Roslev ligger midt i Salling i den nordlige del af Skive Kommune i et naturskønt område med mange stier og under seks km til nærmeste strand.

Signaturfortælling Roslev Det er her, det sker Når der er byfest i Roslev, er alle med. For så er der amatør-revy, det populære traktortræk med både store traktorer og plænetraktorer, fællesspisning, gadecykelløb, musik, dans og meget andet. Af og til er der også Running Dinner, der hver gang slutter af med dans på byens hotel Roslev Hus. Også til jul og Sankt Hans er der velbesøgte arrangementer. Smuk natur og udendørs aktiviteter Roslev har knap 1.300 indbyggere, der bor tæt på den smukke natur med skove i nærheden og den nye Søpark, som er under etablering. Her vil der blandt andet komme kunstig kælkebakke, shelters og frugtlunde. Nationalcykelruten fra København til Hanstholm går gennem Roslev og benyttes flittigt af både lokale og turister til cykel- og vandreture. Bevægelse for enhver smag Nævn en aktivitet, du gerne vil gå til – og du vil sikkert kunne finde det i Roslev. Her er ud over de mere traditionelle sportsgrene som fodbold, håndbold og svømning også mulighed for at gå til kor, yoga, spinning, fitness, senior-idræt, fællescykling, deltage i strikkeeftermiddage, cykling med beboere på plejehjemmet for at nævne nogle eksempler. De mange tilbud giver et stærkt sammenhold i byen på tværs af alle aldre. Liv i byen Her er dagpleje og børnehave til de yngste borgere. Og de kan gå på den lokale skole i hele deres skoletid, det vil sige fra 0.-9. klasse. Der er også et levende butiksliv og en del specialforretninger. Desuden har byen eget lægehus og andre sundhedstilbud som fysioterapeut m.fl. Desuden er byens hotel centrum for mange festlige arrangementer. Signaturfortællingen er udarbejdet i samarbejde med Roslev Borgerforening. Kort med faciliteter i Roslev (kommuneplanen) Roslev - kommuneplan 2020 - 2032