Rødding - æblets by - ligger i den nordvestlige del af Skive Kommune tæt på Spøttrup borg - omgivet af grønne arealer, marker og en hel masse forskellige æbletræer.

Signaturfortælling – Rødding - Spøttrup Et æble er ikke bare et æble I Rødding er de så glade for æbler, at den populære frugt har fået sin egen festival. Og succesen for Rødding Æblefestival har vokset sig så stor, at den nu varer i to dage i stedet for én. Sidste år i oktober havde den 3.000 besøgende – og der blev nørdet æbler, samtidig med at madspild, biodiversitet og bæredygtighed var på programmet. Over 100 frivillige bidrager til at stable festivalen på benene i et tæt samarbejde med Foreningen Æblets By. Storstensområdet – et yndet sted Midt i Rødding by ligger Storstensområdet – lidt skov omgivet af mark og grønne arealer. Her er der plantet mange æbletræer, og folk i alle aldre går tur i området. Børnene bygger hule og leger. Og skolen bruger det i idrætstimerne. Samtidig er der et rigt fugleliv. Spøttrup Borg – suset fra middelalderen Danmarks bedst bevarede middelalderborg, Spøttrup Borg, ligger i Røddings baghave. De mange events, middelalder-, jule- og andre markeder, ridderturneringer og meget andet godt for hele familien tiltrækker hvert år mange besøgende. Det gode børneliv Der er dagplejere, skovbørnehave og en skole fra 0.-6. klasse. Der er cykelsti til Balling, hvor 7.-9.-klasses eleverne går i skole. Der er et stærkt sammenhold i byen og et væld af aktiviteter, som blandt andre Spøttrup Kultur Café, Spøttrup Kro og Pavillonen ved Knud Strand står bag. Med fuldt hus hver gang. Og Galleri BizzArt sætter sit kunstneriske præg på byen. I Rødding er der mange, der dyrker vandsport ved de tre strandområder tæt på. Signaturfortællingen er udarbejdet i samarbejde med Rødding Borgerforening. Kort med faciliteter i Rødding (kommuneplanen) Rødding - kommuneplan 2020 - 2032