der hører under Skive-Karup Å Landvindingslag og som er afgrænset af Koholm Å mod vest og Skive Å mod øst.

Den tekniske forundersøgelse gik i gang i foråret 2015, hvor der blev holdt møder med lodsejere og interesseorganisationer. Siden da har kommunens rådgiver undersøgt forskellige muligheder for vådområdet, og det er endt ud med, at der arbejdes på to forskellige scenarier. Begge scenarier resulterer i et område med en sø omkranset af våde og tørre enge. Forskellen på de to scenarier er primært, hvordan der føres vand ind i området. I det ene scenarie ledes der ca. 10 procent af vandet fra Skive Å ind i vådområdet igennem dræn i diget. I det andet scenarie ledes hele Koholm Å ind i vådområdet.

Når den tekniske forundersøgelse er færdig, starter vi lodsejerundersøgelsen. Lodsejerundersøgelsen omfatter individuelle møder med alle lodsejere, hvor vi gennemgår projektforslagene og mulighederne for jordbytte, jordslag eller tilskud for at lade jorden indgå i projektet.

Seneste nyt

Status pr 27. juni 2020

Skive Kommune fik i december 2017 tilsagn fra Landbrugsstyrelsen til gennemførelse af vådområdeprojektet Skive-Karup Å. Dette skete med baggrund i en forundersøgelse, der var lavet af det rådgivende firma Alectia.

Projektet blev igangsat i 2018, men forprojektet indeholdt en del mangler og uafklarede spørgsmål, der først skulle undersøges. Der var blandt andet fejl i beregningen af vandmængden i vådområdet, som medførte en fejl i beregningerne af kvælstofrensningen. Det er kvælstofrensningen, der er den primære begrundelse for projektet og baggrunden for, at Landbrugsstyrelsen giver tilsagn om midler til projektet.

Miljøstyrelsens oprindelige fosforberegningsmodel viste, at der ville ske en stor fosforudvaskning fra området når pumpen blev fjernet, og området efterfølgende fik højere vandstand med naturlig afvanding. Derfor skulle en stor del af projektets arbejde og økonomi gå til fjernelse af store mængder fosforholdigt jord fra området.

I 2019 meddelte Miljøstyrelsen imidlertid, at der i deres oprindelige fosforberegningsmodel var indsneget sig en fejl. Projektet blev derfor sat på pause, indtil Miljøstyrelsen havde rettet fejlen. Da fosforproblematikken er meget vigtigt for projektet og økonomien, blev det aftalt med Miljøstyrelsen, at der skulle udarbejdes et såkaldt ”supplerende forprojekt” med udgangspunkt i den nye fosformodel. Den supplerende undersøgelse skal resultere i en opdateret projektløsning og budget. Dette arbejde er ved at være færdigt med hjælp fra det rådgivende firma Envidan.

Arbejdet med en afklaring af myndighedstilladelser på naturområdet blev sat i gang i slutningen af 2019. Hele projektområdet er beliggende i Natura 2000-område med flere forskellige habitatnaturtyper – blandt andet rigkær og hængesæk. Enge og moseområder er beskyttet natur i henhold til naturbeskyttelseslovens §3, og vandløbene er omfattet af vandløbslovens bestemmelser og naturbeskyttelseslovens §3. Skive Kommune har søgt vejledning hos Miljøstyrelsen, da beliggenheden i Natura 2000-område stiller krav til projektets udformning, og der er nu taget kontakt til det rådgivende firma Cowi, der har ekspertise og erfaringer fra andre tilsvarende projekter med vådområder i Natura 2000 og beskyttet natur. Det forventes, at de naturmæssige forhold falder på plads i løbet af 2020. Før de naturmæssige forhold er afklaret, kan projektet ikke køre videre. Desuden arbejdes der i øjeblikket med Vejdirektoratet om at finde en løsning med bropillerne til Ringvej Syd, så vådområdet ikke medfører problemer for broen.

Når de naturmæssige forhold er afklaret, skal Landbrugsstyrelsen forhandle med alle lodsejerne om køb af arealerne. Afhængig af lodsejernes indstilling til projektet, kan det tage kort eller lang tid at gennemføre, og der er altid en risiko for at hele projektet falder til jorden, hvis Landbrugsstyrelsen ikke kan komme igennem med aftalerne. Et meget forsigtigt gæt er, at det kan tage 2021, før det er på plads.

Når landbrugsstyrelsen har afsluttet alle aftaler om jordfordeling skal der udarbejdes et detailprojekt. Detailprojektet skal derefter myndighedsbehandles efter lovgivningerne på naturområdet og når de er på plads kan projektet sendes i licitation blandt entreprenører.  Når der er fundet en entreprenør kan arbejdet med maskiner herefter sættes i gang. Et meget forsigtig gæt er at anlægsarbejdet kan sættes i gang i 2022.

Status pr. 14. september 2018

Vådområdeprojektet går ud på at danne en ny stor sø i området mellem Koholm Å og Skive-Karup Å. I søen sker der en kvælstoffjernelse ved afgasning. For at sikre at kvælstoffjernelsen er tilstrækkelig stor, er vandspejlet i den projekterede sø hævet en anelse i forhold til forprojektet.

Der mangles nu en godkendelse af projektet af Miljøstyrelsen, og der skal gives dispensation fra naturbeskyttelsesloven og tilladelse efter vandløbsloven. Desuden skal der laves aftaler med de enkelte lodsejere i forbindelse med jordfordelingen. Hvor lang tid det tager at få disse ting på plads vides ikke, og derfor kan vi ikke sætte dato på selve anlægsarbejdet.

