Hvorfor anvende ugler?
I vores rottehandleplan er der sat fokus på giftfri rottebekæmpelse, og der er blevet sat et projekt i gang, der omhandler ”natuglekasser”. Formålet med projektet er, at man kan bruge naturen til at reducere rotte-og musebestanden, da natuglers føde består af f.eks. mus og rotter. Der er indkøbt natuglekasser, som er blevet produceret af ”Thorum håndværkerlaug”.
Hvor sættes kasserne op?
Kasserne sættes op i nøje udvalgte områder, som Dansk Ornitologisk Forening har udpeget. Skive Kommunes Park og Vej står for opsætning af kasserne. Kasserne vil blive tilset hvert år, og der vil blive holdt øje med om kasserne bliver beboet.
Hvem er natuglen?
Natuglen er kendt for sin uhyggelige melankolske tuden. Fuglen er 38 cm, vejer 300-550 gr (han)/350-700 gr. (hun) og har et vingefang på cirka 100 cm, og den findes i en rødlig og en grålig fjerdragt. Den er vores mest almindelige ugle og findes derfor i alle egne af Danmark, dog fåtallig i Vestjylland. Natuglen er i Danmark hele året, og kan høres tude året rundt med undtagelse af perioden maj-juli. Føden består af mus, rotter og enkelte småfugle.
Natugler bygger ikke rede, og de er således afhængige af hule træer eller kasser. Allerede i januar/februar finder natuglen sin mage og et egnet redested, og den lægger i marts typisk 3-5 næsten kuglerunde hvide æg.