Status pr. 12. september 2017

Forundersøgelsen for projektet er færdig. Den består af en teknisk undersøgelse og en lodsejerundersøgelse. Den tekniske forundersøgelse har vist, at det er muligt at lave et vådområde, som kan fjerne en betydelig mængde kvælstof. Der er lavet forskellige løsningsforslag, som varierer både i pris og hvor meget kvælstof, der fjernes.

Lodsejerundersøgelsen har vist, at en stor del af lodsejerne er positivt indstillet overfor projektet, og at en mindre del er imod eller har betænkeligheder.  Begge rapporter danner grundlag for det videre arbejde med projektet. Skive Kommune har søgt om midler til at fortsætte arbejde, og venter nu på om ansøgningen kan godkendes.

Rapporterne finder du i linkboksen nederst på siden.

Tidsplan

Det kan ikke fastsættes nogen tidsplan for en eventuel gennemførsel på nuværende tidspunkt.

Vi afventer, om vores ansøgning om tilskud til gennemførsel kan godkendes. Hvis den godkendes, bliver de næste skridt at løse nogle tekniske udfordringer med blandt andet risiko for fosforudledning og at genoptage dialogen med lodsejerne om afgivelse af jord til projektet.

Finansiering

Projektet finansieres af EU og Miljø- og Fødevareministeriets Landdistriktsprogram. Der er givet tilsagn om finansiering af både forundersøgelse og gennemførsel af projektet.

Rapporter

Forundersøgelse af Skive-Karup Å - kort udgave (PDF-fil)

Forundersøgelsen af Skive-Karup Å - fuld udgave (.zip fil)

Ejendomsmæssig forundersøgelse af Skive-Karup Å (PDF-fil)

Logoer fra Den Europæiske Landbrugsfond, Miljø- og Fødevareministeriet samt LDP 2020

Læs mere om EU Kommissionen - Landbrug og Udvikling af Landdistrikter



Oversigtskort over Vium Mølleå

Skive Kommune fik i maj 2019 tilskud til at udføre en forundersøgelse af mulighederne for at lave et vådområde ved Vium Mølleå umiddelbart syd for Roslev. Tilskuddet gives af Landbrugsstyrelsen og udgøres af midler fra Staten og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne.

Formålet med vådområdet er at fjerne kvælstof fra vandmiljøet og derved mindske udledningen af kvælstof til Lysen Bredning og Limfjorden.

Projektområdet kan blive ændret, hvis forundersøgelsen viser, at vådområdet vil påvirke andre arealer end først antaget.

Forundersøgelsen består dels af en teknisk del, der undersøger mulighederne for at lave et vådområde og komme med forslag til løsninger, og dels af en lodsejerundersøgelse, der skal afdække lodsejernes holdning til de forslag, som fremkommer i den tekniske del.

Lodsejerundersøgelsen kan udføres som individuelle møder med lodsejerne eller som et fællesmøde med efterfølgende korte individuelle møder. Det er ikke fastlagt endnu.

Nyt om projektet

September 2020

De afsluttede ejendomsmæssige og tekniske forundersøgelser blev forelagt på et borgermøde i juni 2020. Hvis vådområdet etableres vil det kunne rense ca. 4,5 tons kvælstof om året, og projektet er meget omkostningseffektivt, da udgifterne til projektet ikke er store.

Der var en positiv interesse blandt lodsejerne for at gå videre med at realisere projektet.

Derfor vil Skive Kommune i samarbejde med Limfjordssekretariatet søge om tilskud fra Landbrugsstyrelsen til gennemførelse af projektet. Dette vil finde sted henover vinteren 2020 – 2021.

Teknisk forundersøgelse af Vium Mølleå (PDF-fil)

Juni 2020

Den tekniske forundersøgelse og de ejendomsmæssige forundersøgelser er afsluttet og fremlægges for lodsejerne på et møde i Sallinghallerne den 25. juni kl. 19.00.

Skive Kommune vil efterfølgende beslutte om projektet skal søges realiseres, blandt andet ud fra lodsejeropbakning til projektet.

Evt. ansøgning sendes til Miljø- og Landbrugsstyrelsen som er dem der skal godkende og finansiere projektet.

August 2019

Den tekniske forundersøgelse blev igangsat i august 2019 efter et opstartsmøde mellem Skive Kommune og Limfjordsrådets Sekretariat, som skal udføre forundersøgelsen.

Tidsplan

Skive Kommune forventer, at både den tekniske del af forundersøgelsen og lodsejerundersøgelsen vil blive færdig i efteråret 2019.

Hvad sker der efter forundersøgelsen?

Når forundersøgelsen er færdig, skal der tages stilling til, om projektet kan og skal gennemføres. I den vurdering indgår blandt andet, om det er teknisk og miljømæssigt muligt at lave et vådområde, om der er sammenhæng mellem økonomi og effekt, og om lodsejerne er positive overfor at afgive deres jord til et vådområdeprojekt.

Forundersøgelse og eventuel gennemførsel af projektet udføres af Skive Kommune i samarbejde med Limfjordsrådet, men betales af Staten og EU. 

Logoer fra Den Europæiske Landbrugsfond, Miljø- og Fødevareministeriet samt LDP 2020

Læs mere om EU Kommissionen - Landbrug og Udvikling af Landdistrikter

Sidst opdateret

07.06.2021

Ansvarlig redaktør

Indlæser kontakter...